søndag den 11. november 2012

Radise-familie-træ


Jeg elsker Radiserne og heldigvis deler både marktingassistenten og Albert min kærlighed til dem. Vi kan vores Radiserne på fingerspidserne og kan til hver en tid ryste et passende citat ud af ærmet.

Alligevel er det nu dejligt med et Radise-familietræ, og når det er så lækkert sat op som dette, så kunne man godt føle sig fristet til at liste det ind på jule-ønskesedlen.

... og selv om Nuser er min ubestridte yndlings-Radise, så har Rerun eller Dacapo, som han hed på dansk, altså også en stor plads i mit hjerte, for ikke at tale om Lotte, eller Schroeder eller Nina eller....

7 kommentarer:

Trine sagde ...

Åh, Radiserne. Jeg er opkaldt efter dem, og det samme er min søster - Trine og Rikke. Vi boede i er hus, som min fars venner havde døbt Radisely, og vores hund hed Nuser.

Henriette sagde ...

:-) Jeg har jævnligt en stribe radiser på min blog for jeg er nemlig også vild med dem. Har været det siden barndommer og min yngling er udover Nuser helt klart Trine. Hun er så herlig og minder om mig på mine tvære dage hehe..

Hanne ... sagde ...

Hvor herligt, Trine, og tænk sig at bo i Radisely :-) I USA arbejdede jeg sammen med en fyr, som virkelig hed Chalie Brown, og det syntes han IKKE var sjovt. det gjorde vi andre til gengæld !

Der er en Radise-stribe til enhver lejlighed, Henriette. Keep them coming !

Hanne ... sagde ...

... og så mangler der lige et -r i Charlie!

Margith sagde ...

Tror jeg har lidt i gemmerne du må få :-)
Du ved vi rydder ud...

lis sagde ...

Som gammel sprognørd vil jeg lige tilføje at Radiserne også på sproglige område også er i en liga helt for sig selv. Ikke meget overgår: 'Og sneglen med hus, paryk og vanter' som er er Ninas udlægning af 'og sneglen med hus på ryg må vandre'. Det er uovertruffent godt fundet på. Ellers er en yndlingsstribe jo den hvor Woodstock jævner ishockeybanen... med en våd te-pose :-D

Hanne ... sagde ...

Jeg er altid mogtagelig for Radise-sager, Margith.

Jeg kunne ikke sige det bedre, Lis, Fru Hammerichs oversættelser er i en klasse for sig selv, selv om Joe Cool blev til det knapt så mundrette Seje Egon.