søndag den 30. maj 2010

Opstilling a la Jenie


Jenie har Ebetoft Antik , og hvis du ikke allerede har besøgt hendes lille Alladins hule, så synes jeg, du skal lægge vejen forbi, næste gang du er i Ebeltoft.

Vi tager rigtig mange billeder til hjemmesiden  i løbet af et år og det kræver en del kopper, kander, duge og så videre at få billederne til at leve og signalere det, vi gerne vil have. Det var faktisk på jagt efter den perfekte kande, vi først besøgte Jenie. Vi fandt kanden og siden har vi været der utallige gange for at fylde lagrene op. Faktisk stammer alle effekterne på billedet fra Jenies butik.

Broderiet i baggrunden er en del af den store stak broderier, jeg hentede hos hende i fredags. Jenie køber nemlig broderier til mig, når hun er på indkøbstogt og hun spotter de helt rigtige gang på gang. I fredags talte bunken ud over fugletræet her blandt andet også "Dilligence kører forbi et engelsk herresæde", Flugten til Amerika - i 2 udgaver, et Bjørn Wiinblad-inspireret ophæng i retro-farver så det synger og adskillige klokkestrenge.

Jenies lille gule hus er en skat-kiste fyldt med porcelæn, glas og andre uundværlige ting og sager, og hvis du er vant til københavner-priser, bliver du glædeligt overrasket, når du aflægger hende et besøg.

fredag den 28. maj 2010

Prikker eller cirkler?


Prikker er hot - har jeg læst i et engelsk boligmagasin - så jeg er altså rasende trendy, for i går spændte jeg  mit prikkede stramajbroderi op.

Pelse forærede mig en sportstaske fuld af Zephyr-garn i de skønneste farver og jeg blev som en månesyg kat af længsel efter at omsætte dem til "noget".

Stramajbund blev fundet frem og bevæbnet med en vandfast tusch, tegnede jeg cirklerne direkte på stramajbunden, Senere tilføjede jeg den lille prik i midten, bare for sjov. Nålen lå klar og så greb jeg ned i bunken af garn og begyndte at finde farver til prikkerne og at brodere.

Broderiet var med på Trapholt og gav anledning til flere samtaler med både ex-brodeuser og aktive ditto. De sidste sting blev broderet, mens jeg gik eksamens-vagt i onsdags og der var mere end en kursist, som så undrende til, mens jeg vandrede broderende op og ned langs rækkerne.

Når broderiet er tørret op, og har fået lige vinkler i hjørnerne, kommer det på klippebordet og det ender helt sikkert på klappen af en pc-taske :-)

- og så sidder jeg her til sidst og tænker over, hvornår en prik er en prik og en cirkel er en cirkel. Har det mon noget med størrelsen at gøre, eller er det noget geometrisk vi har gang i ?

torsdag den 27. maj 2010

Torsdags-fridag


Maj måned har været den travleste, jeg kan mindes, siden foråret ´93, hvor jeg tog min lærereksamen. Kalenderen har været pakket tæt med konfirmationer, 3x TT-salg, mundtlig eksamen, vagter ved skriftlig eksamen og min fødselsdag ikke at forglemme, men i dag er siden blank og hvor er det velkomment.

Mændene er taget afsted for længst, og jeg har været en tur i haven, hvor der heldigvis var et par æble-grene, som kunne bruges i min nye vase.

Min nabo på Trapholt, Helle, har lavet den og hendes koncept er intet mindre end vidunderligt. Med en osthøvl skærer hun tynde, lange strimler af porcelæns-ler, og ud af dem former hun de skønneste vaser. De ser så skrøbelige ud, men er bomstærke og de er så tynde at lyset skinner igennem dem, så man nærmest tror, at de er lavet af papir.

Herligheden står på den dug, som min mor vævede og forærede mig i fødselsdagsgave og den er selvfølgelig syregrøn.

Det bli´r en dejlig torsdag :-)

onsdag den 26. maj 2010

Kitsch for alle pengene


Viasat-havenisserne skraldgriner jeg af, selv om jeg over-hele-hovedet ikke er til havenisser live. Så da jeg fandt mønsteret på en flok havenisser, blev de omgående sendt over til Lisbeth, min flittige brodeuse.

Resultatet ses her, og Havenisse-puden var intet mindre end et trækplaster på Trapholt - ikke mindst hos de små besøgende :-)

Den pude vil da pifte enhver vintertræt havestol op, for slet ikke at tale om den vintetrætte haveejer!

tirsdag den 25. maj 2010

Jamen altså...

