mandag den 24. januar 2011

Gule fugle på tehætten


Week-enden bød på syning, fotografering og en tiltrængt opdatering af web-shoppen, så nu er der fuglefløjt for alle pengene derinde.

Årets første tema er nemlig FUGLE i alle afskygninger og tilsat både blide pasteller og mine elskede ramasjang-farver. Tehætten er et godt eksempel på min forvarslede gule tendens - og broderiet, som er fra Haandarbejdets fremme, findes også i en blå/turkis udgave.

søndag den 23. januar 2011

Oilily-samlingen


Jep, jeg har en Oilily-samling. En samling af deres formidable kataloger og alderspræsidenten er nr 9 fra 1988. De er blevet læst mange gange og flere af dem er lappet sammen med tape og har er bøjede hjørner og krakelerede forsider, men de bliver ALDRIG smidt ud - om så alle verdens Feng-shui-ryd-op-i-dit-liv-konsulenter stod på min dørtærskel.

Alt i alt har jeg ca. 25 kataloger og langt de fleste er hentet i nu hedengangne Boutique Jane i Århus. Nu laver Oilily ikke længere trykte udgaver af katalogerne, og jeg ved godt, at det sparer regnskov og alt muligt, men det er altså ikke det samme at sidde og "bladre" i et  download som i en papirudgave.

Detaljerigdommen i Oililys produkter er enorm og det firma har haft en kolosal indflydelse på brugen af farver, mønstre og detaljer indenfor tilbehør og børnetøj.
Niece-Katrine er fx døbt i en ægte Oilily-kopi-kjole fremstillet af mosteren efter nøje granskning af et bitte-lille billede i et katalog - og jeg er ikke den eneste, der har kopieret en Oilily-ting.

Mit første Oilily-indkøb var i øvrigt et eksemplar af den trøje, som pigen til højre på billedet har på, og da jeg senere fandt stribet stof i nøjagtigt samme farver, som hendes gamacher var min lykke gjort.
Blusen ligger nu på min museumshylde, men mine tørklæder og mine gule støvler bruger jeg stadig, og når jeg en gang kommer ned til deres outlet i Holland - så er Visakortet på forhånd er fyldt til bristepunktet :-)

onsdag den 19. januar 2011

Fremtidens broderi

Pelse og jeg følges ad til den halvårlige messe for stof, garn, broderi og tilbehør i Vejle  og i søndags havde vi følgeskab af Anne, som er en kommende stjerne i broderiverdenen.

Vi startede hos Fru Zippe, fordi både Pelse og Anne havde leveret modeller til deres nye kollektion. Som vi dog jublede og dansede, da vi så de færdige modeller, og det gjorde Fru Zippe-folkene også, for de nye modeller blev revet ned af hylderne. 


Pelses hjortetaske i  udgaven med petitpoint er så skøn, så skøn og hanken er da lige i øjet. Den fås også i en almindelig, lidt større stramajudgave.



Annes debut med Colourfull coblestones er lige som moderne, ungt broderi skal være nemlig  farverigt, sprælsk og med kant. Broderiet findes også i en kvadratisk udgave i de samme farveholdninger.

Inden længe kan du få fingre i de dejlige sager, for jeg ved fra pålidelig kilde, at både taske og puder rammer adskillige broderi-, strik- og gavebutikker udover det ganske land  i den nærmeste fremtid.

Billederne er mobil-billeder, hvilket er alt for tydeligt - sorry - men der er flere og bedre billeder på Annes blog .

mandag den 17. januar 2011

Mandagsfornøjelse


Sne er der ikke meget tilbage af i haven, men solskin er der, så Hera og jeg har været på årets første havevandring.

Den afslørede, at både vintergækker, hornvioler og perlehyancinter har haft det fint under den hvide dyne, og at de står klar til at sprede farveklatter, så såre temperaturen siger forår.

Lad os håbe, de også holder til den nye omgang sne, der efter sigende skal ramme os på torsdag.

torsdag den 13. januar 2011

Striber for alle pengene


Rester har jeg nok af, og overkommelige arbejder med maximum effekt er lige, hvad jeg har brug for for tiden.

Så jeg har gjort Liselotte og Anne kunsten efter og strikket mig en Idas Kitchen
Det er simpelthen den skønneste hue, som jeg bli´r så glad i låget af både at strikke og at have på.
Det kan ikke afvises, at der kommer flere af den slags fra mine pinde, for rester har jeg som sagt nok af, og glæde kan man ikke få for meget af :-)

onsdag den 12. januar 2011

Gul


Gul bliver den nye pink, siger Lii Edelkort, og det hilser jeg velkomment, for gul er den dejligste farve.

På en runde i huset fandt jeg min yndlings terapidug, en Lyngby tekande, mit nye tørklæde indkøbt i Aalborg og smidt over en matchende stol, gule tulipaner, som ikke nåede at komme i jorden - suk -, en Marimekkotaske med smæld på, et par gamle Peanuts-hæfter, en Tricia Guild plaid, som man ikke lige overser, mine elskede, meget slidte Oilily-støvler og 2 Confetti-tallerkner med dagens citron på.

Et sted i gemmerne ligger den kanariegule kedeldragt, jeg i midtfirserne gjorde Århus usikker i. Tilbehøret var på ægte firsermaner et kæmpestort sort tørklæde, sort bælte og de største, sorte sørøverstøvler man kan tænke sig.

Tulipaner og tomater er i den grad klar til gult - og det er jeg også :-)

tirsdag den 11. januar 2011

Røde roser en masse


Det smukke røde, rosenbroderi har oprindeligt været monteret på nogle spisestuestole, som en kunde arvede efter sin mor.
I efteråret kontaktede hun mig og bestilte 6 tasker, som alle skulle have et stykke rose-broderi på fronten, men ellers skulle være forskellige.

Jep, sagde den glade syerske, den klarer jeg - og hun fik kam til sit hår, gjorde hun.

Lageret af taske-stoffer har været endevendt adskillige gange for at finde passende, udfordrende stoffer til at ledsage roserne. Det har taget sin tid, men nu lysner det, og inden længe kan jeg sende 6 tasker afsted, som deler broderi, men har hvert sit udtryk.

Taskerne skal fordeles mellem familiens kvinder og den ide synes jeg er fantastisk. Sikke et familiebillede det kan give :-)

søndag den 9. januar 2011

Nyt år - nyt værktøj


Strygejern holder ikke for evigt og nu har chefen endelig indkøbt et nyt af slagsen til strygepigen. En ordentlig strygestation med 1,8 liters tank, masser af  watt og som selv slukker, hvis strygepigen skulle glemme det!

Strygepigen er så glad, for hun elsker godt værktøj, og hun har lige bedt syersken om at lave et nyt betræk til strygebrædtet, for det trænger altså også til en afløser.

mandag den 3. januar 2011

London-hylster


Sønnens regnemaskine har fået nyt hjem og moderen er vældig fornøjet med resultatet. Dels fordi sønnen faktisk lyste op i et anerkendende smil, da han så London-hylsteret, dels fordi hun er så tilfreds med den skjulte velcro-lukning.

Den lukning kommer vi til at se mere til hos Tulipaner og tomater, kan jeg mærke.

Stoffet er købt lige her og er en himmerigsmundfuld for London-elskere. At det så oven i købet er dejlig bredt, gør ikke det mindste :-)