tirsdag den 30. april 2013

Odder kalder



På klippebordet ligger i omegnen af 20 tasker og venter på at blive syet, for inden jeg ved af det, så er der KIP i Odder, og så skal der være masser af forårsfriske sager klar.

På KIPs hjemmeside kan du både få overblik over deltagere, koncerter og forplejning samt den fineste vejviser, hvis du ikke er hjemmevant i Odder.

Uh, hvor det trækker i cirkushesten for at komme ind i manegen - godt der ikke er længe til :-)

lørdag den 27. april 2013

Hilsen fra Swinging London



I en sæk med stof lå resterne af en silke-kjole med fuld knald på 60-er farverne i det påtrykte mønster.
Den var allerede klippet delvist i stykker, men jeg kunne se, at det havde været en lille, kort sag uden ærmer og med rund hals. Very Twiggy, very London.

I dag har jeg pelset den, og undervejs dukkede mærket op, og nu viser det sig så, at ophavsmanden Colin Glascoe i den grad var en del af Swinging London.
Han lavede kjoler som Yvonne fra Olsen-banden ville have elsket, og som andre åbenbart stadig elsker og gerne vil betale for. '
"Acid print" har flere kaldt de farverige tryk på det silkekjolestof han brugte og det kan jeg sådan set godt forstå.

Hold dog op, som jeg godt gad have en let og lækker silke-sommertop i det stof!

torsdag den 25. april 2013

Fra Ida


Et af de første mennesker vi lærte at kende, da v i flyttede til Harlev i 1996 var Ida. En dejlig kone, som havde boet her i mange, mange år og som kendte alt og alle. Hun vidste, hvad der var værd at vide om vores gamle hus og dets forskellige beboere op igennem tiden og havde gjort rent i det tilbage i 70´erne.
Hun cyklede dagligt forbi os på sin vej op til Brugsen og vi har snakket om alt mellem himmel og jord, når hun kom trækkende forbi på tilbagevejen med en tungt lastet cykel.

Ida elskede at handle, og i løbet af årene vi har mødtes på utallige loppemarkeder, ligesom hun gik en fast runde i nabo-genbrugsbutikken hver dag.

Ida døde i efteråret og i dag får de nye ejere nøglen til hendes hus, men inden det kunne ske, skulle huset tømmes.
Så i de sidste uger  har hendes børn afleveret mange, mange kasser og sække over til Idas elskede genbrugsbutik inde ved siden af.
Jeg vidste slet ikke, at Ida var så håndarbejdsinteresseret, som hun åbenbart var, men jeg har købt sækkevis af hendes efterladte broderigarn, pudestykker, duge og knapper og hvor er jeg glad for, at jeg fik mulighed for det.
Der vil være et lille stykke Ida, i de næste mange ting jeg laver - og det ville have glædet Idas genbrugshjerte, præcis som det glæder mit.

fredag den 19. april 2013

Kopi-cardi - Girl



En pige-udgave af min elskede Kopi-cardi har set dagens lys.

Den er strikket i Kenneths Højlandsuld i alverdens farver med bundfarve i - tror jeg nok - Blåbær.
Delestriben har jeg strikket ret, så den nu er ophøjet til dele-rille!

Opskriften er den stribede cardigan fra Knit for your kid, blot har jeg fortsat striberne helt op i halsen.
Den dejlige faste forkant er fra den retstrikkede cardigan i Babystrik på pinde 3. og den kant kommer jeg til at bruge igen og igen, for den giver en perfekt finish.

Nu mangler Kopi-cardi Girl bare en strop, en knap og en lille, farveglad ejer, men hende har jeg nu i kikkerten :-)

onsdag den 17. april 2013

Gode naboer er en god ting



Vores dejlige nabo 1, som  har sin ugentlige tjans hos nabo 2 i dag, kom med et praj om, at der var kommet noget ind, som jeg skulle komme ind og kikke på.
Han havde fuldstændig ret!
Stolene kender jeg ikke, men de er for skønne og den skotsk-ternede kuffert trak næsten vand, da jeg så den.


... at den så husede en flok Mester Jakel-dukker af samme slags som chefen og marketingassistenten havde, da de var små, gjorde det ikke ringere.
Veteranbils-puslespillet kommer med på Sommersalg, og der jeg sikker på, at det finder et godt sommerhus at bo i.

... og så var der også lige 2 sække med broderier og garn :-)

fredag den 12. april 2013

Forventnings-glæde i højeste gear



Foretagsomme mennesker i Odder står bag et nyt kunsthåndværkermarked kaldet KIP 2013 - og Tulipaner og tomater skal være med!

Alt kommer til at foregå i udendørs i parken til VitaPark, der kommer dejlig, dejlig cafe-mad fra Madhimlen og hele 47 forskellige kunsthåndværkere kommer og viser deres smukke ting .

Grün, som forhandler Tulipaner og tomaters sager i Odder, bliver vores nabo den dag og det bli´r det hele ikke ringere af :-)

Sæt kryds i kalenderen og kik forbi på 
KIP 2013 
lørdag den 18. maj fra 10.00 - 16.00 
VitaPark Odder


tirsdag den 9. april 2013

4 x Forglemmigej - plus det løse.


Hvor må der være produceret umanerligt mange meter af Sødahls Forglemmigej.
Jeg har haft fingre i mange, mange duge, gardiner, dækkeservietter og forklæder, men ikke i jomfrueligt ubrugte stykker metervarer, før nu. Det samme gælder det øverste stykke, som er med mere spredte blomster.

Den blå og den pink er der pænt store stykker af og den grønne ses relativt sjældent - så det var en ganske god høst.
Måske kommer noget af det til salg senere her på kanalen, så hold øje, hvis du er til Sødahls Forglemmigej!

torsdag den 4. april 2013

Forårs-farveklatter



Vi trænger vist alle til lidt forårs-pep, så der kom ekstra godt med farver på 3 små tasker, som røg ud af systuen i sidste uge.

Taskerne hænger nu i Grün i Odder, og i morgen får de friske puder - også med indbygget forårs-pep :-)

mandag den 1. april 2013

Var der nogen, der sagde, at broderier ikke er noget for mænd ?




Syersken har oppet sig og firmafotografen ligeså, så nu liggerer der et nyt tema i webshoppen, nemlig Til drenge og mænd.

Motiverne er nøje udvalgt og efter kyndig vejledning af især hjælpedrengen, så findes der hverken prikker eller blomster på de stoffer, som er sat sammen med broderierne.

Formel 1-bogen er syerskens svendestykke udi enkle farvekombinationer, og hjælpedrengen gav Thumbs-up, da han så den. Større ros er svær at finde :-)