onsdag den 31. marts 2010

Jeg elsker service...

... faktisk kan god service få mig til at glemme alt om pris og køre det halve af landet igennem, uanset om jeg måske kan få samme vare tættere på.

Vi bor tæt på Rosenposten, en af Danmarks allerbedste rosenavlere, som har et kæmpeudbud af roser i alle tænkelige, former, farver og størrelser. Jeg henter mine nyerhvervelser på gartneriet, men de sender også gerne og har en stor Rosenoversigt på hjemmesiden.

I dag har jeg fået min service-forårsmail fra Rosenposten og den  går i al sin enkelhed ud på, at det er NU jeg skal give mine roser første gang krudt eller gødning om man vil. Super-service, for sådan en som mig, der plejer helt at glemme det der gøden eller kommer for sent i gang med det, så der ingen roser kommer.




Så om lidt går jeg ud og gi´r  The Prince her og hans brødre et ordentlig skud gødning og så vil jeg glæde mig til at nyde de dybt, dybt mørkerøde blomster og en næsten lige så dyb, berusende duft til sommer.

Nåh ja, der kommer jo nok også til at stå et par roser eller tre på ønsesedlen :-)

mandag den 29. marts 2010

Et broderi - to poser

Tulipaner og tomater har været på banen i 6 år, og lige fra starten har min søster været hof-fotograf.
Vi har gemt stort set alle billeder, så udviklingen i pudesnit, stofsammensætning mm er heftigt dokumenteret og det er rigtig sundt for syersken en gang i mellem at blive konfronteret med fortiden !


Som fx her, hvor jeg har syet to poser, med hver sin udgave af den samme, søde, lille klokkestreng fra Haandarbejdets Fremme, men med 4 års mellemrum.


Nu sidder jeg og tænker på, at jeg godt nok syr de samme ting, men at de alligevel ikke er ens - og det er dejligt, for det er sådan jeg gerne vil have, det skal være... og så tror jeg nok, der ligger en tredje fugleklokkestreng  klar i bunken :-)

lørdag den 27. marts 2010

Campari-kagen



I søsterens kæmpearkiv har vi fundet dette enestående billede af den sagnomspundne Camparikage.
Den er indtil videre kun fremstillet en gang i vores familie, nemlig til hjælpedrengens barnedåb og den smager mindst lige så godt, som den ser ud.

Opskriften er ikke for kage-debutanter og den er tidskrævende som ind i.... men please kære søster, please... bare en gang mere! Jeg skal nok selv lægge både campari, grapefrugt og lagkagefad til :-)

torsdag den 25. marts 2010

Vibeæg på lagkagefad

Nogen her i huset bli´r 50 inden længe og hun vil ha´ lagkage!

Strengt taget vil hun have Campari-kage, som kun hendes søster kan lave den, med grapefrugt, dejlig creme og hele svineriet og hun håber meget, at hendes plagen og sukken bærer frugt.

Nu har hun så  - i en genbrugsbutik selvfølgelig - fundet et meget passende, små-voluminøst lagkagefad, som i den grad vil gøre sig, der midt på brunchbordet, med Campari-kage på...


... og mens hun venter på, at det bli´r maj, og at søsteren giver efter for det massive Campari-kage-pres, får bemeldte fad lov til at agere underskål for 3 potter med Vibeæg. Forår, siger jeg bare :-)

tirsdag den 23. marts 2010

Inspiration kan man aldrig få for meget af



Denne smukke silkeindbundne bog havde mine mænd med hjem til mig fra Hamborg sidste sommer. Den stammer fra en udstilling, hvor balletdanseren Nijinskys tegninger var udstillet sammen med værker af andre kunstnere fra samme periode eller kunstnere, hvis stil lignede hans.

Jeg anede ikke, at Nijinsky havde tegnet, men jeg er vildt optaget af hans former og linier. Han tegnede kun i en meget kort periode - 3 år tror jeg det var - og så dansede han videre. Alle hans værker er meget lineære, for han havde et princip om kun at tegne geometriske linier såsom cirkeludsnit og den slags.


Denne babushka eller matryoshka måtte gerne bo på min væg,  for sikke farver og sikke linier. På mange måder er der meget langt fra hende til de yndige babushkaer, som i dag findes på diverse mere eller mindre lyserøde metervarer. Der er lige som lidt mere russisk vinter, borscht og livegne over hende her, og det kan jeg rigtig godt lide.

