lørdag den 28. juni 2014


Teltet er rejst, banneret hænger på hækken og syrummet står på glødende pæle.
Selv om det er sagt mange gang før, så glæder vi os til at se jer til Sommersalg i haven på Asgilhøjevej i Kongsgaarde - og der er kun 2 uger til!

onsdag den 25. juni 2014

Nyeste skud på TT Tweed-stammen



Chefen holder sig et højt klippe-niveau i disse dage, men det gør hun sådan set hvert år ved denne tid.
På opfordring fra en trofast kunde er TT Tweed-kollektionen nu udvidet med I-pad-covers med klap og passende polstring.
De er ikke syet endnu, men det kommer - og de kommer selvfølgelig med  både på Tyvstarten og på Sommersalg.

lørdag den 21. juni 2014

Tyvstart



I år tyvstarter vi Sommersalgsæsonen, for vi er med på Kunsthåndværkermarked hos Fru Møllers Mølleri lørdagen inden det går løs på Helgenæs.
Det hele foregår udendørs under gårdspladsens kæmpestore træ og det  bli´r så godt, så godt.
Der er samtidig åbent i alle hjørner af Fru Møllers Mølleri og Madhimlen, så der bliver rig mulighed for også at gøre ganen og maven glad.
Chefen stiller op med en stor portion nye, friske, bløde sager og godt humør, og hun glæder sig til en sommerlørdag på gårdspladsen sammen med en masse sommerglade mennesker.

lørdag d.5.7. 
kl. 10-16 
i Bjerager, midt i det danske sommerland lige uden for Odder.

onsdag den 18. juni 2014

Det er lige nu



Roser er noget af det skønneste og jeg har en pæn flok stående i haven.
Mange af min er ikke remonterende og derfor plukker, dufter og nyder jeg dem, alt hvad jeg kan, mens de er her - og det er altså nu.

Buketten er en gave til en kone, som har en rose-løs have, og det er ikke første gang, jeg lægger vejen forbi på dette tidspunkt af året med en spandfuld roser under armen.
Hårde opbremsninger er forbudt, mens jeg kører Citröenen ud i verden, for spanden kommer til at stå på gulvet i passager-siden. Så rolig kørsel, Fru Christensen, rolig!

... og i buketten er der Rose de Rescht, Charles Austin, Leander, Graham Thomas, Jacques Cartier og 2 unavngivne arve-roser fra min mors barndomshave.

torsdag den 12. juni 2014

Dobbelt held



Hvor heldig kan man være!
Først fandt jeg den orange og fuld funktionsdygtige skrivemaskine, fra dengang alle vidste, hvad slettelak var.
En uge senere på samme sted lå så den mindst lige så orange og fuldt funktionsdygtige arkitektlampe fra samme periode - MED skruetvingen til bordmontering.
Jamen, for hulan da - og som kronen på værket har jeg også fundet nye farvebånd til skrivemaskinen, så den kan komme at skrive så tydeligt, som aldrig før.
Der er dømt Sommersalgs-opstilling er der, med hullemaskine, A4-mapper i sort pap og hele dynen og jeg døber hermed opstillingen Det orange kontor.
- og hvis nu chefen hun opper sig, så får hun ombetrukket den kontorstol fra samme periode, som hun har stående i annekset.
Det bli´r en rigtig god opstilling kan jeg mærke.

fredag den 6. juni 2014

Historien om t-shirten der ikke kan dø



Som mange andre mænd har Albert er nært forhold til sine fodbold-og band-t-shirts. Uanset hvor små og slidte de bliver, så kan de ikke smides ud, de er en del af hans egen lille historie, og den smider man da ikke ud, vel ?

Hans allerførste, lille, gule udebane-Arsenal-bluse ligger i en mindekasse samme med de andre drengebluser, han er vokset fra.  Hans vokseri er stort set overstået, så nu er hovedproblemstillingen slid, og så er det godt at have en mor, som ved, hvad der er op og ned på en symaskine.

Han ejer adskillige Ramones-t-shirts, men denne, hans første band-t-shirt er hans yndlings. Jeg har allerede  lappet den under begge ærmer, den er endog noget slidt i kanten forneden og for nylig sprak den i ryggen lige ned imellem M og O - og så landede den på mit sybord igen.
Jeg stillede mig tvivlende overfor redningsaktionen, men Albert insisterede på, at den skulle ordnes og så var der ingen vej uden om.
Nu er den forstærket med et tyndt lag jersey på bagsiden under hele RAMONES, og der er kommet en ekstra stikning på begge sider af revnen - og sønnen er lykkelig.

Hvor længe der går, inden den igen ligger på mit sybord, er ikke godt at vide, men den kommer igen, det ved jeg!