Viser opslag med etiketten Gave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gave. Vis alle opslag

torsdag den 27. november 2014

Gaver til småfolk



Vi har masser af julegave-ideer i Anneks-butikken på lørdag og kombinationen af en Alt-mulig-pose og en lille knagerække med dyr på, synes vi er rigtig sød.
... og der er også pige-udgaver. Lige nu ligger der tre sæt på hjemmesiden, men flere er undervejs :-)

lørdag den 28. december 2013

... og så blev mosteren stil-ikon !





Katrine er en pige med sikker smag og stil og tillige en pige, der ikke falder for hvad som helst, når som helst.
Jeg faldt for mange år siden for Issey Miyake og jeg har syet temmelig mange af hans ting op til mig selv, takket være verdens bedste mønstre Vogue Patterns, og den lette, uforede overgangfrakke har fulgt mig i 15 år.
Min udgave er marineblå og stoffet er købt på lagersalg hos Dan-Wear, da Katrine og Albert var to små mennesker, som sad trygt i hver sin autostol, mens deres mødre kastede rundt med stofruller, lynlåse og store ruller sytråd til spotpriser.

Igennem sommeren har Katrine kastet hede blikke på min Issey-ting og den er blevet prøvet flere gange. Til sidst kom en forsigtig forespørgsel på, om jeg mon stadig havde mønstret og om frakken måske kunne forlænges 20 cm.
Det havde jeg og det kunne den.
 - og så blev det juleønskeliste-tid og Katrines enste ønske var en marineblå Issey-frakke som mosterens - og nej, hvor blev den moster da glad for det ønske :-)

Nu sidder vi så med det forbandede problem, at hvor Danmak for 20 år siden stadig flød af mælk og honning, sådan stofmæssigt talt, ja så går vi nu om dage igennem en ørken, når det kommer til metervarer.
Stof & stil og Stof 2000-varer er der nok af, men de har bare slet, slet ikke stof af den kvalitet, som vi skal bruge.
Vi har startet jagten på det helt rigtige tynde, vindtætte og blødt faldende stof i Aarhus´ stofbutikker, og vi fortsætter, til vi finder det, om så Katrine skal have stoffet med hjem fra New York, når hun skal derover til sommer

- og en skønne dag, så svanser moster og niece op igennem Strøget i hver sin marineblå Issey-frakke.

søndag den 5. maj 2013

... og således kom Kaptajn Haddock til konfirmation på Djursland



Der er stillet telt op i haven et sted på Djursland i dag og der er bestilt umådelige mængder af flødekartofler til ære for dagens konfirmand, Rasmus.

Vi skal heldigvis være med til at fejre ham og gaverne er hentet i England, for den unge mand er glødende Aston Villa-fan.
Her i Arsenal-land ved vi alt om, hvor glad man kan blive for ting og sager om sin yndligsfodboldklub, så internettet har hjulpet os med at få fat i nogle velvalgte AVFC-ting til konfirmanden.

Katrine har lavet det sejgeste  konfirmations-kort med fuld knald på Tintin, Kaptajn Haddock og Terry i gangsterjagt med store franske biler - og så bliver det altså ikke meget bedre i min konfirmationskorts-bog.

mandag den 4. februar 2013

Rule Britannia


I vores familie holder vi meget af engelsk humor, engelsk musik, engelske serier - ja vi tager sådan set med kyshånd imod det meste, der kommer fra den britiske ende af verden.

Marketingsassistenten tilbringer en ikke uvæsentlig del af sit arbejdsliv derovre, og hun slæber livsnødvendigheder som band-t-shirts, whisky og magasiner om engelsk fodbold i 70´erne hjem til os alle.

Derfor var valget af hendes julegave overordentlig let, da chefen fandt et stramaj-broderi-kit med et vajende Union Jack.
Puden blev broderet i al hemmelighed, hvilket ikke er så let, når nu vi med stor fornøjelse render ud og ind af hinandens hjem, men det lykkedes.

Glæden hos marketingsassistenten var stor da gavepapiret blev flået af, og chefen har ikke undladt at fortælle, at hun ydede en top-præstation udi stramaj-broderi på tid, for at få puden klar til juleaften.

