Viser opslag med etiketten Blå. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Blå. Vis alle opslag

torsdag den 19. november 2015

Gaver, gaver, gaver



Webshoppen er fuld af gode gaveideer, og tehætten med den lille mejse er en af de rigtig gode, synes jeg.


Vores rør-taske, som er elsket af mange strikkere, fordi den er så rummelig, her med et stykke smuk stramaj fra en gammel klaverbænk.

tirsdag den 21. juli 2015

Porcelæns-brag



Tiden drøner afsted og i morgen har vi sidste Sommersalgsdag for i år.
Lige nu regner det, men det har vi en klar aftale om, at det ikke gør i morgen :-)
Vi slutter af med at sætte vores porcelæn, glas og andre småting ned med 25%. Det gælder altså IKKE møblerne og vores bløde sager.
... og for en god ordens skyld, så har vi været en tur billed-arkivet, og derfor kan varerne på billedet  godt være solgt allerede.

mandag den 13. juli 2015

Så kom vi i gang



Dagen inden Sommersalget bød på teltopsætning i det vildeset blæsevejr og så måtte Hjælpedrengen og hans far fjerne en bisværm, som havde sat sig i hækken ved indgangen til haven.


Lørdag bød på det fineste vejr med solskin og næsten vindstille - så pigekjolerne hang ganske stille.


Denne unge og meget charmerende nordmand var ikke til at drive væk fra Børnebordet med biler, træklodser og andet godt.


Et bord var fyldt  med blåt porcelæn og glas, som matcher de bløde, blå sager.


... og intet Sommersalg uden en camping-opstilling :-)

Onsdag er der åbent i Sommersalgshaven igen, og kl 11-13 er VW-cafe hos os og laver dejlig kaffe, mens Hjælpedrengen står klar med sin isbar-

onsdag den 8. juli 2015

Blåt er flot



En vipstjert fra Haandarbejdets Fremmes kalender med fugle i blå nuancer blev udgangspunktet for vores blå tema.
Vi har været alle broderi-kasserne igennem, så der er blåt i alverdens udgaver, og vi viser det hele på lørdag når Sommersalget starter. 
Vi holder vejret en lille smule, for mereteologerne truer med byger, men vi regner med, at vores forbindelser sørger for, at de bliver blæst langt ud over Kattegat. 

Byger eller ej, så står vi klar i haven i Kongsgaarde kl. 10 på lørdag og vi glæder os vildt til at se jer :-)

onsdag den 10. juni 2015

Sommersalg i sigte


Det er svært at nå det hele og bloggen er desværre blevet forsømt på det sidste, men nu er der Sommersalgs-nyt.
Både sofaen og batik-puderne kommer med på Sommersalg til juli og når eksamens-perioden er slut for denne gang, så kommer systuen til at stå på gloende pæle.
Husk at Tulipaner og tomater nu også er på facebook og instagram.

torsdag den 2. april 2015

Kanin-klar



Lørdag d.4.4. er der åbent i Anneks-butikken igen.
Forår er baby-sæson, så vi har en stak Lomme-babytæpper med indbygget kanin klar sammen med Lomme-puder og friske og store Alt-mulig-poser.
Vejret skulle vise sig fra sin pæne side med solskin og mildere vinde - og det er vi slet ikke utilfredse med :-)

tirsdag den 27. januar 2015

Når man rydder op ...



... og man er gemmer af natur, så finder man fx strikkeprøver på den Kaffe Fassett-vest, som man strikkede til sin mor omkring 1986.
Hun bruger stadig vesten med stor fornøjelse, og når jeg nu har kunnet det der med flerfarve-strikning, så kan jeg vel komme til det igen.
Det blev i øvrigt den øverste farvekombination med mørk brun-sort-grå bund og rødlige valmuer der vandt.

torsdag den 27. november 2014

Gaver til småfolk



Vi har masser af julegave-ideer i Anneks-butikken på lørdag og kombinationen af en Alt-mulig-pose og en lille knagerække med dyr på, synes vi er rigtig sød.
... og der er også pige-udgaver. Lige nu ligger der tre sæt på hjemmesiden, men flere er undervejs :-)

onsdag den 26. november 2014

Engle-træf



Hånden er langsomt ved at være klar igen og på lørdag holder vi engle-træf med disse to smukke og lidt sjældne Jangaard-engle i Anneksbutikken.
Hende her er helt særlig, for hun har en indbygget julelysholder i sine hænder, og det virker!


Den trompet-truttende engel er lidt større, men i de samme, klare blå farver kombineret med et lille skud gyldent.
De to har boet hos mig længe, men på lørdag, når Anneks-butikken har ekstra jule-åbent, er de klar til at få et nyt, godt hjem.
Der er også juleløbere, juletræstæpper og adventsstager i den gode retro-stil på lørdag og masser af julegave-ideer, både af den bløde og den hårde slags.
På vores facebook-side er der flere billeder.

søndag den 2. november 2014

Det måtte jo komme



... så nu er der masser af julerier i web-shoppen - også dette glade julenisse-par :-)

mandag den 6. oktober 2014

Årets første j...sokker



Nå, tænker du måske, er det ikke lige tidligt nok, at hun går i jule-mode?

