tirsdag den 29. april 2014

Nye veje

I 10 år har jeg været chef i Tulipaner og tomater og selv om jeg elsker mine gamle broderier, deres historie og den nye historie jeg giver dem undervejs, så har jeg et godt stykke tid ledt efter et supplement til den lette, lyse og sommerlige stil, som er Tulipaner og tomaters varemærke.


... og nu har jeg fundet den, så velkommen til første kik på Tulipaner og tomaters nye linje - Tasker lavet af gamle habitter.
Det er genbrug af bedste skuffe, det er materialer fra den gang der var uld og skræddere til og det er sjovt :-)



Jeg bruger de udvendige lommer til - nå ja, udvendige lommer og de indvendige til - indvendige lommer, men først efter, at jakkerne er skilt ad og gået kritisk igennem for huller, slid og fims !
De gamle mærker flytter jeg fra forets mørke, frem i lyset på forsiden efter de er nænsomt sprættet af og strøget op til tidligere tiders standard.
Tasken her er en ny model, som snildt rummer en I-pad, og hvor brystlommen, som nu sidder på bagsiden er perfekt til mobil- eller nøglelomme.

... og så er der jo store muligheder i at finde farfars gamle, skræddersyede habit frem og få den syet om til nye rappe tasker.
Der er andre modeller på tegnebrædtet og lige nu pusler jeg med at lille rygsæk, som jeg har store forventninger til.

torsdag den 24. april 2014

Endnu en AGF-kage




Anton Hjælpedreng rundede det første skarpe hjørne, da han i mandags fyldte 10 år - og selv om jeg "kun"  er moster, så er jeg nødt til at sige, at tiden flyver, og at det da var i går, han begyndte i børnehaven!

Under alle omstændigheder blev han fejret som det sig hør og bør, og storesøster Katrine havde i al hemmelighed fremtryllet en fabelagtig 2-etagers AGF-kage til sin lillebror.
Anton måtte have de store armmuskler i gang, da han skulle skære for og i første forsøg kom han kun igennem lag et. Til sidst lykkedes det for ham  - og det er vi mange, der sætter stor pris på, for kagen smagte så godt, så godt med både chokoladecreme og hindbær-ditto og lækre, lækre bunde.

Anton havde som en anden kommende brud styret ønskelisten med hård hånd, så han var sikker på, at det var os han ønskede sig AGF-sager hos" for du ved, hvor AGF-butikken ligger henne, det gør farmor jo ikke "

Jeg ved ikke rigtigt, hvilken AGF-kage der får første pladsen, for den forrige var skisme også flot, men jeg har en fornemmelse af, at der kommer flere :-)

fredag den 18. april 2014

Biblioteks-klar



En pude blev det ikke til, men i stedet et bog-slæbnings-net, som jeg er svært tilfreds med. Broderiet er kombineret med forskellige Kvadrat-rester og nettet er ganske rummeligt.
Mine kursister har set  - og kommenteret - det, og det samme gælder Pelse, ekspedienten i boghandleren og vores lokale bibliotekar.

... og nu hvor jeg er i gang med at promovere læsningens glæder, så laver jeg lige en håndfuld LÆS !-net dog ikke med stramajbroderi på, men de kommer i butikken og med på Sommersalget, når den tid kommer.

Det andet LÆS !-broderi er sat til opspænding, måske det er tørt allerede nu og klar til næste skridt på vejen til at blive en pude ?

tirsdag den 15. april 2014

Fugle-huse-nyt



Bestanden af fuglehuse var blevet noget tyndslidt, ja faktisk halveret, men der er også blevet udruget mange kuld musvitter i dem.
Når man nu holder af småfugle i haven, så dur det ikke at være fuglehuse-løse, så der udgik en bestilling til min gamle far på nogle nye.

... og her er de så,  klar til at blive skruet op på hegnet i de fjeneste hjørne af haven - og sikke farver han har givet dem .-)

onsdag den 9. april 2014

Frem i lyset


Alle børn kommer med hjemmelavede gaver, og jeg har altid elsket de små ting, som jeg har fået.
De fortæller en masse om giveren og det er altså lidt sjovt at sammenligne de tegninger fra Alberts, Katrines og Antons hånd, som jeg har hængende over min symaskine vel vidende, at de alle er tegnet, da de unge mennesker var 3 år.
Tegningerne viserer bl.a. blomster, skæve huse, cykler med firkantede hjul, farlige krokodiller og en sammenligning af en ny og en gammel dør! Jeg smiler hver gang mit øje falder på dem og funderer lidt over, hvor hurtigt tiden er gået og hvor dejlige vores børn er.

Katrine har ubetinget været stor-leverandøren af hjemmelavede gaver og denne kakkel-lignende ting, skrevet med sølvtusch, fik jeg til jul, det år hun lige havde lært at skrive og jeg elsker den.
Både fordi bogstaverne til HANNE danser rundt om en buket blomster, og fordi hun takker så sødt for "alt tøj du har givet mig i hele mit liv". Kaklen dukkede op til overfladen, da jeg sorterede lynlåse for nylig og nu står den igen fremme på syrummet.
 Seneste leverance fra moster til niece var Issey-frakken, som blev leveret i fredags og u-ha, som de klær hinanden. Hendes kæreste har lovet at tage et billede af hende i den blå Issey-sag og at jeg må få lov at vise det her. Jeg kan næsten ikke vente!

mandag den 7. april 2014

Når man tynder ud i haven...




... får man Stjernemagnolie i vindueskarmen.

Per Plæneklipper bad så mindeligt, om jeg ville trimme Stjernemagnolien, inden plæneklipningsæsonen for alvor gik i gang. DET ville jeg, for det gør ikke noget godt for nogen, når han kommer i karambolage med grene, der hænger ud over plænen. Det ved vi af erfaring ;-)
Nu er den - og nabo-æbletræet - behørigt studset, og afklippet pryder vindueskarmene. Det kan man vel godt kalde for form for genbrug, smukt er det i hvert fald.

tirsdag den 1. april 2014

Jeg skulle bare finde fem blå knapper


Niecens Issey er på vej og derfor skulle jeg lige finde fem blå knapper på lageret.

Dem fandt jeg ikke, til gengæld tog pokker ved mig, og jeg har nu en fuldstændig uventet orden på mine lynlåse.
Alle ligger de sorteret efter størrelse, metal/nylon og delbar/ikke delbar og hygger sig i ikke mindre en 7 af Ikeas Samla-kasser, som kan stable spå smukkeste vis uanset størrelse.

Knapperne må jeg ud i verden for at finde - og så er der udråbt  indkøbsforbud for lynlåse de næste mange år!.