Viser opslag med etiketten LP er. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten LP er. Vis alle opslag

lørdag den 30. juli 2011

Covers i Mølleparken


Sådan ser vores hjemlige LP-cover-udstilling ud for tiden.
Godt med syre, knald på farverne og tre meget forskellige musikgenrer, må man sige.

Vi har fundet mange skønne LP-covers på det sidste, og i morgen i Mølleparken har jeg en stak af den festlige slags med.

... og vejrudsigten ser lovende ud :-)

fredag den 13. marts 2009

Musik må der til


Når jeg rumsterer på syrummet, er der sjældent stille, for jeg elsker at få kildet ørerne, samtidig med at jeg bruger hænderne.

Biblioteket er flittig leverandør af lydbøger - jeg kan på det varmeste anbefale Arnaldur Indridasons islandske krimier - og der er løbet nogle bøger af cd-afspilleren igennem årene.

P2 er min yndlings radiokanal, som både giver mig klassisk musik og kompetente programværter.

Men den allerstørste leverandør af musik, er min mand. Han elsker musik og ved ufattelige mængder om de særeste ting, indenfor det man lidt misvisende kalder rytmisk musik.

Han laver de fedeste specialindspillede cd-er til mig og alle er de sat sammen efter et af ham udvalgt tema. I skrivende stund har jeg 48 stk. af meget varierende karakter.

Nåh ja de første 42 er altså kassettebånd og alene af den grund, vil den sidste kassettebåndoptager på dansk grund være min !

Temaerne er meget varierede. "Nabobånd" er fx lavet, da vi havde nogle overordentlig irriterende naboer, mens "Danko er død og det er snart jul" er lavet natten efter den gamle forsanger i The Band, Rick Danko døde.

Sønner slægter ofte deres far på og Albert har for et par uger siden, lavet sin første cd til mig, som er hans bud på de bedste numre fra både hans og faderens yndlingsband, The Jam.

Musik skal der til - ellers mangler der noget - heldigt at vores hjem er nærmest tapetseret med 78´ere, singler, lp´er, kassettebånd og cd´er og dertilhørende afspilningsapparater!

tirsdag den 20. januar 2009

Fernisering


- så er der nyt på LP-hylden.
Juleudstil-lingen nåede ikke frem til bloggen, men den var både festlig og særlig, kan jeg betro jer.

Miles Davis - før han blev mærkelig - er en helt her i huset og min mand har en pæn stak LP´er med ham. Især dem fra 50´erne har rigtig fede covers og kan fint gøre sig som udstilling.

Hvis der nu sidder en Miles-fan og kikker med, altimens han gisper, så vil jeg skynde mig at sige, at de alle er genoptryk fra 80´erne.... ellers havde vi nok allerede solgt dem til Japan !