... og som den da klæder marketingsassistentens hjem :-)

søndag den 30. december 2012

Når gavejagten giver pote

Hjælpedrengen er glødende AGF-tihænger, og det kræver sin mand, når man bor i et område, hvor de fleste holder lige så die-hard-meget med Randers FC.

Derfor blev mosteren kisteglad, da hun fandt cup-cakeforme med AGF-logo og en pose med AGF-kagekrymmel - og hjælpedrengen blev over-kisteglad, da han åbnede pakken med AGF-kage indholdet juleaften.


I juledagene "tvang" han så sin søster med i køkkenet og vi har hermed fornøjelsen af at præsentere deres SPORTSKAGE.
 
Kagen indeholder: chokoladebunde, et lag hindbærcreme og et lag alm. kagecreme, marcipan i så-tæt-på-AGF-blå-som-muligt, rigeligt med flødeskum og AGF skrevet med de før nævnte krymmel-bogstaver. Bemærk at det forreste F vender fokert - mosteren ELSKER det :-)

Køkkenet lignede Pernille Højmarks efter indsatsen i Julebage-dysten, men det er nu engang bedst sådan. Der sker mest og produktudvikles bedst, når det hele ligner kaos og moderen skal bruge tre kvarter på at rydde op og opvaskemaskinen skal køre to omgange for at komme igennem mængden af piskeris og røreskåle!


Her peger den veltilfredse hjælpedreng så nonchelant på værket, umiddelbart inden resten af familien gik i gang med at fortære det. Faderen udtaler, at den tåler en gentagelse !
SÅ er der noget ved at give gaver :-)

fredag den 21. december 2012

På lur


Her er så småt ved at være pyntet op og i vindueskarmen holder keramiknisserne til, præcis som de plejer.
Gangsternissen er vældig tilfreds med det nye strikkepinde-grantræ, for det har den helt perfekte størrelse til at gemme sig bag. Den slags småting er af allerstørste vigtighed, når man gerne vil stå lidt i skjul, mens man lurer på, hvad de andre nisser har gang i!

Julen i år bliver lidt anderledes end den plejer. For første gang i 20 år, skal vi nemlig ikke holde jul hjemme hos os selv.
I stedet holder vi den i Vejle hos mine forældre, for underleverandørens bentøj driller, og så vil han forståeligt nok helst være hjemme hos sig selv.
Vi glæder os og ankommer lillejuleaften med bilen fyldt med gaver, gås, and, vin og alle de andre uundværligheder -  og så os selv.

PS: Vi har sørget for hus-sitning, mens vi er væk :-)

lørdag den 7. januar 2012

Spændt op og klar


De sidste sting på lakridskonfektbroderiet blev broderet i aftes til et afsnit af Yes, Minister.

I dag er herligheden så blevet spændt godt og grundigt op og inden Lakridskonfekt-kenderen ser sig om, står der en ny pude med hans yndlingsmotiv på :-)

lørdag den 31. december 2011

Lakridskonfekt-opgøret

Per elsker Lagemans lakridskonfekt og kan ikke fordrage Bassetts. Vi er ude i noget småreligiøst, men såden er det og det har jeg lært at respektere.

Stor var hans vrede, da det i efteråret gik op for ham, at Lagerman - uden at fortælle det - havde lavet om på lakridskonfekten, så den nu var noget Bassett-lignende misk-mask.
Farverne var forkerte, smagen var alt, alt for sød og i det hele taget var det hele bare forkert.


Albert og jeg kunne se at Per led, og vi foreslog, at han fluks "meldte" Lagerman til P3 og fik sat en kampagne i gang, som den der i sin tid reddede Kung-Fu-isen. 
Det blev det ikke til, men der blev oprettet en facebook-gruppe, hvor ligesindede kunne lufte deres utilfredshed.
Og DET gjorde de, faktisk så meget at det kom i tv2-nyhederne!

Noget måtte vi gøre for at få ham i julehumør, så jeg forærede ham Pelses Lakrids-konfekt-broderi i julegave med lovning om, at jeg ville brodere det i løbet af januar.

Juledag gik jeg i gang og Pers første kommentar var:"Hvad er det der oppe i øverste højre hjørne"
Jeg stirrer uforstående på ham og sagde, at det da var den der lakrids-gele-en med krymmel på, hvor til han svarede:" Ja, men de er ikke røde Lagerman, det er de kun i Bassets!"