Apropros dette relevante indlæg, så har jeg ikke tænkt mig at kopiere Nijinskys linier, men jeg er altså vildt inspireret af dem...

søndag den 21. marts 2010

Ta´ den, moster

Mens moderen og den onde moster lagde slagplan for Tulipaner og tomaters Sommersalg, fandt hjælpedrengen, til mosternes store forundring, en stak perleplader med tilhørende perler frem. Jeg troede simpelthen ikke, at den dreng overhovedet ville kunne finde udfordring i den slags pigesysler, men jeg blev klogere.


For stolt viste han mig denne absolut typiske Anton-ting - nu i perlepladeudgave - en pistol.

Jamen selvfølgelig, kun fantasien sætter grænser for, hvad små fingre kan frembringe udi perleplade-afdelingen - og så passer pistolen så fint til det køj-bøj-tæppe han så brændende ønsker sig i fødselsdagsgave.

PS: Hjælpedrengen har selv taget billedet og en køj-bøj er en altså cowboy på voksensprog :-)

fredag den 19. marts 2010

Sæsonen blev skudt i gang..

... i lørdags og sædvanen tro sker det med de to kirkeloppemarkeder, som ligger på samme lørdag.


Der blev hjemført "lidt, men godt" nemlig et broderi med kongeligt tilsnit og 2 strikkebøger. Den til højre er fra Schweiz, men heldigvis med danske opskrifter og i den er der virkelig retro-guf, så det gør noget. Vi nævner i flæng hæklede kjoler - tækkeligt underforede selvfølgelig, strikkede dame-frakker og ditto herre-poloskjorter!

Et nærstudie afslørede, at strikkeopskrifter i dag er noget mere brugervenlige end i 1969. Jeg måtte give fortabt og får nu aldrig en hæklet hjelm magen til den, en af de store piger i skolebussen havde. Suk! :-)

torsdag den 18. marts 2010

To hunde - to puder !


SÅ er hunde- og kattetemaet ovre på hjemmesiden skudt i gang og tvillingepuderne her er mine yndlings. Jeg har ganske enkelt klippet et stort stramajbroderi i to stykker og så placeret hhv for-hunde og bag-hunde på hver sin pude. Smart, ikk´?

I TT-gruppen har vi diskuteret så vældig, hvilken race hundene her tilhører. Vi er ikke kommet frem til nogen endelig konklusion, men kan da afsløre, at vi har haft racer som Ruhåret gravhund, Yorkshire Terrier og Corgi på bordet.

Der er også tehætter, poser og bøger på vej og alle med hunde eller katte på, så hold øje med hjemmesiden, hvis du er til firbenede venner:-)

onsdag den 17. marts 2010

Lidt irer er man vel altid ;-)


St Patricks Day skal ikke gå upåagtet hen her på bloggen, for Tulipaner og tomater har fundet vej til Isabellas - og det i den fineste grønne boks. Tak Ulla :-)

... og sønnen, som ellers holder sig til den absolut mørke side af farveskalaen, er draget ud i verden i ført bukser og skjorte i de 2 mest grønne farver, moderens stoflager kunne fremvise. Utroligt hvad udsigten til at måtte nive alle dem der ikke er iklædt grønt - iflg. Simpsons - kan gøre.

Så hvis du færdes i området omkring Århus Statsgymnasium i dag og pludselig får øje på en GRØN ung mand, så ved du hvem det er :-)

søndag den 14. marts 2010

Et bundt strikkepinde, min far og hans skruestik


Gamle aluminiums-strikkepinde er en af mine svagheder. De har de skønneste farver  og de prikkede er totalt vidunderlige. Mine yndlingsstrømpepinde har den yndigste lyserøde farve og maskerne glider så skønt på dem.Tiden er løbet fra de lange strikkepinde, og i dag foretrækker jeg absolut at strikke for- eller bagstykker på en rundpind.

En dag, da jeg stod og sugede deres farver til mig, gav en kedelig, grå maskeholder mig en ide, så jeg gav min far et bundt strikkepinde, en maskeholder og lidt instrukser med hjem... og så ventede jeg.


En uges tid og lidt snakken frem og tilbage senere kom strikkepindene retur som brocher. Nogle af dem har jeg udsmykket med et par knapper, mens resten foreløbig står rå. 


De er perfekte til at lukke en Kopicardi eller et sjal med, og jeg synes, de klæ´r et stykke strik noget så godt.

fredag den 12. marts 2010

Fredagsanbefaling

Ugens dont er slut, og inden jeg går i gang i syrummet, fejrer jeg det med en kop te og en lille kage herfra



Deres kager smager - dette tilfælde - intensivt af  citron og ingefær. Ingen mærkelige tilsætningsstoffer her, men SMAG og så passer de fortræffeligt til te.

