Viser opslag med etiketten Stramaj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stramaj. Vis alle opslag

torsdag den 19. november 2015

Gaver, gaver, gaver



Webshoppen er fuld af gode gaveideer, og tehætten med den lille mejse er en af de rigtig gode, synes jeg.


Vores rør-taske, som er elsket af mange strikkere, fordi den er så rummelig, her med et stykke smuk stramaj fra en gammel klaverbænk.

søndag den 22. februar 2015

Til egen sofa



Mit LÆS!-projekt har været længe undervejs, men det er fordi, jeg er så hulens utro, når det kommer til at holde mig til eet håndarbejde af gangen.

Nu er puden færdig og den er landet i sofaen, og Karla er hermed afsløret, for den nye mørke pude var fyldt med lyse hundehår her til morgen :-)

Pudsigt nok, så sad jeg igen terminsprøve-vagt i onsdags og stramajede den for fulde omdrejninger med nogle små udgaver af Læs !.
Foreløbig er de tiltænkt et par puder og nogle net, men det kan jo nå at ændre sig mange gange. Uanset hvad de bliver til, så skal de være klar til Danmark Læser-dagen i april.

... og nu vil jeg lufte mit LÆS !-net mens jeg dasker op på biblioteket.

tirsdag den 10. februar 2015

At tage til genmæle



Som samler, kan man godt føle sig lidt klemt i en Ryd-op-smid-væk-verden, hvor man endda laver tv-udsendelser om mennesker, der får hjælp til at rydde op og smide ud.

Derfor tager Samler 1 her nu til genmæle med dette broderi, som på et tidspunkt blive forstykket til en pude, der får hæderspladsen i vores sofa.
Hvis ingen samler, er der intet at finde på lofter og i kældre, eller på loppemarkeder for den sags skyld - og museernes samlinger ville være noget blodfattige. Så jeg samler videre med oprejst pande og god samvittighed.

Inspirationen til selve broderiet og dets farver er hentet i de religiøse, broderede citater, som en gang hang på væggen i mangt et fromt, arbejdsomt hjem - og alle materialerne er selvfølgelig genbrug :-)

tirsdag den 11. november 2014

Stramaj-garns-jubel



Nogen har ryddet op og sendt mig den største pose Zephyr-garn, jeg har set længe.
Det garn laves ikke mere og derfor dansede jeg jubeldans, da jeg åbnede pakken også alle de dejlige farver, som jeg nu kan bruge i mine stramaj-broderier.
Tusind, tusind tak til de glade givere.
Fredag slippes hånden fri igen, og så kan jeg lige så stille begynde at brodere og strikke igen. Som jeg dog glæder mig :-)

søndag den 26. oktober 2014

Søndags-stramaj



Søndagen blev brugt på det sidste store ryk i Anneks-butikken og Hjælpepige 2 er her ved at lægge stramaj-puslespil.
Lad os bare sige, at hun var kommet på arbejde, men det lykkedes til sidst og nu hænger Stramaj-puslespillet på endevæggen i indgangspartiet til Anneks-butikken og byder velkommen.

HUSK at søndag er sidste chance for at deltage i vores lidt nørdede, men velmente konkurrence.

fredag den 18. april 2014

Biblioteks-klar



En pude blev det ikke til, men i stedet et bog-slæbnings-net, som jeg er svært tilfreds med. Broderiet er kombineret med forskellige Kvadrat-rester og nettet er ganske rummeligt.
Mine kursister har set  - og kommenteret - det, og det samme gælder Pelse, ekspedienten i boghandleren og vores lokale bibliotekar.

... og nu hvor jeg er i gang med at promovere læsningens glæder, så laver jeg lige en håndfuld LÆS !-net dog ikke med stramajbroderi på, men de kommer i butikken og med på Sommersalget, når den tid kommer.

Det andet LÆS !-broderi er sat til opspænding, måske det er tørt allerede nu og klar til næste skridt på vejen til at blive en pude ?

onsdag den 5. marts 2014

2. udgave



Den første udgave af LÆS ! blev lidt kedelig og endte med absolut ikke at passe ind der, hvor jeg havde tænkt mig, at den skulle stå.