Ja, jeg siger ikke mere, men broderer lystigt videre og om ikke andet, så vil Per for evigt være mindet om den jul, hvor Lagerman svigtede de danske lakridskonfekt-elskere.

onsdag den 21. december 2011

Til Thea


Thea skal have en rød Brio dukkevogn i julegave og jeg har fået æren af at sy matchende madras, dyne og hovedpude til.

Se, nu kender jeg Theas energiniveau - og det er højt - så derfor er hele molevitten forberedt til adskillige ture i vaskemaskinen!

Kvaliteten af billedet taler vi ikke om, men leverancen ryger ud af huset i morgen længe inden solen dukker op over horisonten, så jeg var pisket til at bruge både blitz og alt muligt!
Hvor jeg dog glæder mig til få dagslys for fulde gardiner igen - og dermed mange flere fotovenlige timer.

fredag den 11. november 2011

Flag til jul og barnedåb


Her ser I resultatet af en mors ønske om, at hver gæst ved hendes datters barndåb, skulle have et Dannebrogsflag med et moderne twist med hjem fra festen.

Ønsket lød på "mange forskellige farver og mønstre", så jeg har skåret strimler røde, gule, orange, lilla og pink nuancer, syet dem sammen, skåret dem fra hinanden, syet dem sammen igen og endelig forsynet dem med det hvide kors og en rød bagside.

Flagene er kommet fint frem til København og jeg synes de er blevet så fine, at jeg regner med at lave nogle stykker til Julemarkedet på Trapholt.
De kan lige så fint hænge på juletræet, som de kan være bordpynt juelaften - og så er de et perfekt resteprojekt :-)

fredag den 26. november 2010

Årets julehit


Knappekugler - jamen selvfølgelig og selvfølgelig  er det Sidsel, der har fundet dem.
Hun var til  trendforedrag med fantastiske Lii Edelkoort på Arken, og så lå kuglerne i museumsbutikken og råbte  HANNE.

Tak Sidsel, mange tak, for den nye og friske jule-vinduespynt. Når det bli´r december, bliver de hængt op lige der, hvor jeg ikke kan undgå at se dem, hver gang jeg går gennem stuen :-)

mandag den 17. maj 2010

Ahhh...

Kl 21:20 i går aftes vappede fødselaren træt igennem huset og konstaterede at hunden lå i sin kurv - og sov, sønnen lå i sin seng iført fleece og uglet hår - og sov, husbonden lå i sin seng  - og SOV... og så lagde hun sig også.

Dermed var det slut på den dejligste dag i lange tider med koldt vejr, glade gæster inklusive den yndigste lille pige på bare 14 dage, skøn mad fra Anni oppe i den anden ende af byen, som laver mad der smager og udfordrer, og ganske uventede taler, der ikke går i glemmebogen med det første :-)

Gaver fik jeg i rigelige mængder og der er lige et par stykker, jeg synes I skal se.

Den ubetaleligt dejlige kande så jeg her , og straks ønskede jeg mig den, for hvis ikke jeg skulle eje en Knap-kande, hvem skulle så. Søsteren min, satte en undersøgelse i gang og kunne konstatere, at den ikke solgtes ud af UK!

Men dælme om hun så ikke fandt den i en butik i Ebeltoft! Jubelen ville ingen ende tage, da jeg pakkede den ud.


Smykker er ikke noget jeg gør meget i. Faktisk tilhører jeg den slags kvinder, som altid har de samme øreringe på, uanset hvor hun befinder sig og i hvilken anledning. MEN man kan jo forelske sig, og det gjorde jeg vildt og inderligt, da jeg så Sidsel gå rundt med en gang Kaviar i brombærstørrelse om halsen.

Ønsket blev sendt afsted og mine forældre gave mig min egen Kaviar i de dejlig, grønne farver, jeg holder så meget af. Lucky me :-)

Selv om AGF, til en del af fødselsdagsgæsternes store fortrydelse rykkede ud af Superligaen på min 50-års fødselsdag, så vil jeg huske den dag med stor, stor glæde i mange år - og så pyt med at solen ikke så meget som tittede frem bare et lille, bitte øjeblik.

søndag den 18. april 2010

Moster på banen

"Nogen" fylder 6 år på torsdag og "nogen" har et brændende ønske om at få et tæppe med en køj-bøj på, så moderen og mosteren er - igen - gået i kompagniskab.


