Viser opslag med etiketten Børnetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børnetøj. Vis alle opslag

onsdag den 30. juli 2014

Småt er godt


Når den ene symaskine er sendt på et velfortjent kurophold, er det begrænset, hvad jeg kan lave på syrummet - udover at rydde op, og hvem gider lige det, når det er tonsevarmt?
I stedet er jeg gået i gang med en Rilletrøje, som bliver smukt meleret med en meget lyserød og en råhvid tråd strikket sammen og som har små, nydelige snoninger i raglanindtagningerne.
... og det dejlige ved småt strikkeri er, at det hurtigt bli´r til noget.

torsdag den 23. januar 2014

Jeg har så svært ved at smide ud...



... og derfor er jeg i gang med lave en pigekjole inspireret af Marimekkos berømte Lommekjole.

Bundstoffet er en børnehave-venlig skjorte-denim og lommerne bliver i min udgave erstattet med firkanter af små-bitte broderi-rester.
Jeg ved godt, at det er nørdet og små-sært, men jeg bli´r altså så hamrende glad af at kunne finde anvendelse for selv de mindste små rester.
Denne unge dame, som har de smukkeste, store øjne er booket til at prøvekøre modellen, og jeg glæder mig utroligt til at se hende i den.

torsdag den 16. maj 2013

Pinse-lørdags-kjoler



Vi sætter alle de sejl til, som vi overhovedet kan på lørdag, så vi rydder op i resterne, og laver nogle Pinse-gode tilbud.

Derfor kan du få fingre i sidste småpigekjoler til halv pris - og hvilken lækker-brun børnehave-pige kunne ikke bruge en frisk sommerkjole?

fredag den 19. april 2013

Kopi-cardi - Girl



En pige-udgave af min elskede Kopi-cardi har set dagens lys.

Den er strikket i Kenneths Højlandsuld i alverdens farver med bundfarve i - tror jeg nok - Blåbær.
Delestriben har jeg strikket ret, så den nu er ophøjet til dele-rille!

Opskriften er den stribede cardigan fra Knit for your kid, blot har jeg fortsat striberne helt op i halsen.
Den dejlige faste forkant er fra den retstrikkede cardigan i Babystrik på pinde 3. og den kant kommer jeg til at bruge igen og igen, for den giver en perfekt finish.

Nu mangler Kopi-cardi Girl bare en strop, en knap og en lille, farveglad ejer, men hende har jeg nu i kikkerten :-)

søndag den 3. maj 2009

Hjælpedrengen tager over



Når man tager billeder til Tulipaner og Tomaters hjemmeside, så er der heldigvis ofte en lille dreng, der lige er fyldt en hel håndfuld, som gerne vil hjælpe til. Han vil så forfærdelig gerne stå bag kameraet, og når han bliver sluppet løs, kommer der resultater som dette ud af det.

Jeg synes faktisk, det er ganske godt gået af en 5-årig med krudt i numsen og vi regner klart med at have en kommende fotograf af verdensklasse løbende rundt i stuerne.

Den onde moster ville nok have fjernet den tråd, der snor sig kækt hen over den turkise hagesmæk. Men den slags pysse-nysseri tager Anton sig ikke af, man er vel dreng!

Hagesmækkene er på vej ind på hjemmesiden og de findes både til piger og drenge.

torsdag den 30. april 2009

Tulle-buks



Til Børnebazaren syede jeg en serie pigebukser i det dejlige Liberty-stof. Nu er de blevet fotograferet og dette par synes jeg bare er så dejlige, som de hænger der blandt grønne forårsgrene.

Lyse, lette farver og et snit som passer i lang tid, for de kan snildt bruges, selv om benene vokser lidt rigeligt. Sammen med en kjole eller en top bli´r de et fantastisk sommersæt.

hjemmesiden kan du se flere par og drømme om sol, sommer og brune pigeben.

torsdag den 15. januar 2009

Bettys forårskjole


Når Betty er klar til at komme ud i foråret, så kan hun jo passende gøre det i denne kjole, for pudegiveren syntes, at den lille pige også skal have kjoler i sin garderobe.