Måske, men jeg syr lidt på forhånd, for der bliver stille på sy-fronten i november måned.
Chefen, syersken og tilskæreren skal nemlig opereres i sin ene hånd og holde den aldeles meget i ro bagefter, men det skal jo ikke gå ud over jule-sokkerne, vel ?

Heldigvis når vi at åbne Anneks-butikken inden operationen og faktisk skal den anden hånd også på operationsbordet, men det bliver først når vi skriver 2015, og da er julesokkerne forhåbentlig solgt for længst :-)

søndag den 14. september 2014

... og op af arkivet kom en lille kanin



Marketingsassistenten er også Tulipaner og tomaters arkivar, som gemmer og passer på alle vores fotos - og det er chefen rigtig glad for.
I dag dukkede herreskjorte-pude-med-kanin op og den tager vi fluks på programmet igen, for hvilken lille tumling vil ikke elske at have en lomme-pude at gemme ting i ?
Lomme-puden får sit come-back, når vi åbner Anneks-butikken til november, og vi skal nok sørge for, at der er en lille flok at vælge imellem.

torsdag den 14. august 2014

Heerup i udestuen




På lørdag skal vi fejre, at min mor bliver 85 og det gør vi med dame-brunch om formiddagen og grillfest for familien om aftenen.

Mor elsker Henry Heerup og hans katte-nisse-kærligheds-univers, så da vi i løbet af sommeren fandt et Heerup-broderi og hun længe har ønsket sig nye puder til bænken i udestuen, ja så var der ikke langt fra tanke til handling.
Farverne er valgt, så de passer til både broderi og udestue, og pude-makkeren uden broderi sikrer, at der er blødt ryglæn til alle, der skal sidde på bænken.

Vi glæder os til festen og til at fejre en kone med en uovertruffen livsglæde - og jeg tror, hun bliver både overrasket og glad for de nye puder.

tirsdag den 29. april 2014

Nye veje

I 10 år har jeg været chef i Tulipaner og tomater og selv om jeg elsker mine gamle broderier, deres historie og den nye historie jeg giver dem undervejs, så har jeg et godt stykke tid ledt efter et supplement til den lette, lyse og sommerlige stil, som er Tulipaner og tomaters varemærke.


... og nu har jeg fundet den, så velkommen til første kik på Tulipaner og tomaters nye linje - Tasker lavet af gamle habitter.
Det er genbrug af bedste skuffe, det er materialer fra den gang der var uld og skræddere til og det er sjovt :-)



Jeg bruger de udvendige lommer til - nå ja, udvendige lommer og de indvendige til - indvendige lommer, men først efter, at jakkerne er skilt ad og gået kritisk igennem for huller, slid og fims !
De gamle mærker flytter jeg fra forets mørke, frem i lyset på forsiden efter de er nænsomt sprættet af og strøget op til tidligere tiders standard.
Tasken her er en ny model, som snildt rummer en I-pad, og hvor brystlommen, som nu sidder på bagsiden er perfekt til mobil- eller nøglelomme.

... og så er der jo store muligheder i at finde farfars gamle, skræddersyede habit frem og få den syet om til nye rappe tasker.
Der er andre modeller på tegnebrædtet og lige nu pusler jeg med at lille rygsæk, som jeg har store forventninger til.

torsdag den 2. januar 2014

Garn-mix med x-factor




Da Kashmir med dens garn-mix begyndte at gå sin blog-sejrsgang, blev jeg inspireret til at mixe forskellige tråde til en luftig hive-over-hovedet-og-vær-lun-bluse, lidt i stil med sidste forårs hit-bluse. Sådan en bluse, som intet fylder, men som luner lige der, hvor den skal

En af Kenneths reste-cones af ukendt oprindelse i en dejlig, dyb mørkeblå farve kom frem i lyset og jeg kombinerede den med en lyseblå merceriseret bomulds-sytråd fra den gang, da polyester-tråd var fremtidsmusik.
Så slog jeg op og strikkede løs, og det var da ok, men der manglede noget x-factor.
Fruen stod så på hovedet i reste-poserne og dybt nede fandt hun en 10 år gammel Rowan-rest i jeansblå SilkMohair, og da den blev tilføjet, så kom der x-faktor over feltet, skal jeg love for.
Nu strikkede jeg jo helst i døgndrift på dette fnuglette opus, men jeg mangler SilkMohair, så jeg må vente, til hovedleverandøren får suppleret de blå farver op i hans Kid Mohair Silk, før jeg rigtig kan gå i gang.