Moderen har broderet en køj-bøj, og nu går mostren til klippebordet. Modtageren af tæppet har ønsket sig rødt, blåt, grønt, brunt og GULT stof på tæppet og absolut intet der minder om pigefarver!

Til bordet, moster, årets vigtigste fødselsdagsgave skal kreeres !

mandag den 1. februar 2010

Sol i stuen

Torsdag bød på både sy-tid og lidt sol i stuen, så de nysyede tehætter blev fluks fotograferet.




Tehætten til venstre prydes af endnu et Aurikel-broderi, for de egner sig perfekt i størrelsen til en tehætte. De stammer alle sammen fra en generøs gave fra Inge og der er mange i bunken endnu.

Kaffehætten har fået besøg af en række smukke, blå, blade, lidt prikker og et stykke af den limefarvede terapi-dug, som jeg snart har brugt op - snøft.

lørdag den 26. december 2009

Se, et moster-hjerte smelte...



... når hjælpedrengens julegave til samme moster er en pose knapper indkøbt på decembertur med familien til Paris.

De er udvalgt med omhu - hviskede hjælpedrengens moder i mit øre - hvilket mosteren ikke var et øjeblik i tvivl om, da hun så traktor-knapperne. Ynglingen havde fået frit slag til at vælge lige de knapper han ville, hvilket skulle vise sig at koste hans moder en dyyb indåndning, da de kom hen til kassen ;-)

Blomsterkanpperne nederst i billedet er skønt syregrønne, men den farve findes åbenbart ikke i vores kamera! De turkise med blomsten på er perlemorsknapper og i en meget smuk farve og udførelse og pingvinknapperne er jeg helt skudt i.

Jeg synes de udvalgte knapper vidner om udsøgt kvalitetssans fra en 5-årig, som ellers går mest op i traktorer, soldater/militær og cykler :-)

lørdag den 7. november 2009

Monty Python-elskende fætre



Gaver giver vi med glæde og - i al beskedenhed - opfindsomhed i vores familie, for de skal helst være både personlige og overraskende.

Albert fylder 16 i dag og da Per var på gaveindkøb, stod han pludselig overfor den ultimative gave, som han bare vidste, Albert ville blive overrasket over og ville elske: Et boxset med Monty Python komplet. Komplet som i ALLLE tv-afsnit, SAMTLIGE spillefilm, lidt bonusmateriale, en t-shirt med Monty Python-citat OG en oppustelig gummi-papegøje !

Boxen blev købt øjeblikkelig og 2 dage senere købte vi box nr. 2, fordi fætter Frederik, som deler Alberts humor og dermed også elsker Monty Python, har fødselsdag inden længe. Resten af den voksne del af familie blev inviet i indkøbet og vi enedes om, at Frederik skulle have sin box, samtidig med at Albert fik sin... så´n bare for at se dem blive overraskede i kor :-)

Alberts fødselsdag blev holdt i går og han blev ganske rigtigt vildt glad for boxen. Den blev endevendt og nærlæst og Frederik var ved at gå til af ærgrelse: "Det er lige det, der står allerøverst på min ønskeseddel... jeg kan slet ikke sige, hvor jaloux jeg er på dig, Albert" - og det er store ord i Frederiks mund, thi han er den mildeste og mest omsorgsfulde dreng, man kan tænke sig.



Så listede vi kassen med box-sættet til Frederik frem og hans øjne glødede, han smilede fra øre til øre og inden længe sad fætrene der med hvert sit boxset og frydede sig.

Så bli´r det ikke meget bedre at være gavegiver :-)

Hvis der nu sidder en Monty Python-elsker, som vil have fingre i denne fantastiske box, så kan vi oplyse at den er indkøbt i TP-musik på Frederiksgade i Århus - og den var sat ned til under ½-pris!

torsdag den 1. oktober 2009

I gavernes land



Det sker ofterer og oftere, at en venlig sjæl tænker på mig, når der bli´r ryddet op rundt omkring.

