søndag den 30. september 2012

Libertyrester på bud

Som lovet, så sælger jeg de sidste Liberty-rester ud her fra bloggen.
Hvert stykke stof er mærket med mål og prisen står under billedet.
Alle stykker i denne omgang er Tana Lawn, altså den populære, tynde bomuldskvalitet som bare holder og holder. Senere kommer der også lidt fløjl og uld, men det skal jeg nok gøre opmærksom på.
Hvis du er interesseret, så læg en kommentar med oplysninger om hvad du vil købe og din mailadresse.
Så mailer jeg tilbage ang. forsendelse og adresse - og det er først til mølle-princippet som gælder.


Liberty 1 - 60,- kr. SOLGT


Liberty 2 - 30,- kr. SOLGT
 

Liberty 3 - 100,- kr. SOLGT
 

Liberty 4 - 30,- kr. SOLGT
 

Liberty 5 - 75,- kr. SOLGT
 

Liberty 6 - 30,- kr. SOLGT


Liberty 7 - 60,- kr. SOLGT


Liberty 8 - 80,- kr. SOLGT
 
... og der dukker flere Liberty-rester op i de kommende dage.

tirsdag den 25. september 2012

Lørdags-knips



Takket være fredagens regn, havde vi en travl opstillings-lørdag-formiddag, men vi nåede det hele, og var klar til at modtage gæsterne, da klokken blev 13.
Erika og Karina lagde vejen forbi sammen med en masse andre, og jeg glædes og undres endnu en gang over, hvor langt en blog faktisk når ud.


Der var sy-ting på bud og selv om vi solgte en del, var der alligevel noget tilbage.
De Liberty-stykker der overlevede lørdagen, kommer til salg på bloggen i løbet af de næste uger.


Chefen havde købt slikkerlade i rigelige mængder, og hjælpedrengen sørgede for, at de kom op på kagebordet - og så skrev han lige et passende skilt til.
Tænk, at man kan øve sig i stavning samtidig med, at man hjælper til på sin mosters Sensommersalg :-)


Hvis jeg var Fru Blomsterberg, så ville jeg begynde at se mig over skulderen, for Katrines cup-cakes er bare de bedste.
Hun fik masser af ros, både for kagerne i sig selv, men så sandelig også for den bløde topping med jordbær i og for sine turkise pynteblomster af marcipan.
... og de sidste cup-cakes erstattede basserne søndag morgen, hvilket varmt kan anbefales :-)

Sensommersalget ´12 er ovre, men vi har fået blod på tanden.
Så måske kommer vi med et Forårs-salg, når vinteren slipper sit greb og vi alle igen begynder at tænke på terrasse-spisning, sommerhus-indflytning og bare-tæer-på-græsplænen.

mandag den 24. september 2012

Mens mødrene holdt til i haven...




... holdt de tre ældste af næste generation til nede i Pers musikstue.
De lyttede til nogle af hans mange vinylplader og morede sig kosteligt over, hvor grimme og hvor kitschede pladecovers kunne være, samtidig med at snakken gik.

De ses ikke så tit for tiden, så de udnyttede hinandens gode selskab til det yderste, og i løbet af søndagen dukkede der nye profilbilleder op på deres facebooksider - og SÅ gav de højlydte grineanfald, der havde lydt fra kælderen pludselig ekstra mening.

Da dagen var omme drog fætter Frederik af med et par corny pladercovers fra samlingen, så efterskoleværelset kan blive standmæssigt udsmykket.

... det er ikke muligt at overvurdere glæden ved at have jævnaldrende fætre og kusiner, eller at være mor eller moster til dem :-)

fredag den 21. september 2012

Storm P har ikke levet forgæves


Det regner, og i det ene hjørne af telt-taget samler der sig en anseelig pøl vand, som skal tømmes af med jævne mellemrum.

Takket være en opstilling med en pindestol, en hylde og en kost, er det problem nu løst, så jeg ikke behøver holde regn-vagt i teltet den halve nat.

.... og må vi så bede om tørvejr i morgen :-)

torsdag den 20. september 2012

Mens vi venter...