... som der kom gang i både snakketøj og kasseapparat på Trapholt. Lørdag var bare en slags opvarmning for søndag og mandag var der masser af glade og nysgerrige besøgende og det kan vi  li´:-)


I løbet af vinteren har jeg indkøbt 4 forskellige stumtjenere, for taskerne skal altså op og hænge, før de rigtig gør sig. På Trapholt skulle ideen med flere stumtjenere - festligt malede af min far - så afprøves og det virkede. Stumtjenerne var nærmest som en slags fyrtårn, og der var mange kunder, som tog næsten alle tasker i grundigt øjesyn, nu de var i gang.

Tak til alle jer der kom forbi. Noget af det helt dejlige ved at være ude i verden med Tulipaner og tomater er alle de web-bekendtskaber, som der lige pludselig kommer ansigt og stemme på - jeg elsker det :-)

lørdag den 22. maj 2010

One down - two to go


Pinsemarkedets første dag er til ende, aftensmaden spist og jeg må endnu engang konstatere, at det er godt jeg ikke skal STÅ til daglig.

Vi står det skønneste sted med dejligt lys og rigtig gode naboer og heldigvis har Trapholts besøgende ikke svært ved at finde os.

I morgen tidlig kører jeg sydpå igen sammen med lidt ekstra habengut, så Sidsels sager kan komme til vejrs og blive set.

Sofaen, isen og en god kop kaffe kalder og jeg sover helt sikkert vældig godt i nat :-)

torsdag den 20. maj 2010

Little green apples...

... var der en Burt Bacharach-sang der hed. Om det er den, som har været Sidsels inspiration ved jeg ikke, men hendes nye neon-grønne æbler er da for fede.


Blomsterne fås også i neongrøn og i en ny ferskenfarve og det hele kommer med til Pinsemarkedet på Trapholt, som jo er allerede i overmorgen.....

I morgen skal jeg SY og nyde at første omgang i dette års eksamens-ring er vel overstået.

tirsdag den 18. maj 2010

Tirsdag

Så er det hverdag igen og det fejrede min ellers så trofaste Xantia med at nægte at starte!

Nu holder den så hos mekanikeren, mens jeg har lånt en mekaniker-diesel-Berlingo, så jeg trygt kan komme ind til skolen i morgen. De næste 2 dage skal jeg nemlig have mit dansk-hold op til den afsluttende, mundtlige prøve og så kommer læreren altså bare IKKE for sent, fordi hendes bil ikke vil starte.


Mens de klippede bunker vokser - TT skal jo på Trapholt i week-enden - flasher jeg et billede af en bestillings-pc-taske. Den går, så vidt jeg ved, rundt i Købehavn og omegn og det er jo meget passende, når nu det er et stykke af broderiet med Købehavn anno 1587, der sidder på klappen.

mandag den 17. maj 2010

Ahhh...

Kl 21:20 i går aftes vappede fødselaren træt igennem huset og konstaterede at hunden lå i sin kurv - og sov, sønnen lå i sin seng iført fleece og uglet hår - og sov, husbonden lå i sin seng  - og SOV... og så lagde hun sig også.

Dermed var det slut på den dejligste dag i lange tider med koldt vejr, glade gæster inklusive den yndigste lille pige på bare 14 dage, skøn mad fra Anni oppe i den anden ende af byen, som laver mad der smager og udfordrer, og ganske uventede taler, der ikke går i glemmebogen med det første :-)

Gaver fik jeg i rigelige mængder og der er lige et par stykker, jeg synes I skal se.

Den ubetaleligt dejlige kande så jeg her , og straks ønskede jeg mig den, for hvis ikke jeg skulle eje en Knap-kande, hvem skulle så. Søsteren min, satte en undersøgelse i gang og kunne konstatere, at den ikke solgtes ud af UK!

Men dælme om hun så ikke fandt den i en butik i Ebeltoft! Jubelen ville ingen ende tage, da jeg pakkede den ud.


Smykker er ikke noget jeg gør meget i. Faktisk tilhører jeg den slags kvinder, som altid har de samme øreringe på, uanset hvor hun befinder sig og i hvilken anledning. MEN man kan jo forelske sig, og det gjorde jeg vildt og inderligt, da jeg så Sidsel gå rundt med en gang Kaviar i brombærstørrelse om halsen.

