onsdag den 28. september 2011
Debut i Gl. Munkegade
Så har jeg afleveret de første Tulipaner og tomater-varer til Nr.4 i Gl. Munkegade i Aarhus.
Butikken har næsten alt, hvad hjertet kan begære indenfor kunsthåndværk, og jeg er vældig glad for, at de også vil have Tulipaner og tomaters varer stående på hylderne.
Kvarteret byder også på Sys Fredens Fandango og Pelses Broderi Moderne, som ligger lige rundt om hjørnet, og så er det altså også i Gl. Munkegade at man får Danmarks bedste Hindbærsnitter!
søndag den 25. september 2011
En helt igennem dejlig Sensommersalgs-lørdag
Hjælpepigerne overgik sig selv, solen skinnede, gæsterne myldrede ind og kartoffelkagen fra Gård 15 var uovertruffen.
lørdag den 24. september 2011
Så er det skisme snart
Bilen er pakket, byttepengene er talt op og chefen sidder med en kop morgenkaffe og en lille ostemad.
Om ganske få timer slår vi dørene op for vores Sensommersalg og bli´r det bare halvt så sjovt og hyggeligt som sidste år, så klager jeg ikke det fjerneste :-)
Vi ses !
Etiketter:
Sensommersalg
fredag den 23. september 2011
Sensommersalgs-vejrudsigt
Kunne man være så svineheldig, at de gode takter fra årets Sommersalg fortsætter til Sensommersalget i morgen?
Jeg synes, der er noget, der tyder på det, og det er HELT i orden med mig:-)
Etiketter:
Sensommersalg
torsdag den 22. september 2011
Venner på bænken
De 2 taske-venner er rejsefærdige og klar til en tur nordpå på lørdag.
I morgen skal jeg først på arbejde og bagefter hente monteringspuder, byttepenge og alle de småtterier som først bliver købt i allersidste øjeblik.
Resten af dagen kommer til at gå med at få pakket og liige nå en tehætte eller 3 og lørdag mogen så letter Sølvpilen med retning mod Nørresundby.
Åh, hvor jeg glæder mig, og jeg har hørt en lille fugl synge om, at hjælpepigen med den keramiske åre tager lidt af sin produktion med.
tirsdag den 20. september 2011
Midlertidig strandet
Der er ondt i maven og så er der ondt i maven, og den slags jeg har haft på det seneste har vist sig at være galdesten!
Det gør ondt som ind i ... og jeg har slet, slet ikke tid til at være syg nu i ugen op til Sensommersalget, men den slags lytter galdesten åbenbart ikke til.
I morgen håber jeg at være oven vande igen og udstyret med smertestillende piller af den alvorlige slags, skal det nok gå alt sammen.
Imens ligger de 12 pudebetræk jeg bankede sammen i søndags og venter på knapper og knaphuller.
Dem må de få i morgen, og så er de også klar til at køre med til Nørresundby lørdag morgen.
Etiketter:
Blå,
Broderi,
Broderier Genbrug Puder,
Glæde,
Grøn,
grå,
Håndarbejdets fremme,
Sensommersalg
søndag den 18. september 2011
En gang skal jo være den første
Stoffet med Købehavns skyline købte jeg i fredags og jeg er ganske småforelsket i det.
Der var 3 udgaver af stoffet, så jeg har også to stykker med hhv. meget PINK og mild gul skyline.
Jeg er nødt til at bryde alle principper, for dette stof er skabt til at sidde på klappen af en pc-taske.
For mit indre blik ser jeg tasken hænge på ryggen af en cyklist på vej igennem Købehavns morgentrafik, mens der drejes hoveder, når hun cykler forbi.
Den tasken ser dagens lys i morgen !
fredag den 16. september 2011
Bær når de er bedst...
... og jeg bliver aldrig træt af dem, især ikke når det er i denne udgave.
De stammer fra en klokkestreng, som må have ligget højt placeret på klokkestrengenes Top ti, for jeg kører på den tredje af slagsen, og jeg håber der dukker en fjerde op inden næste efterår.
Tasken kommer med til Nørresundby næste lørdag, med mindre den selvfølgelig er blevet revet ned af hylden i web-shoppen inden da.
Etiketter:
Broderi,
Efterår,
Genbrug,
Grøn,
Klokkestreng,
Sensommersalg,
Taske,
turkis
tirsdag den 13. september 2011
Sensommersalgs-serie
Jeg foretrækker at arbejde i serier, så Master Lambton slænger sig nu på klappen af den først pc-taske i Sensommersalgs-serien.
Han er flankeret af efterår-orange og chokoladebrunt og lommen under klappen er mørk lime-ish med et hidsigt, orange kantebånd, som sørger for lidt ballade.