... er der blevet syet puder og poser, indkøbt nye forsyninger af de store, græsgrønne papirsposer som jeg elsker og forberedt skilt til forhaven.

I morgen skal der hentes nye visitkort i Skejby og bagefter skal jeg nå at aflægge grünbag det allersidste besøg, inden de desværre lukker og slukker for deres fantastiske firma.
Bagefter skal der købes ind til kager og portvin, koges æbler og ristes æblekage-rasp og sidst, men ikke mindst så skal der sys noget mere.

Inden vi ser os om, så er det Sensommersalgs-lørdag  og hvis vi holder skruen i vandet, så tror jeg skisme, vi når det hele i relativt god ro og orden :-)

mandag den 17. september 2012

Så er der fyldt op


Dagens høst fra min lange reserveringsliste på biblioteket, og hvor er det dejligt, for jeg har ventet længe påat kunne smide nogle af dem i cd-afspilleren.
Den første ryger i lige om lidt, og kan så akkompagnere mig, mens jeg syr de tasker, jeg klippede i går.

Jeg ved godt, at man kan downloade lydbøger og få dem på mp3, så man ikke behøver vente på dem, men så længe jeg "kun" har CD-afspiller på systuen, så hjælper det jo ikke.
Lidt maskinstormer er man vel altid :-)

søndag den 16. september 2012

Så kom vi til møblerne


Søndag kl. 10 gik marketingsassistenten, chefen og hjælpedrengen  i gang med at rydde op i garagen og annekset.
Vi har været hulens hårde i vores sortering, og derfor er alt på billedet nu til salg på Sensommer- og Oprydningssalget på lørdag.

... og det er ikke det hele ;-)

lørdag den 15. september 2012

Med lodder og trisser


Min svoger er den i familien, som har absolut spidskompetence i teltopstilling, så i går kom han sammen med Anton hjælpedreng og Katrine, så vi kunne få Sensommersalgsteltet rejst i vores have.
Haven er stor nok, men det er alligevel noget af en kunst at få et 5x8-telt op at stå på en græsplænen med indbyggede træer. At plænen er omkranset af andre træer og noget buskværk, som hælder faretruende ind over den, gør det ikke nemmere.

Derfor har teltet en indbygget Ananasæble-gren i det ene hjørne, og Stjernemagnolien presser vældigt på i den tilstødende gavl, men det går.
Med denne telt-placering har vi nærmest fået et lille torv foran åbningen, og hvis vejret holder, pønser Cafebestyrerne Albert og Katrine på, at cafeen flytter udendørs.

Vi kan næsten ikke vente på at slå dørene op til Sensommersalget, og i morgen kommer marketingsassistenten, og så skal Søstrene Christensen rydde op !

torsdag den 13. september 2012

Som i Damernes Magsin...


... eller i Hjørnet, som det hed i Vejle, skal metervarerne på Sensommer- og Oprydningssalget måles af med en rigtig meterpind - eller rettere halvmeter-pind.

Det er selvfølgelig min fingersnilde far, som har omdannet en gammel liste til to handy målepinde - med 25 cm. markering på midten!
Vi håber pindene bliver luftet flittigt næste lørdag, og jeg har smugtrænet lidt, så jeg ikke ser alt for Frk. Jørgensen-agtig ud, når jeg står med rullerne og svinger pinden :-)

... og græsplænen er just blevet slået, så den er kort og klar til teltopslagning.

onsdag den 12. september 2012

Skovens dyr er i luften

 
Uha, som klippebordet har været fyldt op med ræve, hjorte, ugler, fasaner, skovmårer og alle mulige andre skovdyr på det seneste.


Adskillige klokkestrenge og ophæng har måttet lade livet, for senere at genopstå til et nyt liv på en notesbog eller et pudebetræk.

Nu er sagerne syet op og vi lancerer med stolthed og glæde Skovens dyr, uagtet at vores gamle biologilærer af en mor ikke mener, at vi er helt skarpe i definitionen af, hvilke dyr der retteligt hører til i skoven!