I mellemtiden har jeg fundet flere forskellige bomulds- og silkesytråde frem, og det bliver dem, der kommer til at udgøre farveskiftet. Den sandfarvede, som har afløst den lyseblå, er en knaphuls-silke og den tynde tråd giver strikketøjet lidt fasthed, som klæder den superbløde SilkMohair noget så godt.

Det bli´r blødt, det bli´r blåt, det bli´r godt, gør det.

lørdag den 23. november 2013

Bedre sent end aldrig



Det startede med at jeg så et billede, som inspirerede mig til endnu et stramaj-reste-projekt.

Jeg begyndte fluks, men så gik jeg kold, fordi jeg ikke kunne matche farverne fra billedet med mit zephyr-garn og fordi jeg konstant måtte formindske og gå på kompromis og til sidst endte broderiet i raseri den store måske-bunke.
Der lå det i mange måneder, men nu er det afsluttet og pryder klappen på en ½-pc-taske, og jeg er faktisk endt med at være tilfreds.

De lyse farver ser noget udflydende ud, men der er faktisk tale om alt fra råhvid, over lysest tænkelige lime, til lys grå. Desværre er fotografen ikke i stand til at fange de  nuancer i det noget grumsede lys, vi holder os i Harlev i dag.

Næste lørdag kan du møde både tasken her og chefen selv, når vi er på Julemarked hos Fru Møllers Mølleri

torsdag den 26. september 2013

Bjørn på bordet

En lille stak Bjørn Wiinblad duge må vige pladsen for andre gode sager.
Har du lyst til at dække bordet med Bjørns eksotiske streger så læg en besked med oplysning om, hvilken dug du begærer.
Så vender jeg tilbage med en mail.


Dug 1
Rund bomuldsdug, 176 cm i diameter, næppe brugt, klare brune farver.
75,- kr.
SOLGT


Dug 2
Bomuldsdug, 140x240, vasket, brugt og med lidt blegede farver i brunt og lyserødt.
50,- kr.
SOLGT

Dug 3
Bomuldsdug, 150x190, næppe brugt og med flotte, klare farver i brunt og lyserødt.
100,- kr.
SOLGT


Dug 3
Bomuldsdug, 118x260, brugt, nyvasket og med klare, flotte blå-turkise-grønne farver.
100,- kr.
SOLGT

søndag den 15. september 2013

Retro-sengetøj - blå


Så tager jeg hul på bunken med retro-sengetøj og starter friskt ud med de blå stykker.
Alle stoffer er af bomuld, vaskede og uden huller og pletter.



 Nr.1      1 x 0,5   15,- kr.
Nr 2.  0,9  x 1,1  35,- kr.



Nr. 3    1,3 x 1,6  70,- kr.
SOLGT



Nr. 4    1,3 x 1,7  50,- kr.



Tyndt og lækkert bæk-og-bølge-stof
Nr. 5    0,75 x 0,8  15,- kr.
Nr. 6    0,75 x 1,1  20,- kr.



Nr. 7     0,55 x 0,9  15,- kr.
SOLGT



Nr. 8     1,6 x 1,3  65,- kr.
SOLGT
Her gælder først til mølle-princippet, og er du købelysten så læg en kommentar med besked om hvilket stykke, du gerne vil have fingre i.
Hvis du vil have stoffet sendt som pakke, så skriv også det - ellers ryger det af sted som brev.
Jeg mailer tilbage ang. betaling, så husk en mailadresse :-)

tirsdag den 16. juli 2013

Oh, we do like to be beside the seaside


... og det er vi heldigvis, når vi er på Helgenæs.
Sommersalgshaven er nemlig genbo til havet og det benyttede marketingassistenten sig af i morges, hvor hun skød dette wunderschöne billede.

I morgen åbner vi haven igen, og vi skal prøve noget helt nyt, som i den grad giver både chefen og marketingassistenten lampefeber.
Vi skal nemlig have skudt en lille Sommersalgsfilm og fotografen har bedt om at måtte være med fra den årle morgen.
Så måske chefen og marketingassistenten liige skal mindske omfanget af morgenhår og anden slags overdreven afslappet tilgang til livet, for slet ikke at tale om de interne jokes, når de indtager haven i morgen tidlig.

onsdag den 10. juli 2013

... og bunkerne vokser


Symaskinerne summer, klippebordets overflade er ikke nem at få øje på og det er en sand fornøjelse som bunkerne af friske ting vokse.

Tæpper, af den slags man smyger om sig på terrassen, når køligheden kommer listende, har været en del af repertoiret på Sommersalget fra start af - og i år er ingen undtagelse.
Fru Christensen senior har vævet 5 boucle-tæpper i de skønneste farver og Chefen har syet et med en flot, stor mælkebøtte på og så det på billedet i lyseblå farver og med en kaffedug spredt rundt omkring.