I Århus kan man købe dem i Moccacity, som bager verdens bedste hindbærsnitter og passende nok ligger lige om hjørnet nede hos Pelse ;-)

torsdag den 11. marts 2010

Hvilken dejlig dag

Årets første krokus har skudt sig op langs den sydvendte mur, sammen med en lille, bitte blåling. Foråret er ganske givet på vej, og om 14 dage er der påskeferie.


 ... og, så er Tulipaner og tomater kommet med på Trapholts Pinsemarked :-)

Dejlig, dejlig torsdag

onsdag den 10. marts 2010

Der sidder en vovse i et vindu´...

Det første af de nye hundebroderier har nu fundet sit nye hjem, på en af de små klap-tasker.


Den røde baggrundsfarve sendte mig ind i fjerne hjørner af stofbunkerne, for den var ikke så lige til at matche. Nu har den fået selskab af en blomsterbort fra en rødlig dug, et stykke fra et gråblomstret gardin og en lys gardinrest med lidt gren-værk på. Trængslerne bar frugt, for jeg er fornøjet med tasken, og så har den lige fået det nødvendige glimt i øjet :-).

For- og bagsidestoffet er fra Kvadrat, for de laver de skønneste og mest holdbare stoffer, man kan tænke sig. Dertil kommer, at kvaliteten er i top, der er masser af farver og mønstre at vælge imellem og så giver de et rigtig godt "hold" til tasken.

Puddeltasken er klar til fotografering og lige om lidt, sagde hun fortrøstningsfuldt, kommer den på hjemmesiden:-)

lørdag den 6. marts 2010

Dybbøl Mølle part two

En pude på 50x70 kræver sine broderier, så jeg har haft saksen i det ene af Københavnskortene og pelset en klokkestreng med møller på.

De kommende ejere af puden stammer fra Sønderborg og bor nu i Købehavn, så hvad var mere nærliggende, end at festliggøre deres pude med Dybbøl Mølle og en del af det store kort over Købehavn.


I forlængelse af min snak om stramajbroderier, som skulle gøre det ud for pæne folks, pæne billeder, kan jeg se, at Dybbøl Mølle selvfølgelig også har været et yndet motiv. Lige nu har jeg 2 broderier med dette motiv  liggende klar til brug og på hjemmesiden ligger denne taske og oser af det tabte land og et forsmædeligt nederlag;-)

torsdag den 4. marts 2010

Tøvejr og hvad deraf fulgte

 Hele Danmark har sukket efter tøvejr, solskin og varme, men vi har altså holdt lidt igen med de hede ønsker her på matriklen. Vi har nemlig et anneks med et svagthældende fladt tag, og det tag har haft det bedre... kan I se, hvor jeg vil hen?

Annekset rummer blandt andet alle Tulipaner og tomaters hårdtlastede æblekasser med Sommersalgsvarerne, adskillige kasser med uudsmidelige ting og sager og diverse umage møbler.

Søndag morgen stak jeg hovedet ind i bemeldte anneks og så blev der ellers blæst til angreb, for det dryppede lystigt fra både tag og vindue. En ekspedition op på taget iført bælgvanter og sneskraber blev aflyst, da vi så, hvor dårligt tagpappet havde det. Altså måtte der spande og afdækningsplast til!


De indtrængende vandmasser fremtvinger det endelig farvel til min overordentlig trofaste sovepose - Ajungilak Igloo, årgang 1976, ned til minus 10 grader og med mulighed for sammenlyning med anden sovepose af samme slags !

Den har fulgt mig på utallige spejderture, på sejladser i de fleste danske farvande og på min hidtil eneste tur til Guds eget land. Den har masser af begpletter, enkelte huller og har måttet lide den tort at blive kogevasket ved en fejl! Nu ligger den i al sin klingende blå-hed under trådkurven, som holder den ene af spandene på plads, og er VÅD.  Onde tunger vil påstå, at den burde have været sendt til de evige sommerlejre for mindst 20 år siden, men nu sker det. Farvel min Igloo, farvel !

Vindueskarmen er pyntet af 3 forskellige beholdere, som i den grad fylder deres plads ud... og der ligger mere sne på taget!

Vi venter med det helt store oprydningsarbejde, til det ikke drypper mere. Når det sker, rydder vi bulen, og så ryger SP-pengene direkte op på annekstaget, med mellemstation hos en tagdækker.