onsdag den 12. december 2012

Der er slidt hul...


... på ærmet af min Kopi-cardi!
Sidst var der bare hul, men nu er det sliddets ubønhørlige tand, der har bidt sig fast.

Hullet har været undervejs længe, og jeg har haft første parket mens det udviklede sig, for denne farvestrålende cardigan har fulgt mig i tykt og tyndt, siden den blev færdig.
Jeg elsker den for dens lethed, dens generøse form og allermest for alle dens farver.

Da jeg strikkede den, brugte jeg alverdens forskellige 2-trådede uldgarner.
Derfor var jeg også spændt på, hvilket garn der blev først slidt, og der er en klar "vinder", nemlig Tvinni.
Den er markant mere tydslidt end både Garns Shetland, Kenneths Højlandsuld, Pulsens 2-trådede tweedgarn og hvad jeg ellers har brugt af unavngivne rester.
Tvinni er til den tynde side, det ved jeg godt, men alligevel synes jeg, det er et interessant "forskningsresultat".

Næste lette, stribede og farverige cardi kommer på pindene i juleferien. Den bliver ikke magen til denne yndlings, men det bliver automatstrik af bedste skuffe.
Der var en gang, hvor jeg frisk og glad havde strikket både hulmønster, snoninger og fair isle-mønster på den nye cardi, men den tid er omme.
Nu går jeg efter max effekt og max afslapning når jeg strikker, og det er faktisk en god kombi.

Nu må der en blid ærme-stopning til, og så slår jeg op til Kopi-cardi 2, så såre det bli´r 1. juledag.

5 kommentarer:

Trine F sagde ...

Øv det er trist, når sliddet er blevet til hul.
Skæg iagttagelse af hvilket garn der slides hurtigst, men faktisk rimelig nyttig viden.
God fornøjelse med det nye strik.

unikarina sagde ...

Blid ærmestopning - en lap eller afkortning af ærme. Der er mange muligheder. Din trøje er skøn er vild med farverne... lige pludselig så har jeg også én...

Liselotte sagde ...

Vi elsker jo vores Kopi-Cardi's og heldigvis er min hel endnu... og så kan jeg mærke, at jeg alligevel misunder dig, at du skal til at hygge med det projekt igen :-)

Pernille sagde ...

Godt at stoppemuligheden findes, for sådan en yndling, skal selvfølgelig værnes om. Også selvom en ny er i farvandet :)

Hanne ... sagde ...

Tak, Trine F, jeg er begyndt at sortere farver :-)

Jeg tror jeg lander på en blid stopning, Unikarina - og glæder mig til at se din Koip-cardi :-)

Altså denne Kopi-cardi dør først når den er en trevl, som er slidt op ved havebrug og andet hårdt og beskidt arbejde, Liselotte. Dens afløser, som lige præcis er hyggestrik, bliver så "til pæn brug" som det hed, da mor var dreng :-)

Den vil blive passet på, til den er en trevl, Pernille, tro mig!