Ønsket blev sendt afsted og mine forældre gave mig min egen Kaviar i de dejlig, grønne farver, jeg holder så meget af. Lucky me :-)

Selv om AGF, til en del af fødselsdagsgæsternes store fortrydelse rykkede ud af Superligaen på min 50-års fødselsdag, så vil jeg huske den dag med stor, stor glæde i mange år - og så pyt med at solen ikke så meget som tittede frem bare et lille, bitte øjeblik.

lørdag den 15. maj 2010

Forberedelser

Størstedelen af vores græsplænen er nu optaget af Tulipaner og tomater-teltet. Ved min altid hjælpsomme svogers og en ligeså hjæpsom nabos hjælp, blev det rejst i går. Svoger kan stille det telt op i søvne og hans teknik er uforlignelig... det er noget med rækkefølgen af samlingen af stænger... tror jeg nok!


Mens der blev stillet telt op, ordnet have, købt ind og meget andet havde junior opvaskemaskine-tjansen, for samlingen af engelsk country-fajance skal på bordet i morgen.
Der er meget, og de kasser det lå pakket ned i, var blandt dem der virkelig tog vand ind, da taget på annekset gav efter tidligere på året. SÅ hele moletjavsen skulle vaskes op, før festen kunne begynde.


Nu står det så og funkler og jeg glæder mig til at se det i brug. Hvor mange forskellige stel der er, ved jeg simpelthen ikke, men det skønne er, at man kan kombinere en rød kop med en blå underkop og en grøn desserttallerken OG at det ser skønt ud.


Sidst, men ikke mindst har jeg været i kassen med de tynde, russiske tekopper, for nogle af gæsterne er passionerede tedrikkere og de skal hverken spises af med pose-te eller centimeter-tykke-tonstunge tekrus.

Vi er så klar, som vi kan være og venter nu bare på, at regnen bli´r færdig her. Bordene skal dækkes og et par kager skal bages i morgen tidlig, og til faste og vedholdende læsere kan jeg afsløre, at Campari-kagen trods megen usikkerhed kommer på bordet :-)

fredag den 14. maj 2010

Jeg tager hatten af...


... for min gamle mor på 80, som tappert har gravet sig igennem en sandt morads af skvalderkål, brændenælder og ondt, langrodet græs og dermed sat skik på mine forsømte bede. Altsammen fordi jeg fylder 50 !

Læg dertil, at hun ved væven er ved at lægge sidste hånd på den dug, som er min fødselsdagsgave. Hun er gjort af et særligt stof, og jeg håber, at jeg er bare næsten så frisk som hun, når jeg bli´r 80.

Dagen i dag skal bruges på at vinge af på to-do-listen og jeg er meget fortrøstningsfuld, vi skal nok nå det hele. Hvis så bare Vorherre vil sende tørvejr over Harlev de næste dage - især søndag - så bli´r jeg ikke meget mere veltilpas.

tirsdag den 11. maj 2010

Fart over feltet...

... for denne uge er fyldt med deadlines. I morgen er sidste undervisningsgang, og alle bolde skal holdes i luften til det sidste, samtidig med at formalia skal tjekkes og ordnes, man skulle jo nødig fældes af en fodfejl :-)

Samtidig har vi en to-do-liste på længde med Tour de France, som skal holde os på ret kurs i forhold til søndagens festivitas. I morgen kommer der lugekone-hjælp - tak Hjælpepige 2 - så haven kommer i bedre form end den kan fremvise lige nu.



Men pauser skal der til, og i en af slagsen tidligere i dag tog jeg lidt billeder, så nu er Den røde taske foreviget. Jeg er rigtig glad for den, for den har fået lige det farverige reste-look, jeg gerne ville have frem.

Når fødselsdagen er veloverstået venter endnu en travl uge med 2 dages eksamen, Kagens dag på Århus Rådhus OG Pinsemarked på Trapholt, hvor Den røde taske helt sikkert kommer med.

lørdag den 8. maj 2010

Der håbes igennem...


... for lige nu siger vejrudsigten i det mindste tørvejr over Skanderborg i morgen mellem 12 og 15.

Havemarkedet foregår under åben himmel, så jeg har været ude i svære overvejelser angående opstilling i pøsende regnvejr, men nu tror jeg på tørvejr, og SÅ er jeg på hjemmebane.

Lørdagen bliver brugt til at supplere bestanden af tasker og puder, så både blomster og andre grønne vækster er rigt repræsenterede, når jeg rammer Skanderborg i morgen formiddag.

fredag den 7. maj 2010

Så sirligt


Kvinder har gennem tiden brugt mange, mange timer på håndarbejde. Nogle har gjort det af nød, andre af lyst, men utrolig mange af dem har været både produktive og sirlige.