I lørdags i Nørresundby dukkede en bloglæser op, som havde mailet mig og spurgt, om jeg var interesseret, i nogle mellemlægsservietter hun havde broderet, men aldrig havde fået gjort færdig. Jeg var absolut interesseret og jubelen ville ingen ende tage, da hun gave mig disse 12 skønne, skønne broderede aurikler.

De bli`r til tehætter og puder og poser og tasker og og og TAK.

- og de bli´r ved, de givelystne kvinder, for tirsdag kom der en kuvert fra SisterBonde med stof fra gemmerne med de dejligste påskeæg i turkis, blå og lilla farver. Tak, Sister, det var så sødt af dig at tænke på mig.

Samme dag var jeg en tur i Hadsten for at hente en sæk gode sager, fra en som i forbindelse med en flytning havde været gemmerne igennem og mens hun sorterede ud, havde hun tænkt på mig.

- og Kirstens æbler som kom i sidste uge.

Jeg føler mig så rig og så tænkt på, at det halve kunne gøre det. I gør mig så glad alle sammen, når I tænker på mig og opmuntrer mig, så pyt med at hovedet værker ovenpå en tur til tandlægen :-)

torsdag den 24. september 2009

Posten ringede på...



...og jeg modtog en kuvert, som jeg ikke lige kunne gendkende afsenderen på.

Inde i lå denne smukke pakke sammen med et kort fra Kirsten ude på landet. Et lidt kryptisk kort, som lod mig forstå, at jeg fik en gave, fordi jeg havde lagt en kommentar til et indlæg på hendes blog.

Tænke, tænke, gruble, gruble samtidig med at jeg pakkede op og SÅ lå de der, Kirstens kæmpekup på et loppemarked tilbage i august... KÆMPEÆBLERNE



Altså, hvis nogen havde set ind ad vinduerne, havde de fået sig et godt grin, for jeg hoppede, dansede og smilede som en flækket træsko.

Tænk en gang, at Kirsten bare syntes, jeg lige skulle have nogle af hendes æbler. Generøs er det første der falder mig ind, opmærksom, menneskekender og gavegiver af Guds nåde følger lige bagefter.

Tak, tak og tre gange tak, kære Kirsten. De æbler bliver plantet om, inden du kan nå at sige loppemarked ;-)

torsdag den 23. april 2009

- vi nærmer os



I aften skal stuegulvet ryddes - igen - for så skal tæppet her samles.

De store linier er lagt fast. Tæppet er blevet lyst og let, med blåt, gult, lime og grafisk sort/hvidt og selvfølgelig med en masse arvestykker syet ind i det hele.

Jeg er så spændt på at høre, hvad moderen, konfirmandinden og de glade givere af broderierne siger, når de ser tæppet.

Nogle af sagerne er slået til og gået til, mens der er rester af andre stykker og også nogen som der desværre slet ikke blev plads til.

Lige nu ligger det på stoleryggen og venter på, at jeg får bagsiden syet færdig og støvsuget stuegulvet. Uha, hvor jeg savner det der klippebord på 200x250 - dream on frue !

tirsdag den 7. april 2009

Til en lille pige

Den lille pige, som puttetæppet skal lune her i løbet af foråret og sommeren, er født og hun hedder Kirsten.

Et fint navn som var i højsædet i halvtredserne, og som jeg ikke tror, ret mange småpiger hedder i dag, men det kommer måske.

Engang var det på mode at brodere en mindedug med navnene på fx alle gæster til et guldbryllup. Alle skrev deres navne på en dug, som en kvinde så påtog at brodere op. Jeg har 3 af dens slags duge, en som tydeligvis stammer fra en privat fest, en som er afskedsgave til en lærer og så denne her som stammer fra Sommerholdet på Tommerup Højskole 1952.

- og her er de så, alle hallvtredser-navnene eller rettere fyrrer-navnene: Hanne, Olga, Margit, Marie, Gerda, Agnes... og Kirsten, broderet med de fineste og mest nøjagtige kontursting.

"Kirsten" er nu klippet ud af dugen og syet ind i en pose til Kirsten anno 2009 og jeg synes, det er lidt sjovt, at hun nu har fået en pose med både navne- og broderirødder på.