Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hækling. Vis alle opslag

tirsdag den 4. februar 2014

Nu med mønster




Der har været et par spørgsmål til det mønster, jeg har hæklet Stribe-tæppet i og det er så såre simpelt, at det næsten er svært at forklare :-)
Jeg håber vejledningen er til at forstå, og at billedet om ikke andet kan hjælpe lidt.

Slå en række luftmasker op, så lang som det nu passer dig, men det skal være et lige tal. Min er på 172 +2 til at vende med.
Hækl 2 stangmasker i hveranden maske
Vend med 2 luftmasker og hækl 1 stangmaske ned mellem de 2 stangmasker du lige har hæklet.
Fortsæt nu med at hækle 2 stangmasker ned mellem 2 stangmasker på rækken neden under.

Det er det hele - og det giver et lille, fint sik-sak-agtigt mønster, som er drøn-nemt at huske.

søndag den 2. februar 2014

Striber for alle pengene



Da julen var veloverstået tog jeg fat på det hæklede stribe-tæppe igen og jeg hæklede de sidste stribe-rækker, mens SF meldte sig ud af regeringen, formanden tog sit gode tøj og gik og adskillige andre medlemmer meldte sig ud af partiet. Alene derfor er dette et tæppe, jeg ikke lige glemmer med det første:-)

Nu er enderne hæftet, og efter en maskinvask på uldprogram er farveklatten blevet noget så lun og lækker.
Jeg har brugt alverdens udgaver af 2-trådet uldgarn fx Isagers Tvinni, Kenneths Blackhill og lidt Pulsen.
Der er brugt 1150 gram og det er hæklet med to tråde med en hæklenål nr. 5.

Når man kan få både rester, striber og farver i samme tæppe, så er det da svært at få armene ned :-)

torsdag den 10. oktober 2013

Striber - farver - rester




Da Anne viste sit restetæppe var jeg helt klar over, at jeg måtte have gang i noget lignende og jeg vidste lige præcis, hvordan det skulle se ud.
Jeg eksperimenterede og prøvede og slog op og trevlede op, men den ønskede effekt glimrede ved sit fravær. Tålmodighed belønnes som bekendt, og til sidst fandt jeg via et par gamle, hæklede håndklæder frem til det jeg søgte.

Nu er jeg mere end halv-gående og lad os bare sige, at jeg ikke fryser, når jeg sidder og hækler på restetæppet.

Amerikanerne ville givetvis kalde dette projekt for en Stash-buster, men hvad hulen ville vi kalde det på dansk?
En lagertømmer, en reste-æder eller noget helt syvende?
Under alle omstændigheder nyder jeg at stribe der ud af, og jeg er sikker på, at det ender med at blive et vidunderlig farverigt og dejlig lunt tæppe.

lørdag den 1. september 2012

When the going gets tough...



Chefen skal i dag være chauffør for sin gamle mor og sin knap så gamle moster, som skal køres sikkert frem og tilbage til en 60 års fødselsdag i Sorø.

Marketingsassistenten har rodet sig ud i en  halv-alvorlig Sylte-battle af den slags, som bare skal vindes. I går hjemførte hun blommer til chutney, samt manillamærker og både rød- og grønstribet arkivsnor, for kampen har nu bredt sig til også at omfatte det æstetiske udtryk på slutproduktet.

Derfor er chefen og hendes ganske begrænsede garnlager blevet inddraget, så i pauserne på dagens chauffør-job, vil hun blive set ivrigt hæklende på syltetøjshætter!
Som sagt så skal den Sylte-battle bare vindes, koste hvad det vil. Familieæren står på spil, og den slags skal man ikke tage let på!

onsdag den 15. februar 2012

Oprydningssalg


Så tynder jeg ud i biblioteket og sælger hhv Garn, garn, garn  og Carefree Clothes for girls for 75,-kr. stk + forsendelse.
Læg en kommentar, hvis du er interesseret, og vi bruger det gode gamle Først-til-mølle-princip :-)

onsdag den 18. januar 2012

Zpagetti anno 1986


Zpagetti-garn er det helt store lige nu, og at lave overskydende t-shirt stof om til garn er lige efter mit genbrugshjerte.

Samme hjerte var tidligt ude, da jeg i 80´erne trådte mine lyserøde sailor-sko, som tilskærer hos Toubro Ventetøj.
Det sørgede nemlig for, at jeg samlede sækkevis af de laaange afskærings-strimler, som vi producerede mange af, når vi skar op til t-shirts og den slags.
Turen op og ned langs skærebordet var vel 12-15 meter lang, og der skulle gås mange ture før lagene var lagt op.
Jeg har gået en del kilometer deroppe på fjerde sal i baggården til Mejlgade 35 med min 80´er-røde Sharp walkman klistret til ørerne !

Strimlerne fik mor, og hun har vævet mange kludetæpper af dem, men vi har stadig sækkevis stående - og de sække bankede på min hukommelse, da Zpagetti-garnet meldte sin ankomst i garn-land.

Så i søndags snuppede jeg en posefuld blå-med-hvide-prikker-strimler med hjem fra mors vævestue, og nu er der gang i den grove hæklenål.
Mine håndled er ikke helt tilfredse, faktisk så jamrer de sig højlydt, men et enkelt projekt skal de holde til - især til den pris ;-)

onsdag den 5. oktober 2011

Retur til 1969


Mode i Masker lå såmænd lige ovre ved naboen og jeg fik den med hjem for en flad tier.
Den sendte mig direkte tilbage til tiden med Hjerte Crepe, mors hjemmestrikkede kjoler og falske laksko.


