torsdag den 30. april 2009

Tulle-buks



Til Børnebazaren syede jeg en serie pigebukser i det dejlige Liberty-stof. Nu er de blevet fotograferet og dette par synes jeg bare er så dejlige, som de hænger der blandt grønne forårsgrene.

Lyse, lette farver og et snit som passer i lang tid, for de kan snildt bruges, selv om benene vokser lidt rigeligt. Sammen med en kjole eller en top bli´r de et fantastisk sommersæt.

hjemmesiden kan du se flere par og drømme om sol, sommer og brune pigeben.

onsdag den 29. april 2009

Et æble om dagen



- eller en hel klokkestrengfuld?

I går ryddede jeg op og sørgede for at alt papirarbejdet omkring den kommende eksamensperiode blev klaret.

I dag har jeg syet tasker. 4 stk blev det til og de er syet efter samme model, men superforskellige i udtrykket.

Der er æblerne her, bindingsværksgården m. birketræ, den turkise dug m. orange blomster og den nydelige rosen-klokkestreng.

- og nu skal der laves små pigetasker med den sødeste sløjfelukning og hagesmække og en ny type voksentaske og .....

tirsdag den 28. april 2009

Morgenens tulipan



Gul er en dejlig farve og jeg har været fan i mange år. Den lyser op og selv den mindste lille gule plet gør mig glad.

I mit tulipanbed står der blandt andet en række af disse dobbelt, fyldte, gule tulipaner med små røde striber. I morges stod de med dug på bladene og var klar til at springe ud. En enkelt plukkede jeg og den står nu i vindueskarmen og lyser i gråvejret.

Hvad skulle man gøre uden blomster ?

søndag den 26. april 2009

Der står porcelæn



- her



- der



- og allevegne



- og især i kælderen må man snige sig rundt på listefødder, for stierne er smalle og sagerne står tæt.

Vinteren igennem køber jeg småmøbler, porcelæn og andet godt, så Sommersalget kan være så velassorteret som muligt.

I august er der god plads i kælderen, men allerede i september når eftersommerens loppemarkeder er afholdt, begynder der at være fyldt op og lige nu er der ikke mange ledige kvadrat-centimeter.

Til juli bliver det hele pakket forsigtigt sammen og kørt til Helgenæs læsfuld efter læsfuld. Så hvis I ser noget der frister, kan I få fingre i det på sommersalget.

lørdag den 25. april 2009

Kom maj du søde, milde



- for i år har Emilies Hjørne inviteret mig med på hendes dejlige majmarked.

Hvis du har en svaghed for gammelt porcelæn og den slags, så skulle du tage og kikke forbi. Hele gårdspladsen fylder Emilies Hjørne med dejlige ting, solen skinner altid, der er kaffe på kanden og du møder helt sikkert nogle lidelsefæller :-)

Jeg møder op med et skønsomt udvalg af mine bløde sager. Nogle af dem er set her på bloggen eller på min hjemmeside og nogle vil være spritnye og helt frisklavede. Jeg tager både tøj, tasker og puder med + det løse med, så der skulle være lidt for enhver smag.

Kik ud til os d. 16 + 17 maj, det bli´r så hyggeligt!

Adressen er her:
Emilies Hjørne - Frijsenborgvej 105, Skjød - 8450 Hammel

torsdag den 23. april 2009

- vi nærmer os



I aften skal stuegulvet ryddes - igen - for så skal tæppet her samles.

De store linier er lagt fast. Tæppet er blevet lyst og let, med blåt, gult, lime og grafisk sort/hvidt og selvfølgelig med en masse arvestykker syet ind i det hele.

Jeg er så spændt på at høre, hvad moderen, konfirmandinden og de glade givere af broderierne siger, når de ser tæppet.

Nogle af sagerne er slået til og gået til, mens der er rester af andre stykker og også nogen som der desværre slet ikke blev plads til.

Lige nu ligger det på stoleryggen og venter på, at jeg får bagsiden syet færdig og støvsuget stuegulvet. Uha, hvor jeg savner det der klippebord på 200x250 - dream on frue !

onsdag den 22. april 2009

Farverige penalhuse



En serie penalhuse har set dagens lys.

2 stykker farverigt stof, samlet med kantebånd, udstyret med elastik til at holde styr på blyanterne og til sidst lukket til små, bløde ruller med kække bånd.

En lille farveklat, som kan lyse op i taskens dyb og gøre glad og i godt humør.