Det går jo ikke, så nu er jeg i gang med en klassisk zephyrgarns-reste-udgave af LÆS !, og den får på alle de farverige tangenter, jeg overhovedet kan finde.
Mens mit danskhold sad og svedte til terminsprøven, sad jeg vagt samtidig med, at jeg broderede løs og en af de unge mænd kommenterede kvikt: Nå, sidder du og strikker!
Den kan jeg jo ikke have siddende på mit håndarbejds-faglige jeg, så jeg har planlagt en lille instruktiv hands-on-instruktion til dem, så de fremover kan kende forskel på strik, hækling, broderi og syning.

Der er lang vej endnu, inden det sidste sting er broderet, men ikke så langt, som der har været - og denne udgave, den sidder lige i skabet i forhold til den tiltænkte plads.

lørdag den 23. november 2013

Bedre sent end aldrig



Det startede med at jeg så et billede, som inspirerede mig til endnu et stramaj-reste-projekt.

Jeg begyndte fluks, men så gik jeg kold, fordi jeg ikke kunne matche farverne fra billedet med mit zephyr-garn og fordi jeg konstant måtte formindske og gå på kompromis og til sidst endte broderiet i raseri den store måske-bunke.
Der lå det i mange måneder, men nu er det afsluttet og pryder klappen på en ½-pc-taske, og jeg er faktisk endt med at være tilfreds.

De lyse farver ser noget udflydende ud, men der er faktisk tale om alt fra råhvid, over lysest tænkelige lime, til lys grå. Desværre er fotografen ikke i stand til at fange de  nuancer i det noget grumsede lys, vi holder os i Harlev i dag.

Næste lørdag kan du møde både tasken her og chefen selv, når vi er på Julemarked hos Fru Møllers Mølleri

mandag den 14. oktober 2013

Armbånd med kongeligt touch



Hvem har ikke siddet ved et frokostbord og smurt sine madder på et smørebrædt med en fint, ofte gråt, mønstret overflade?

I seneste nummer af Hus og hem Retro, var der en artikel om dem, og hvad jeg ikke vidste var, at de stort set allesammen er fremstillet i samme svenske by.
Hvad jeg derimod godt vidste var, at Dronning Ingrids bror Sigvard Bernadotte var manden bag et af de allermest kendte og elskede mønstre Virrvarr.

Jeg har samlet mig en pæn stak skærebrædder, men mange er noget hærgede efter lidt for heftig knivførelse - men så fik jeg en ide.

"Faar, kan du lave et armbånd til mig ud af et tyndt Virrvarr-skærebrædt?"
"Brumme, brumme -  jeg kan da prøve"

... og det kunne han - selvfølgelig - og jeg elsker det, selv om jeg ellers ikke berømt for at kunne finde ud af det der med smykker.
Armbåndet er let, diskret og samtidig aldeles særligt, og far kan godt gøre sig klar til lidt overarbejde, for om lidt kører jeg ned til ham med endnu en stak skærebrædder.

mandag den 7. oktober 2013

Nye varer i Kiosken



Rykker det i brodere-armen, så er Fru Zippes små broderikits lige noget at kaste sig over.
Alt du skal bruge til broderiet findes i æsken, så du skal blot sætte dig i den gode stol, åbne æsken og gå i gang.

I webshoppen er der suppleret op med både gamle kendinge som Pelses Valmuer og de nyeste, friske sager, som Anne Sandbjergs Nordiske stjerner og Oldemorsfirkanter og så Fru Asboes frække, dovne katte.

søndag den 1. september 2013

En læsehest blæser til kamp



I år sparker jeg meget målrettet til mine danskkursisters læseevner.
Til en start er de blevet grundigt testet, og lige nu læser de 20 minutter i starten af hver dansktime - og der er dødsens stille imens.
De er helt klar på udfordringen, så på mandag skal alle udstyres med en "rigtig" bog og tirsdag går vi all in på læsestrategier.

