tirsdag den 12. maj 2009

En dejlig stak


For en uges tid siden bestilte jeg nogle bøger hos amazon, og i går kom de så.

Som sædvanlig er de ikke alle lige gode, men det er prisen for ikke at stå og bladre i bøgerne inden jeg køber.

Sewing Green er fyldt med gode genbrugsideer, og Seams to me er ok, men der er et meget stort "sådan syr du" - afsnit og det fylder lige rigligt for min smag.

Hittet er 100 flowers to knit & crochet. HOLD DA OP, hvor er den gennemarbejdet, og blomsterne ligner det de skal. Jeg kan nærmest mærke dem, når jeg sidder og kikker i bogen. Var det måske noget med en strikket solsikke eller ditto valmue?

Den bog kommer med sammen med en hæklenål og lidt forskelligt garn, når jeg i morgen skal sidde gangvagt i 3 timer til skriftlig matematik - gaaab - og så skal de hækles blomster.

søndag den 10. maj 2009

Silkeblødt stentøj



De er store, de er brune, de har riller og den smukkeste lysegrå farve invendigt i koppen.

Det er dansk stentøj fra 60´erne og så retro som noget. Værkstedet, der har fremstillet stellet, kender jeg ikke og mit ellers altvidende orakel udi den slags, ved det heller ikke. Men lækkert er det, og for en gangs skyld er det sidetallerknerne, der er i undertal.

Flere gode sager til sommersalget - annekset bugner og garagen ligeså. Gad vide om jeg bliver nødt til at leje en kassevogn for at få det hele med til Kongsgårde?

- og så er der nu mindre end en uge til Tulipaner og tomater gæsteoptræder på Emilies Hjørnes majmarked. Der sys, kan jeg love jer for og der sendes mariehøns i store stimer op til Vorherre, thi tørvejr ønskes!

fredag den 8. maj 2009

Fugle på brædtet




Strygebrædtet her trængte til nyt betræk og det blev lavet i en ruf af Ikea-stof til den rørlige formue af 13,50 pr. meter!

Ikea har jeg det meget dobbelt med, for jeg synes ikke altid deres møbler lever op til det lovede, mens jeg er vældig tilfreds med deres tekstiler.

Strygebetrækket fungerer fint og jeg kan næsten høre fuglekvidder når jeg stryge løs. Kàn man ønske sig mere ?

onsdag den 6. maj 2009

Spændt op



Jeg er helt sikker på, at denne buk ikke havde regnet med at ende sine dage som forstykke på en pc-taske, men det kommer han altså til.

Desværre har hans brodeuse ikke helt kunnet styre ham, så han var vind og skæv og ganske ude af vinkel, om man så må sige. Så er det jo godt, at man har et par tricks til hans genoprettelse oppe i ærmet.

Først blev han sprayet med almindeligt postevand og så blev han hevet i vinkel og nålet op på en gammel opslagstavle, som er foret med tykke håndklæder og beklædt med lidt ubleget lærred.

Nu står han så og tørrer og bli´r stram, vinkelret og lækker og så klipper jeg i ham!

mandag den 4. maj 2009

Week-endens høst



Jeg er røget ind i en stime, for nu stod der igen 4 Pala-vaser og ventede på mig - og de kommer alle med til Helgenæs.

Den grønne til højre er rigtig smuk og relativt sjælden. Een gang før har jeg haft en vase i den farve inden for rækkevidde - og så smadrede PostDanmark den på vej til mine udtrakte arme, selv om den var pakket meget forsvarligt ind !

- den turkise er så frisk, gid jeg havde den i den store udgave.

Mig bekendt findes Pala i 4 størrelser og de 3 ses her. Den 4. skulle stå til ventre for de 2 lilla og er lidt fladere og mindre. Nåh ja, så er der altså osse den model, hvor der er flere etager på, men den ses ikke særlig ofte.

søndag den 3. maj 2009

Hjælpedrengen tager over



Når man tager billeder til Tulipaner og Tomaters hjemmeside, så er der heldigvis ofte en lille dreng, der lige er fyldt en hel håndfuld, som gerne vil hjælpe til. Han vil så forfærdelig gerne stå bag kameraet, og når han bliver sluppet løs, kommer der resultater som dette ud af det.

Jeg synes faktisk, det er ganske godt gået af en 5-årig med krudt i numsen og vi regner klart med at have en kommende fotograf af verdensklasse løbende rundt i stuerne.

Den onde moster ville nok have fjernet den tråd, der snor sig kækt hen over den turkise hagesmæk. Men den slags pysse-nysseri tager Anton sig ikke af, man er vel dreng!

Hagesmækkene er på vej ind på hjemmesiden og de findes både til piger og drenge.

lørdag den 2. maj 2009

Hera og hvad deraf fulgte



For 6 år siden flyttede denne lille dame ind hos os. Hun er en ægte hul-i-hæk-hund, thi moderen er en Kelpie, mens faderen er ukendt.

Hun var, som hvalpe er nemlig energiske, nysgerrige og udstyret med de skarpeste små hvalpe-tænder, som kan rive hvad som helst i stumper og stykker.

Hera, som hun hedder, fandt lynhurtigt mine lagre af garn....... og i løbet af ganske kort tid havde jeg sat min far på en opgave:

Lav en beholder til mit strikketøj, som er Hera-sikker.



Resultatet ses her og har fulgt mig rundt omkring i hus og ikke mindst have lige siden.

Det er i al sin enkelhed et gammel henkogningsglas, 3 liters så vidt jeg husker, som far har drejet et låg til. I låget er der et lille hak- nærmest - som tråden løber ud af, mens jeg strikker/hækler løs. Garnet er i sikkerhed for legesyge hvalpe samtidig med, at jeg har fuldt udsyn til det.

Når jeg holder pause, så ryger låget af glasset, strikketøjet ned i glasset og låget på igen. Så står det der og er dekorativt til jeg skal bruge det igen. Smart ikk´?

- og så egner det sig fortræffeligt til udendørsstrik, for garnet ryger ingen steder og bliver ikke nusset efter en tur på fliserne!

For et par år siden købte jeg en kæmpe kasse henkogningsglas på et loppemarked, og far har drejet låg en masse, så der kommer Strikkeglas med på både Sommersalg, hos Emilies Hjørne og til Odense.