Resten af Pc-taske-serien til Sensommersalget ligger i venteposition på klippebordet.
Når dagens lærer-dont er omme, sætter jeg mig ved symaskinen, og især klippearmen vil sætte pris på lidt afveksling fra de sidste dages taskeklipning.
mandag den 12. september 2011
Sysilke i nye omgivelser
1 sysilkerulle i din yndlingsfarve
+
1 brochenål
+
lidt stærk lim
=
En lille broche som vil kaste glans over din efterårs-garderobe.
fredag den 9. september 2011
Master Lambton x 3
Han er kendt af de fleste, for hans kontrafej har hængt på mangen en stuevæg i mere eller mindre oppulente guldrammer.
I daglig tale kaldes han for Fløjlsprinsen, men han hedder faktisk Master Lambton og orignalen er malet af Thomas Lawrence.
Lige for tiden har jeg 2 eksemplarer af ham liggende og hvor er de dog forskellige, selv om de efter al sandsynlighed er broderet på samme stramaj-bunds-udgave.
Hvor Fløjlsprins 1 er fuld af nuancer, præcist lagte sting og detaljer,
... er Fløjlsprins 2 væsentlig mere enkel, både hvad angår farver og detaljer. Man kan vil faktisk godt kunne argumentere for, at ansigtet er en smule "fladt" !
Til sammenligning kikker den originale Master Lambton her tankefuldt op, mens hans fløjlsdragt draperer sig på smukkeste vis om hans unge legeme.
Her ser det jo grangiveligt ud som om han sidder i en stol, mens det på stramajudgaverne nærmest ser ud som om han ligger henslængt op ad en bjergvæg.
De broderede udgaver er et eksempel på, hvad fattigmand gjorde for at få kunst på væggene, nemlig broderede den selv efter de forhåndenværende garners princip.
Resultaterne må siges at have et meget personligt udtryk og det er i grunden ikke så galt.
Etiketter:
Broderier Genbrug,
Rød,
Stramaj
onsdag den 7. september 2011
Gensynsglæde
Gårsdagens genbrugstur bød blandt andet på par hæklebøger af den hippeste, retro-slags og da jeg fik øje på den grønne kasket med tresse og guldknapper, ville jubelen ingen ende tage.
Vores mor havde lavet en til os hver og den passede så godt til vores camelfarvede duffelcoats.
Ahrj, hvor var jeg vild med den kasket og nu har jeg mønstret i min varetægt og kan bare gå i gang med at lave en i årgang 2011!
tirsdag den 6. september 2011
Fra Liselottes hånd
Liselotte har lavet den dejligste sidebarsvignet for vores Sensommersalg i Nørresundby. TAK, frue :-)
Hvis du har lyst til at give Tulipaner og tomaters Sensommersalg lidt reklame, så er du meget velkommen til at hapse vignettten og bruge den på din blog. Tusind tak på forhånd.
... og bunkerne med Sensommersalgs-sytøj vokser og vokser og ...
Etiketter:
Blå,
Glæde,
Sensommersalg
søndag den 4. september 2011
Klapper in spe
Klapperne til den næste portion pc-tasker er færdige.
Det er blandede blosjer, både hvad motiver og farver angår, men sådan kan jeg bedst lide det og det kan mine kunder heldigvis også :-)
... og så skal der findes stof til resten af taskerne.
lørdag den 3. september 2011
September og Sensommersalg
Tiden er inde og hjælpepigerne booket og hvor det glæder mig endnu en gang at kunne invitere til Sensommersalg i det nordjyske.
SENSOMMERSALG
24.9.11. kl. 13-16
Bofællesskabet Askebakken
Uldalsvej 2e
9400 Nørresundby
Hvilken kage vi byder på i år, aner jeg ikke, thi den slags beslutninger ligger i hjælpepigernes kyndige hænder.
Men jeg ved, at vi har kaffe, te og en lille portvin til at ledsage kagen ;-)
Nu med tidspunkt ;-)
Etiketter:
Broderi,
Genbrug,
Glas,
Sensommersalg
torsdag den 1. september 2011
En appelsin i min britiske turban
Jeg havde meget svært ved at få armene ned, da marketingsassistenten hev dette broderi ud af bagagerummet på sin bil.
Tænk, at den slags findes og lander lige i min turban :-)
Broderiet er meget smukt broderet og især Big Ben er et studie i stingtyper og detaljerigdom.
Brodeusens havde sirligt skrevet sit navn på bagsiden sammen med årstallet for tilblivelsen, og det manglede da bare med lidt dokumentation for sådan en bedrift..
Sagen er nu vasket - og betydeligt klarere i farverne - og når jeg har nydt dette pragtstykke lidt mere, så sætter jeg saksen i.
Abonner på:
Opslag (Atom)