Mit skoleliv smitter ofte af på mit håndarbejdsliv, og derfor ligger der nu et stramaj-opråb ved min lænestol.
Når jeg er ved vejs ende og broderiet er blevet til en pude, har jeg skumle planer om, at puden kommer til at stå et meget synligt sted på min skole :-)

... og hvis vi satte lige så meget fokus på at læse 20 minutter om dagen, som vi gør på at røre os mindst 30 minutter og at spise 6 gange grønt, så kunne vi nok få flere mennesker lykkeligt igennem vores uddannelsesystem.

mandag den 24. juni 2013

Gensyn med Omvendtslev




Mit stramaj-projekt, som startede med bundfarven i stedet for mønsterfarverne er nu fuldbragt.
Det er ikke sidste gang jeg starter med bundfarven, og resultatet er jo endt med at være ganske farvestrålende, lige som jeg kan lide det.

... beklager, at nogle af farverne er noget udvandede, det skyldes helt og alene fotografens manglende evner.

søndag den 19. maj 2013

Nyt fra Omvendtslev




Normalt starter jeg et stramajbroderi med mønsterdelen og snupper bundfarven til sidst, for så fylder broderiet ikke så meget i venstre hånd.
Det har dog den ulempe, at jeg så har hulens svært ved at bruge anden bundfarve end forskellige nuancer af alle bundfarvers moder, nemlig beige, og det er jo træls, når man posevis af andre smækre bundfarver liggende.

Derfor har jeg slået mig ned i Omvendtslev og er denne gang begyndt med bundfarven, som er en slags dueblå med et skud grønt, og så må cirklerne få farver, som passer til den bund.
Det har givet en anden farveskala, end jeg ellers falder til at bruge, mere douchede, mere almue-agtige og måske også mere 50´erne-ish.

torsdag den 4. april 2013

Forårs-farveklatter



Vi trænger vist alle til lidt forårs-pep, så der kom ekstra godt med farver på 3 små tasker, som røg ud af systuen i sidste uge.

Taskerne hænger nu i Grün i Odder, og i morgen får de friske puder - også med indbygget forårs-pep :-)

mandag den 4. februar 2013

Rule Britannia


I vores familie holder vi meget af engelsk humor, engelsk musik, engelske serier - ja vi tager sådan set med kyshånd imod det meste, der kommer fra den britiske ende af verden.

Marketingsassistenten tilbringer en ikke uvæsentlig del af sit arbejdsliv derovre, og hun slæber livsnødvendigheder som band-t-shirts, whisky og magasiner om engelsk fodbold i 70´erne hjem til os alle.

Derfor var valget af hendes julegave overordentlig let, da chefen fandt et stramaj-broderi-kit med et vajende Union Jack.
Puden blev broderet i al hemmelighed, hvilket ikke er så let, når nu vi med stor fornøjelse render ud og ind af hinandens hjem, men det lykkedes.

Glæden hos marketingsassistenten var stor da gavepapiret blev flået af, og chefen har ikke undladt at fortælle, at hun ydede en top-præstation udi stramaj-broderi på tid, for at få puden klar til juleaften.

... og som den da klæder marketingsassistentens hjem :-)

søndag den 20. januar 2013

Kiosken er åben


En Kiosk er en dejlig ting og min barndoms kiosk var Is-Jensens henne på Ibæk Strandvej, hvor vi omsatte vores lommepenge i slik, is og pølser. 
Is-jensen lukkede først kiosken op hen på eftermiddagen, når han havde fået sovet ud efter natarbejdet inde på Spinderiet, hvilket vi syntes var noget så urimeligt.



Nu starter Tulipaner og tomater vores egen Kiosk, som ligger ganske dugfrisk inde på vores hjemmeside.
Vi handler hverken med is eller pølser, men dog med en slags voksen-slik, for sortimentet består af stof - både retro-stoffer som stykket her med de fine blomster og hjerter og helt nye -, tilbehør, som vi ikke tøver med at anbefale fx Clovers opsprætter og småting som bånd og knapper.



... OG, så præsenterer vi jer for nogle af Fru Zippes små, skønne broderi-kits, som denne Lakrids-konfekt-mobil-taske.