Lapperne her fik jeg i en genbrugsbutik med ordene:"Vi tænkte det lige var noget for dig" - og det var rigtigt tænkt :-)

De små lapper er strikket meget fast, og enderne er hæftet så fint, at jeg har svært ved at se, hvor de er blevet af, men det bedste er næsten måden, de er bundtet på. Pænt samlet i hver sin farver og fint bundet sammen med en tråd af samme farve som firkanterne.

Pakker har jeg haft længe og jeg kan stadig ikke få mig selv til at bryde snoren og bruge firkanterne. Hvor ville jeg gerne kende historien bag mine firkanter. Måske jeg bli´r nødt til at lave den selv :-)

onsdag den 5. maj 2010

Til klippebordet...


... for nye tasker må der til, når Tulipaner og tomater på søndag skal være med på Havemarked ved Vester Mølle i Skanderborg.

Det er endnu en debut, så jeg er spændt ligesom før markedet i Ridehuset, men mon ikke det bli´r både godt og hyggeligt. Jeg regner med, at der kommer et par planter med hjem i bilen, for jeg er så rasende let at friste, når det drejer sig om skønne vækster til min forsømte have.

I morgen skal jeg være kontor-skolemus, for fredag skal årets censorpakken sendes ud. Når den så er pakket og klar, bli´r jeg til en sy-mus, så taske-forsiden her kan blive til en rigtig taske :-)

mandag den 3. maj 2010

Disse smukke, unge mennesker


Konfirmationen i går var den skønneste, og da konfirmanden blev afhentet ved kirken i denne røde Ford Galaxie med kit-farvet læderindtræk, var der ikke et øje tørt.

Efter middagen gik fædre, onkler og bedstefædre ned for at behørigt at sparke på dæk og bese køretøjet.

Lidt senere indtog dette firkløver, som er jævnaldrende og hvis første gruppebillede blev taget til Katrines 2 års fødsesldag for 15 år siden, i den grad bilen. De blev kørt rundt på halvøen med blæst i håret, solbriller af de sejge slags og falske overskæg til alle, mens de tog så mange fede billeder og havde det så skægt.

Nu håber vi bare, at der ikke går 3 år før de alle er sammen igen, for skønnere, sjovere og dejligere firkløver gives der simpelthen ikke.

søndag den 2. maj 2010

Versefødder og vikardækning


Min ældste yndlingsnevø skal konfirmeres i dag, som den eneste i hele sognet ! Til gengæld er der så plads til alle gæsterne i kirken :-)

Vi har sangen klar og tallene 12,11,14,11,12,10,12 og 12  er versefødderne i Papegøjen fra Amerika! Jeg endte nemlig med at tælle alle vers igennem, for vi havde fået 2 versefødder for meget i halvdelen af indledningslinierne og den slags går virklig ikke. Især ikke, når man battler på konfirmationssange med sin søster :-)

En del af Frederiks gave er en puden her, og den er endnu en gang resultatet af søstrene Christensens samarbejde, for moderen har broderet og mosteren monteret.

Vi kører om lidt "im richtung Helgenæs" og derfor er der vikar på i Ridehuset i dag, for Mette, som jeg deler broderi-rester og stand med, klarer ærterne, mens jeg fester til Fredeiks ære.

lørdag den 1. maj 2010

Åh, hvor skønt...


... når et nyt tiltag som markedet i Ridehuset, bliver godt modtaget. Fra dørene blev åbnet kl. 11 i går vrimlede det med glade, afslappede, venlige og interesserede kunder- så vi har haft travlt rundt omkring på standene.

Vi kan hilse og sige at bloggere også har fundet frem til Ridehuset, for blandt andre Karen, Wenche og Gitte har været forbi Tulipaner og tomater... åh, hvor jeg elsker blogland :-)

Lige nu - klokken ikke ret meget over 6 lørdag morgen - skal jeg lige have lavet et par nye puder og jeg er sikker på, at der er flere standholdere, som har dugfriske varer med, når vi står klar igen kl. 10.

Sidsels blomster går som varmt brød og der kommer nye forsyninger af de neon-røde i dag, så kom bare forbi, hvis du gik forgæves i går.

I dag stikker min husbond hovedet ind forbi, sammen med sit kamera og SÅ kommer der fotodokumentation af herlighederne.

Vi ses :-)