lørdag den 30. april 2011

Dagens indkøb


Op og afsted til Sall, hvor Friskolen har loppemarked i dag - og det er ikke et lille loppemarked, skal jeg love for.

Med hjem kom en Sadler-tepotte i lime m. guld, en lille Eslaus vase med de obligatoriske små afslag og en meget cool udgave af Eva køkkenvægten med stål-skål og teak-knop.

Sommersalgslageret vokser :-)

fredag den 29. april 2011

I dagens anledning

Det er ikke nogen hemmelighed, at Tulipaner og tomater har et blødt punkt for det engelske, og hvis ikke man skal flashe sin anglofili i dag, hvornår hulen skal man så?



Sidst marktingsassistenten var i UK, løb hun over de 3 små broderier, som hun har broderet op i lyntempo.
Nu danner de så på kækkeste TT-vis centrum i hver sin pude, og chefen må sige at hun især er tilpas med Wales-puden, for den drillede godt nok, mens den var på klippebordet.
Vi ved godt, at der mangler en pude for Nordirland, men vi håber det går og dukker broderiet op, laver vi fluks en nord-irsk pude


... og intet bryllup uden festlig opstilling.

Bakken med Elisabeth er en original kronings-bakke, og kagedåsen med Will og Kate er blevet fragtet hjem i marketingsassistentens kuffert sammen med den Victorianske Limonade.

Kik over på Tulipaner og tomaters hjemmeside, hvor forsidens billeder i dagens anledning alle har en engelsk reference :-)

torsdag den 28. april 2011

Til hængekøjen


Haves: Limegul Fatboy hængekøje
Ønskes: 2 matchende gul-grønne puder m. køkkentern, æbler og solsikke

Så gerne, de er klar til afsending i morgen og måtte sådan set godt blive boende her i mine blå havestole.

onsdag den 27. april 2011

Ta-daaah


SÅ er de nye mærker kommet, og det er min skyld og min alene, at det tog så lang tid.

Sidsel er selvfølgelig kvinden bag lay-outed, og Ikast Etiket har ført det hele ud i livet.

Om jeg er tilfreds? Jep - og solen skinner og forkølelsen er på retur, så skidt med at Wales har drillet ;-)

søndag den 24. april 2011

Same procedure as last year


Sidste år fik Anton hjælpedreng et køj-bøj-tæppe til sin 6 års fødselsdag, og i år ønskede han sig så et tæppe med en GUL Harley Davidson på til sin 7 års fødselsdag!

Den slags ønsker skal man absolut gøre alt for at opfylde, og da hjælpedrengens mor velvilligt tilbød at sætte sig med broderenål, relativt fin aida og forfærdelig mange grå nuancer, så meldte mosteren sig til sammenflikning af tæppet.

Hele familien blev tilkaldt for at holde tæppet, så fødselaren, med gele i håret og nye Converse på fødderne, kunne tage det i øjesyn. Han var svært tilfreds med resultatet og undlod ikke at gøre opmærksom på, at han selv havde valgt stoffet med de ternede biler :-)

HVIS vi engang skal lave en retrospektiv udstilling af Tulipaner og tomater-ting, så starter vi bare med at spørge Anton. Han har nemlig 3 tæpper, 7 puder, 3 par sommersalgs-shorts og en skammel + det løse, og det er da egentlig en ganske god samling for en 7-årig :-)

onsdag den 20. april 2011

Frækhed belønnes


Det er ikke nemt at skaffe farvet nylongjordbånd, medmindre man enten vil købe 1000 m ad gangen eller give en halv arm pr. meter.

Så da jeg så græsgrøn og turkis gjordbånd ligge på en hylde hos grünBAG, spurgte jeg om frækt, om jeg  kunne få lov til at købe nogle meter. Det kunne jeg :-)

søndag den 17. april 2011

Til lidt af hvert


Sidste skud på Tulipaner og tomater-stammen er denne vasketøjssæk, som man gerne må bruge til andet end vasketøj :-)

Den er stor og rummelig og noget kønnere at se på, end de plastikkasser mange af os gemmer ting og sager i.
For tiden bor den sammen med sine 2 søskende på Tulipaner og tomaters hjemmeside og der er flere på klippebordet :-)

lørdag den 16. april 2011

Tulipaner og tomater møder grünBAG



grünBAG har givet Sommersalgsbanneret en tur i genbrugs-centrifugen og ud kom 10 farverige og sommerglade indkøbsnet, som kan kaste lys over selv den kedeligste hverdagskøbstur.



Alle net er født med en lille lomme med plads til pung og nøgler, og detaljerne som Titte-tomaten og bannerkanten sidder lige i Tulipaner og tomater-øjet.

De første net har fået nye ejere, og når hjælpepigerne har udvalgt deres, så bliver resten sat til salg på forårets markeder.

... og vi har allerede aftalt, at det nye Sommersalgs-banner skal have samme tur :-)

fredag den 15. april 2011

Hvad er det?


Den skarpsindige læser vil givetvis mene, at det er Tulipaner og tomaters banner fra sidste års Sommersalg - og det er helt rigtigt.

MEN vi har sendt det en tur igennem en forvandlings- og genbrugsproces, som hverken chefen, syersken, hjælpepigerne eller marketingsassistenten har haft fingrene i.

Resultaterne skal jeg hente i løbet af formiddagen, og jeg glæder mig VILDT til at se dem.