Den er jo variation over et tema: Et gammelt broderi - resten af en kaffedug - , noget terapi-tryk og lidt nutidigt stof. Bærestykket er fra Anna Maria Horner og jeg synes, det giver det nutidige touch, som en tøsekjole anno 2009 skal have.

Der er 3 små gamle knapper i bærestykket på ryggen, men fotografen var uvenner med lys, kamera mm. så dem må I tænke jer til.

tirsdag den 19. august 2008

Efterårets kjoler er klar


På lørdag bliver det tørvejr i Århus!

Der er nemlig Brugskunstmarked på Kostertorv fra 10-16 og jeg har en stand med Tulipaner og tomaters bedste bud på bløde varer til efteråret og ....

Så jeg er syr i hver en ledig sund og i dag kom der pigekjoler ud af antrengelserne. Denne gang er underdelene lavet af gode genbrugsduge, mens overdelene fortrinsvis er af nyt stof hhv. Liberty-fløjl og Kaffe Fasett-bomuld. Mums !

Lur mig, om de ikke kunne være et værdigt alternativ til de flæsebefængte afdansningsbalskjoler der ellers er i omløb. Ellers er de i hvert tilfælde gode med en uldundertrøje og et par gamacher under, når det bli´r køligere.
Kikker I forbi på lørdag ?

tirsdag den 8. juli 2008

Til fest og den slags


Altså, der er kjoler man går i børnehaven i og der er kjoler man går til fest i og jeg vil mene de 3 her tilhører sidste kategori.

Her er der gang i kaffedugene, de blidere farver og de søde blomsterknapper.

Det er altid sjovt at lægge mærke til hvilke kunder/mennesker der tiltrækkes af hvilke fx kjoler. Denne model er det ofte de små piger selv eller bedstemødrene, som falder for. Der er lidt prinsesse over det og der er nostalgi og genkendelse i broderierne og den lille pigekrave. Mødrene ser som regel kun de sarte farver, strygningen og mangelen på børnehave-quality.

Lige nu bærer mit syrum overordentlig meget præg af, at der har været intensivt gang i både maskiner og stofbunker. Faktisk er der lidt Sodoma og Gomorra over det, men pyt om nogle timer er jeg på vej til Helgenæs og jeg glæder mig. Oprydningen må vente til jeg er retur igen på torsdag.



torsdag den 26. juni 2008

- og bukser !


Amalies mor syntes lige der manglede et par sommer-bukser til turen til Spanien.
Heldigt, at jeg så lige havde en lysegrøn dug med blomster og grønne ranker liggende. Den var godt nok noget plettet, men et par bukser str 98 fylder ikke så meget, så der var lige nøjagtig plads til dem, når jeg klippede uden om hullerne.
Altså, er den lille dame klar til at gøre Spanien og jeg vil vente med længsel og kolde tær på at se billederne derfra.

onsdag den 25. juni 2008

En frakke til Amalie



For laaaang tid siden, faktisk i efteråret, begyndte jeg at lave pigefrakker. Sådan nogle til lidt fin brug, men som i en snæver vending godt kan bruges i børnehaven.
De faldt heldigvis i god jord og så kom bestillingerne. Den ene til en frisk pige med gang i både ben og mundtøj, som hedder Amalie.

Nu er frakken færdig og om lidt komme hendes farfar og farmor og henter den. Jeg er altid spændt på, hvordan en bestilling bliver modtaget, for et er at snakke sig frem til stof, model osv., noget ganske andet er at se sagen færdig og klar til brug.

Frakken her er lavet af - igen - Tricia Guild stof i den dejligste lyseblå farve med små gule blomster på. Foret er køkkenternet bomuld i lyseblå og ecru og det er også brugt på kanten på lommerne og ærmerne. Knapperne er forskellige perlemorsknapper.

Tricia Guild er jeg totalt forelsket i, eller rettere hendes farveglæde og ditto-sans. Hun skaber smukke, smukke stoffer, som overgår det meste andet på markedet, hvis man er til farver og store mønstre i en opdateret britisk version.

