Viser opslag med etiketten Broderier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Broderier. Vis alle opslag

lørdag den 21. april 2012

Tiden går med raske fjed...


... men der er er stadig et par timer, til vi lukker for vores 10-posers-turnering, så du kan sagtens nå at være med endnu.

I morgen tidlig læser chefen alle svar igennem og senere på dagen, når hjælpedrengen og hans bedste kammerat Sigurd har ageret lykkens guder, afslører vi vinderen.

Hvem ved, måske smider vi en lille tillægsgevinst oven i hatten!

søndag den 15. april 2012

Hvad en skihop-konkurrence kan inspirere til


Marketingsassitenten var så letsindig at give sig til at rydde op i et sværttilgængeligt loftsrum mellem jul og nytår.
Den kontante afregning blev et hold i ryggen af den onde slags og derfor lå hun nytårsmorgen henslængt i sofaen, alt imens den traditionsrige 4-bakke-turnering løb over skærmen.


Der gik ikke længe, inden jeg havde hende i røret: "NU ved jeg, hvad der skal være Tulipaner og tomaters næste konkurrence. Vi skal da have en 10-posers-turnering, eller en Gæt-hvilket-land-motivet-på-posen-stammer-fra-konkurrence"

 ... og så gik vi i gang med at lede efter broderier der kunne associeres til et land - og det var ikke helt let.


Vi medgiver gerne, at ikke alle motiver ligger lige til højrebenet, men alle skal have en passende udfordring uanset antallet af udenlandsrejser eller viden om broderiverdenens mangfoldighed.
Hjælpedrengen har været forsøgskanin og han kunne gætte 4 af motiverne, så deet :-)

Hvis du har lyst til at gætte med, skal du enten lægge et svar her på bloggen eller sende en mail via vores hjemmeside, og fortælle, hvilke lande du mener er repræsenteret på de 10 poser.
Vi skal have dit svar senest d.21.4.

Præmien skal selvfølgelig stå i et rimeligt forhold til udfordringen, så denne gang sætter vi en taske efter eget valg fra Tulipaner og tomater på højkant.
Hvis flere har det rigtige svar, så trækker vi lod på hjælpedrengens fødselsdag d. 22.4. og med selvsamme hjælpedreng, som lykkens pamjulefis.

Vi glæder os og håber du har lyst til at lege med.

tirsdag den 5. oktober 2010

Udkik til afklip

På lørdag skal jeg underviseDOF Nørhald Aftenskole og jeg er rigtig spændt. Ikke på det at undervise, det lever jeg jo sådan set af at gøre, men på at møde de 10 broderi-elskere, som har meldt sig til kurset.

Jeg har lovet at tage allehånde rester med, så vi virklig har noget at rive i, prøve med og undres over, når vi skal flytte vores broderier ind i den moderne hverdag.

Derfor er jeg ved at arbejde mig ned igennem min afklipssæk, som står ved siden af klippebordet og dagligt fodres med de rester, jeg tror kan bruges igen.
Det er slet ikke kedeligt, og jeg føler mig lidt som min egen arkæolog, når jeg er sikker på, at  jeg er nået ned til februar 10-laget, fordi jeg har fundet et stykke lilla fløjl af den slags, jeg brugte til Antons fastelavnsdragt.



Sådan ser toppen af den første sæk, som skal med til Nørhald, ud ...



... og her er toppen af sæk 2, og det allerbedste er, at kursisterne også kommer med stof-rester :-)

tirsdag den 7. september 2010

Kom og vær med

For nogle måneders siden kontaktede DOF Nørhald Aftenskole mig for at høre, om jeg havde lyst til at slå et lørdags-hold op.


JEP, det havde jeg, og nu er der åbent for tilmelding til holdet.
Indhold-beskrivelsen ser du lige her, og har du lyst til en dag sammen med broderier, skarpe sakse, masser af tips og tricks og en flok gæve kvinder, så meld dig endelig til. Det bli´r garanteret sjovt :-)

torsdag den 27. august 2009

Emmas tæppe



Gennemprøvet og testet godkendt!

I maj fik Emma et skønt ”slægtskabstæppe” i konfirmationsgave, som Hanne havde kreeret. Jeg lovede dengang at vende tilbage med nogle billeder fra dagen … men vi er ikke så hurtige heroppe nordpå, derfor den sene reaktion .
Men til gengæld kan vi fortælle, at tæppet var i brug - inden sidste gæst havde forladt festen.
Da var Emma nemlig, at finde oppe på sit værelse under tæppet sammen med vores kat Zina. Tilfredse men trætte.

Siden er der blevet til mange hyggestunder under tæppet. Moderen ville gerne have skrevet, at det var sammen med den ene intellektuelle bog efter den anden… MEN det ville være at lyve…



Emma roer meget – og efter en tur på fjorden, er der ikke noget skønnere end at komme hjem til tæppet, sækkestolen og tv-serier af tvivlsom karakter. Og så kan Emma jo passende sende en tanke til sine rødder, der måtte nøjes med nål og tråd, mens Emma både kan se ”Extreme Makeover” og ”Top Model”.