Vi har gjort vores bedste for, at der vil være rigelig mulighed for at snolre alle sparepengene op, præcis som vi gjorde henne hos Is-Jensen.
Jeg erklærer hermed Tulipaner og tomaters Kiosk for ÅBEN.

tirsdag den 4. september 2012


En stor æske stramajgarn landede på mit bord for nogle dage siden og det særlige ved denne æskefuld er, at den indeholder ualmindelig meget lilla garn.
Det er jeg så vældig tilfreds med, for lilla hænger ikke på stramajtræerne - det gør til gengæld brun og beige - og det er ikke lige de farver, jeg smider mest i stramajnålen.
Nu er der top på den lilla stramajgarns-pose, og det kommer næste reste-projekt givetvis til at bære præg af.

... tjek lige det dejlige æskelåg med de Bjørn Wiinblad-agtige fugle. Det er næsten lige så dejligt som alle garnerne.

tirsdag den 14. august 2012

Til de lange vinteraftner

Så er der nye broderikits fra Pelses hånd og de blev lanceret på week-endens messe i Vejle.
Skal man tro Fru zippe, så dukker de op i rigtig mange butikker i løbet af de kommende uger, også i Broderi Moderne hos Pelse selv.


Sildepuden i Sommerhus-paletten tror jeg rammer mangen en terrasse næste sommer.


... og mariehønen, som vist nok er første motiv i en insekt-serie.



Toppen af poppen er denne pude, som er inspireret af Aros´ taginstallation Your rainbow panorama og den kunne sagtens finde vej ned i min broderikurv her til vinter.

Vi undskylder for billedkvaliteten, men messelys, mange mennesker og en ikke alt for habil fotograf er ikke nogen god kombi!

tirsdag den 7. august 2012

Atletix og Majestix



Selvfølgelig benyttede vi Vadehavsturen til at aflægge et behørigt antal genbrugsbutikker et besøg, og i Toftlund lå Majestix ene, forladt og ubroderet i en kurv med strikkegarn.

Det gjorde han ikke ret længe, for mens Per var oppe i den anden ende af gaden for at se nærmere på brandstationen, sorterede jeg butikkens stramajgarn igennem, så Majestix omgående kunne komme under nålen.

Han er fra 1976 og ovenikøbet trykt i Danmark af Cewec, så jeg tror, han kommer med på messe i Vejle i week-enden.
Så vil jeg flashe ham på Cewecs stand og høre om man skulle være så svineheldig, at der i et fjernt hjørne på lageret skulle ligge en lille uanseelig bunke stramajbunde med fx Asterix, Obelix eller min yndlings-galler Troubadurix på.
Jeg ser en række fantatstiske galler-puder for mig, selv om Per mener, at en mand der er vant til at blive båret frem på skjolde ikke under nogen omstændigheder kan tåle at blive siddet på, så han stemmer for en Majestix-taske i stedet.

Det meste af Majestix er broderet til OL-atletik, og i aften giver jeg himlen over Majestix en sidste omgang. Så kan græsset for hans fødder få en tur i morgen.

fredag den 27. juli 2012

Sommerens skønneste onsdag


Der var solskin, glade gæster og i det hele taget var humøret sjældent set bedre, på årets sidste Sommersalgsdag.
Drømmesengen med Andersine og Anders And-puderne var noget af det eneste, som stod i teltet, og den ternede plaid er den sidste af de tre, som mor har vævet, og jeg er vild med de farverige tern.


Palle-øen gav plads til vores Pre-fall udstilling og Løvemose-tesættet til venstre havde mange bejlere.
Det endte med at komme til at bo i et sommerhus ganske tæt på Helgenæs, hos nogle dejlige mennesker, som glædede sig til at drikke te af de store, flade kopper.


Pude-kurvene havde top på fra morgenstunden, men var noget mere slunkne at se på, da vi pakkede sammen :-)

Alt er pakket sammen og sat på lager i garagen, i annekset og i kælderen, og nu holder vi nogle velfortjente fridage - oven i købet i solskin - så længe det varer.