Cath Kidston er ok, men Tricia er dronningen og jeg køber hendes stof, når jeg kan komme til det. Det vil sige, når det er sat ned, for billigt er det desværre ikke.


tirsdag den 10. juni 2008

Anton fiskerdreng

Anton iført både fiskerhat og rendegra-ver-shorts sidder her sammen med storebror Frederik på broen i Kongsgårde og forsøger ivrigt at få noget i nettet.
I går fortalte Anton mig, at han havde haft shortsene på i børnehaven - og var blevet beundret - så de er altså også godkendt til børnehavebrug af den strenge drenge-kontrol.
At vokse op så tæt på vandet er ubetaleligt. Der ligger SÅ mange timers leg og udfordring lige under næsen på een, når man har vandet som nabo.... og det giver mulighed for vidunderlige billeder !

fredag den 6. juni 2008

Shorts.. med rendegravere på !


Tidligere har jeg her på bloggen fortalt om Antons forsinkede fødselsdags-shorts.
Her er de så og de ER taget i brug. Det er en god gammel kending, hvad model angår, som bare dur til aktive drenge. Ikke noget med lynlås der bøvler, men elastik i taljen og god plads til både lår og mave.
Stoffet er indkøbt specielt til Anton, fordi han er vild med store, larmende køretøjer og da det gik op for ham, at der også var rendegravere på de nye shorts, blev det kundgjort højt og tydeligt for den ganske familie.
Han er vild med dem - både shortsene og rendegraverne - og hvis det lykkes mig at fange ham med shortsene på, snupper jeg et billede til senere blog-brug.

torsdag den 15. maj 2008

Dagmars sommekjole


Pinsen var varm og dejlig og dagene i Ebeltoft gik fint.
Det er altid dejligt at komme ud og møde kunderne, både nye som gamle og få en snak og et godt grin.
Denne unge dame hedder Dagmar og hun fik sammen med sin søster Astrid en ny sommekjole. Hun prøvede tålmodigt flere af slagsen, mens moderen og jeg diskuterede, om det nu var de rigtige farver til en lille rødhåret pige, om snittet var ok osv. osv.
Det endte med denne supersøde lyserøde-lilla sag og en pink sommehat til at skygge for solen.
Hvis ikke hun lægger det halve Ebeltoft for sine fødder, så ved jeg ikke, hvem der skulle kunne gøre det.

lørdag den 26. april 2008

Sommerdrømme


Jeg er i gang med at planlægge først Pinsesal-get i Ebeltoft d. 9 og 10. maj og senere sommer-salget på Helgenæs i uge 28,29 og 30.
I den forbindelse var vi i billedarkivet for at finde materiale til årets flyers og plakater og så sad vi der i gråvejret og sukkede. For det ene sommer-i-haven-med-udsigt-til-vandet-billede efter det andet dukkede op fra filernes vinterhi.
Se bare her for en dejlig tørresnor med pigekjole, poser og en lille rygsæk.
Vi satser hårdt på, at Vorherre er klar til at kompensere for sidste års vååååde sommer og sender noget solskin til landet, når sommereferien rammer de Helgenæske kyster. Og alle andre kyster i Danmark, s´fø´li´.

søndag den 17. februar 2008

Karla


Vinterferie er godt for mange ting. og kan resultere i mangt og meget.

Her er et af resultaterne, nemlig en ny sag, som bliver et af Tulipaner og tomaters nye pige-ting til sommer. Det er en lidt løs skjorte, som vil passe skønt over et par løse bukser evt. med en lille t-shirt på inden under i begyndelsen af sommeren. Her er den syet op i et stykke Liberty-stof, som er helt perfekt, når det både skal være sommerligt og falde pænt. Heldigt at jeg på det nærmeste har en Liberty-lavine liggende bag døren til syrummet, for jeg tror skjorten bli´r et hit og så er det godt med et lager :-)

Jeg har gjort det til en vane at opkalde mine pigekjoler efter mine små pigekunder, derfor hedder denne model nu Karla, som er min seneste lille kunde. Jeg tror Karlas mor hopper af glæde og kræver den syet op i et eller andet lilla, så datteren er klar til sol og brune ben.