Hvad tror du, banneret er blevet skabt om til ?

torsdag den 14. april 2011

Anledningspude


Jep, for når der er nu, er både børne-dyppelse og dronninge-fødselsdag i løbet af de næste 3 dage, så kræverdet en passende pude og en lige så passende opstilling.

Amalienbrog i fri pude-dressur, tilsat en vase fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og et nummer af Tidens kvinder fra den gang da Anne-Marie og Konstantin var MEGET unge, sikkert fra tiden lige omkring deres berømte bryllup.

Tillyke til både børnebørn og farmor :-)

onsdag den 13. april 2011

Gyngecyklen kommer



Man tager en gammel børnecykel, som man skærer i stykker med en vinkelsliber.
Dernæst svejser man den sammen nogle nøje udregnede og velplacerede længder rundjern og når den er festligt malet, så har man en Gyngecykel.


Jeg er forelsket op til over begge ører i Gyngecyklen  og hvis jeg havde en lille tullermås rendende rundt mellem benene på mig, havde jeg bestilt en til omgående levering.
Det er herlig, humoristisk nytænkning af den traditionelle gyngehest og så kan man hænge sin lille cykelkurv på styret, ligesom på rigtige cykler, mens man gynger ud i verden :-)

Manden bag Gyngecyklen er min gode kollega Jeppe, og foreløbig er den kun fremstillet i dette en eksemplar, som hans to døtre gynger rundt på.
Jeg har lagt et mildt, insisterende pres på den gode Jeppe, for at få ham til at lave en lille kollektion af Gyngecykler og jeg holder presset !

Hip, hip for den lille Gyngecykel og gad vide, om det er tilfældigt, at den har samme farve som Pippis hest ?

tirsdag den 12. april 2011

Påskesalg hos Spagat



Sidsel og Line holder Påskesalg i deres nye studio på torsdag.
Læg vejen forbi, hvis du er til plexi-pynt, kunstprint og collager - og deres nye studio er hele turen værd.

mandag den 11. april 2011

Årets turneplan


Vel varer det lidt, inden vi igen kan slænge os i liggestolene under en blå, solspækket sommerhimmel, men det er ikke desto mindre på tide at offentliggøre Tulipaner og tomaters turneplan!

Søndag d. 8.5.11  er Tulipaner og tomater med på Havemarked på Vestermølle ved Skanderborg.

I Pinsen er vi igen med på Trapholts Pinsemarked, som i år afholdes i parken rundt om museet.

Vores årlige, tilbagevendende Sommersalg på Helgenæs løber af stabelen d. 16., 20. og 27. juli, hvor vi fylder haven til bristepunktet med et skønsomt miks af vores egen bløde sager og småmøbler, porcelæn, legetøj og  andet godt.

... og jeg har det lidt som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld. Jeg glæder mig :-)

lørdag den 9. april 2011

Fås ikke bedre


Her et et lille uddrag af, hvad Sune kan byde på i Retrogaragen i denne week-end - og selv om jeg var forbi garagen sidste lørdag, så jeg stærkt fristet til at smide en yndlings-cd i afspilleren og køre afsted igen i morgen.

Hvis du har en sød retro-tand og endnu ikke har besøgt Sune med garagen, så skulle du tage at gøre det. Garagen er fyldt skatte, som han sælger til priser, som vil få en københavner til at tro, at hun var kommet i himmerige :-)

torsdag den 7. april 2011

Dansklærerens lagkagefad


Oprydningen sker ikke altid prompte her hos os, så lige nu agerer lagkagefadet hylde for nogle af mine dansk-lærer-ting.
Jeg synes nærmest, at de kedelig noter og koiper er ude for en opgradering, når de ligger så smukt :-)

mandag den 4. april 2011

Grønt i grønt


Grønt bli´r jeg aldrig, aldrig nogensinde træt af, og jeg tror, det er den farve, jeg bruger mest af alle, når jeg syr mine Tulipaner og tomater-sager.

Stoftryk-dugene er frisk-hentede hos Sune i lørdags og den til højre har jeg elsket meget længe.
Den har været dugen under en af Sunes smukke opstillinger, men en ny sæson kræver nye opstillinger, og så jeg fik den syregrønne dug med de hvide blomster på. TAK !

Den blomstrede sag byttede jeg mig til hos Malene sidst vores veje krydsede hinanden, og den dame har altså et top-dollar-stoflager.

fredag den 1. april 2011

Fridags-tulipaner


På Ingerslev - oppe ved Johns Blomster - stod der en kasse med maaange tulipaner m. løg og efter lidt handlen frem og tilbage blev den min.
Udpakningen viste, at der var 88 stks, så hele huset er fyldt op med smukke, dobbelte, gul-orange tulipaner i vaser, i glas og både med og uden løg på.
Min snedige plan går på at løgene bliver sat i tulipanbedet, når den tid kommer, for den farve tulipaner kan jeg ikke få nok af .

I haven pibler det op allevegne, og de tulipanløg jeg ikke fik i jorden i efteråret, og som i vinterferien blev smidt i en kapilærkasse sammen med lidt pottejord, ser ud til at klare sig udmærket. Så ved jeg det!

Vores efteråret bød på udfordringer af den uplanlagte og langvarige slags, så den der nødvendige gennemgravning af tulipanbedet, den blev ikke til noget.
Det lader tulipanerne til at være fuldstændig ligeglade med, for de kæmper sig tappert op gennem ukrudt,  små jordbærplanter og hvad har vi.
Hvor er de velkomne, og hvor jeg glæder mig til de springer ud.