... og læg så lige mærke til de to sylteglas i baggrunden. De er nemlig en del af marketingsassistentens ammunition i hendes Syltebattle.

tirsdag den 11. september 2012

At købe


En bøtte maling i den nederste gråblå 50´er-farve så min gamle far kan lægge sidste hånd på de 2 Æblekasse-loungeborde, jeg har bestilt til Sensommer-og Oprydningssalget.

... og den limefarvede dug under farvekortet er mors værk.

søndag den 9. september 2012

Fyrtårn i blåt


En kunde ønskede sig et tæppe med et maritimt touch, og da der er hunde i både hus og sofa, så måtte det heller ikke være for sart.

Så jeg lavede en forside, hvor fyrtårn på gråblå bund blev sat sammen med lutter blålige stoffer, og en bagside med forskellige ternede stoffer i pote-venlige farver.
Nu er tæppet klar til levering, og jeg håber, at det falder i såvel de tobenedes som de firbenedes smag :-)

lørdag den 8. september 2012

Flere smagsprøver


Sensommer- og Oprydningssalget får sengesættene her følgeskab af andre højst forskellige stykker retro-stof.


... og de 4 Mollie Makes kommer til at stå og hygge sig sammen med fx Bo Bedres 70´er  Julebog.

fredag den 7. september 2012

Broderi i fri dressur


Kvindemuseet lægger lokaler til udstillingen Stor by - små sting, hvor nogle af byens brodeuser har fortolket stort og småt i Aarhus.
Udstillingen er meget varieret, og jeg kan kun anbefale alle at stikke hovedet ind forbi inden udstillingen pilles ned d.16.
Pelse har været tovholder på projektet, Hanne, har adskillige broderier med og Pers I-pad-cover ligger også til beskuelse dernede.

torsdag den 6. september 2012

Dagens detaljer






... og det er altsammen sager til efterårets tema Skovens dyr - eller som vi kalder det  på systuen, Dyrene fra Lilleskoven :-)

onsdag den 5. september 2012

Smagsprøver


Sensommer- og oprydningssalget nærmer sig og bunkerne med ting og sager til oprydningsdelen vokser støt og roligt.
De 2 ruller Tricia Guild og en rest lysegrå Sandberg møbelstof med struktur er lagt i bunken.


Det samme gælder de 2 stykker fra Kaffes hånd, det øverste som er en fed bomuld af ukendt herkomst.


Grønt retro med orange og pink hjerter er også lagt fra sammen med et stykke bomuld fra Liberty, men ikke den tynde Tana Lawn, den kommer vi til senere.


... og en rest Marimekko-hør med kogletryk, sammen med endnu et stykke Sandberg.

... og det er kun begyndelsen :-)

tirsdag den 4. september 2012


En stor æske stramajgarn landede på mit bord for nogle dage siden og det særlige ved denne æskefuld er, at den indeholder ualmindelig meget lilla garn.
Det er jeg så vældig tilfreds med, for lilla hænger ikke på stramajtræerne - det gør til gengæld brun og beige - og det er ikke lige de farver, jeg smider mest i stramajnålen.
Nu er der top på den lilla stramajgarns-pose, og det kommer næste reste-projekt givetvis til at bære præg af.

... tjek lige det dejlige æskelåg med de Bjørn Wiinblad-agtige fugle. Det er næsten lige så dejligt som alle garnerne.

lørdag den 1. september 2012

When the going gets tough...



Chefen skal i dag være chauffør for sin gamle mor og sin knap så gamle moster, som skal køres sikkert frem og tilbage til en 60 års fødselsdag i Sorø.

Marketingsassistenten har rodet sig ud i en  halv-alvorlig Sylte-battle af den slags, som bare skal vindes. I går hjemførte hun blommer til chutney, samt manillamærker og både rød- og grønstribet arkivsnor, for kampen har nu bredt sig til også at omfatte det æstetiske udtryk på slutproduktet.

Derfor er chefen og hendes ganske begrænsede garnlager blevet inddraget, så i pauserne på dagens chauffør-job, vil hun blive set ivrigt hæklende på syltetøjshætter!
Som sagt så skal den Sylte-battle bare vindes, koste hvad det vil. Familieæren står på spil, og den slags skal man ikke tage let på!