Hold op hvor må Maxi-kjolen have vejet til og sammen med det store indisk smykke og et par af de der falske lakstøvler, var den bare det hotteste man kunne opdrive.

Eller hvad med det sejge, sorte sæt med lange lynlås og matchende kasket, for slet ikke at tale om buksedragten i et mix af hækling og strikning og i en øøøndig lyserød farve?

... og så skulle det hele håndvaskes!!!!

onsdag den 7. september 2011

Gensynsglæde


Gårsdagens genbrugstur bød blandt andet på par hæklebøger af den hippeste, retro-slags og da jeg fik øje på den grønne kasket med tresse og guldknapper, ville jubelen ingen ende tage.


 Billedet her viser marketingsassistenten til venstre og chefen til højre og at dømme efter vores størrelse, vil jeg tro, at vi er i vinteren 1970 - OG på hovedet har jeg min røde, hæklede kasket  med tresse og guldknapper!

Vores mor havde lavet en til os hver og den passede så godt til vores camelfarvede duffelcoats.
Ahrj, hvor var jeg vild med den kasket og nu har jeg mønstret i min varetægt og kan bare gå i gang med at lave en i årgang 2011!

mandag den 15. august 2011

Grøn er håbets farve


Et dynebetræk i den dejligste grønne farve, viste sig at være tyndslidt ud over det brugelige.
Så jeg rev det i stykker, faktisk i lange, lange strimler og dem blev der dejligt mange af.


Efter lidt sofatid sammen med en hæklenål nr.5, endte det hele lykkeligt med en KÆMPE-oldemorsfirkant.

Den kommer til at leve sit liv, som det vi her i huset kalder en varme-ting-ting, men som jeg ved, at andre kalder en bordskåner :-)

... og den tager ikke mange minutter at lave :-)

fredag den 5. august 2011

Afleveringstid




Bogen her har over-somret hos mig, men nu er bibliotekets sommerlukning slut, så nu skal den afleveres igen - og det er svært.

Det er en grundbog udi hækling, og dem har jeg sådan set et par stykker af, men denne bog udmærker sig blandt andet ved at vise opskrifterne både i en skrevet version og i et diagram.
Det er smart.

Dertil kommer dejlige, farverige  og meget tydelige billeder - nærmest lige til at hækle efter - og en lidt tynd afdeling med regulære opskrifter til sjaler osv.

Jeg må gå den tunge gang op på biblioteket for at aflevere denne dejlige bog, og så tror jeg nok den ryger med på husets næste samlede bestilling til Amazon.

torsdag den 4. juni 2009

Rundt og rundt og rundt og ...


Heftigt inspireret af hende her, har jeg kastet mig over kassen med bomuldsgarn for at få lavet nogle farvestrålende runde pudebetræk.

Det er så sjovt og enkelt bare at hækle rundt og skifte farverne ud af behag.

1. forstykke er klar og det næste godt på vej. Senere skal der hækles bagstykker, som kommer til at være overvejende ensfarvede med små farveklatter spredt rundt omkring og hele herligheden skal til sidst hækles sammen med en festlig, bølget kant.

Endnu et resteprojekt, hvor farverne er i centrum, og som ser ud til at blive, som jeg havde tænkt mig. Dejligt!

tirsdag den 12. maj 2009

En dejlig stak


For en uges tid siden bestilte jeg nogle bøger hos amazon, og i går kom de så.

Som sædvanlig er de ikke alle lige gode, men det er prisen for ikke at stå og bladre i bøgerne inden jeg køber.

Sewing Green er fyldt med gode genbrugsideer, og Seams to me er ok, men der er et meget stort "sådan syr du" - afsnit og det fylder lige rigligt for min smag.

Hittet er 100 flowers to knit & crochet. HOLD DA OP, hvor er den gennemarbejdet, og blomsterne ligner det de skal. Jeg kan nærmest mærke dem, når jeg sidder og kikker i bogen. Var det måske noget med en strikket solsikke eller ditto valmue?

Den bog kommer med sammen med en hæklenål og lidt forskelligt garn, når jeg i morgen skal sidde gangvagt i 3 timer til skriftlig matematik - gaaab - og så skal de hækles blomster.

mandag den 8. september 2008

Tørklæde-kage


Dette tørlæde er set mange gange rundt omkring i blog-land, men vist ikke præsenter-et som en cup-cake!

Det er det hæklede Anne-tørklæde og garnet er Noros strømpegarn, som jeg næppe køber igen. Vel er farverne forrygende, men garnet er stift som ind i og hverken velegnet til tørkklæder eller sokker.

Det´ en ommer, Noro!

Tørklædet er nu vasket - det hjalp lidt på kradseriet -og skal i dag lune min efterårskåde hals.

søndag den 15. juni 2008

Halstørklæde in spe

Jeg har - også - et lager af strømpe-garn i alle afskygninger. Jeg strikker strømper på samlebånd når jeg ser fjernsyn, gerne en god krimi, så jeg køber af og til en kasse med assorteret strømpegarn.
Til min fødsesldag fik jeg et sæt Clover Soft Touch hæklenåle af min dejlige mand, så da de skulle prøves af, greb jeg et nøgle bomulds-strømpegarn og en opskrift på en lille blomst.
Jeg hæklede som besat, for hvordan kom den næste blomst til at se ud. Hvordan ville farverne lægge sig, ville de blive hotte or notte?
Blomsterne i al deres mangfoldighed vente nu bare på at blivet syet sammen til et farverigt blomsterbeds-sommer-tørklæde. Gad vide hvornår det sker !