Ja, tæppet bliver brugt, kan tåle det, har den rette størrelse og look. Er blødt og krøllet … Her er Emma lokket til at posere sammen med det …



Og familien har en ny bestilling på vej til Tulipaner og Tomater – denne gang er det en stak hvidt pudevår, vi gerne vil have anvendt til 2-3 sommerhustæpper.

Det er Emmas farmors initialer, både hendes pigenavn og giftenavn - der er på pudebetrækkene, men vi er lidt i tvivl, om det også er hende, der har broderet dem alle – da hun ligesom Emma syntes, der er andre og mere vigtige ting i livet!

Hilsen fra
Familien fra Nord

Åh, hvor blev jeg glad for billederne og historien om Emma og hendes tæppe. Billederne yder tæppet fuld retfærdighed og da Emma bor i det bollæsskeb, som lægger lokaler til Eftersommersalget, kan det være, jeg kan lokke hende til at vise det frem d. 26.

Tak Emma og Familien fra Nord :-)

fredag den 12. juni 2009

Man må kravle før man kan gå...



- eller man må få stramajerne ud af rammerne, før man kan bruge dem til tasker.

Turen til Vejen og omegn bød også på en stak indrammede stramajbroderier af de bedre, så nu er mit specialfremstillede mordredskab fundet frem og vi er - ready for business.

Det er såmænd bare en almindelig skruetrækker, som min kære Far har pillet lidt ved. Han har fræset et spor i den, så jeg nu uden større besvær kan fjerne alle de små blå søm eller hæfteklammer, som en eller anden har sat broderierne fast i rammerne med.

- inden længe tror jeg, svanerne her pryder klappen på en pc-taske !

tirsdag den 19. maj 2009

Forårsheld



Der er nogle genbrugsbutikker, jeg tit kommer forbi og een af dem besøgte jeg i dag.... hvilket held.

Dels havde de broderi-uge og vinduet var fyldt med broderier af enhver slags, dels stod denne fantastiske, lille perle af en broderet taske og ventede på mig.

Haandarbejdets Fremme når det er allerbedst, og håndarbejde når det er af højeste karat. Tasken er broderet i petit point - meget små halve korssting, som man skal have et godt syn for at kunne brodere jævnt og fejlfrit - og monteret med bøjle og kædehank. Selvfølgelig er der en lille-bitte lomme i foret, givetvis beregnet til en læbestift... i guld-etui!

Jeg har stillet et almindeligt vandglas af den rillede slags ved siden af tasken, for at illustrere størrelsen, for det er en lille festtaske, vi har med at gøre her.



Nærbilledet af den nederste del af tasken viser, hvor små stingene er, hvor smukt den er broderet, og hvor detaljeret blomsterne er.

Broderiet er tegnet af Christiane Hæk, som lavede udfyldte broderier - fx grøftekanter - med en meget stor detaljerigdom. Tasken produceres ikke mere, men det gør en pude med samme motiv, hvor stingene dog er noget større.

Pelse har 2 andre tasker af samme model stående fremme i sin butik. Den en er med små, kønne musvitter på og den er broderet af Pelse mor tilbage i 60´erne. Kik derind næste gang du er i Århus, for der er masser af broderi-goodies at se og røre ved og top-service.

Min dag er reddet og tasken bliver ikke splittet ad, men ender i min ganske, særlige sakse-ingen-adgang-kasse.

fredag den 15. maj 2009

16. maj



I nat vil et utal af mænd og kvinder i det ganske land iføre sig grønligt tøj. De vil næsten ikke få sovet, og for nogens vedkommende har de ventet denne nat ellere rettere i morgen tidlig med længsel. De vil være at finde i krat, langs hegn, i rydninger i skoven eller på tophemmelige lokaliteter, hvis placering de end ikke vil røbe, hvis de kom under skarp tortur.

Alt sammen fordi jeg har fødselsdag..... nåh nej, fordi bukkejagten går ind.

Det gør den hvert eneste år d. 16. maj og det grinede vi meget af, da jeg var 30 år yngre!

Som hyldest til de prægtige dyr, som nu skal drive gæk med den samlede danske jægerstand, har jeg sat min smukkeste hjort på en 16. maj-pude. Flottere buk skal man da lede længe efter. Han vil kunne beses hos Emilies Hjørne både lørdag og søndag og hvem ved, måske bliver han til en jæger-trøste-gave.

Til sidst vil jeg sige knæk og bræk til Henrik, Lars, Birthe og alle de andre med jagttegn, som nu går hvileløse rundt og venter på solopgang.

torsdag den 23. april 2009

- vi nærmer os



I aften skal stuegulvet ryddes - igen - for så skal tæppet her samles.

De store linier er lagt fast. Tæppet er blevet lyst og let, med blåt, gult, lime og grafisk sort/hvidt og selvfølgelig med en masse arvestykker syet ind i det hele.

Jeg er så spændt på at høre, hvad moderen, konfirmandinden og de glade givere af broderierne siger, når de ser tæppet.

Nogle af sagerne er slået til og gået til, mens der er rester af andre stykker og også nogen som der desværre slet ikke blev plads til.

Lige nu ligger det på stoleryggen og venter på, at jeg får bagsiden syet færdig og støvsuget stuegulvet. Uha, hvor jeg savner det der klippebord på 200x250 - dream on frue !

lørdag den 18. april 2009

6 stk.


Serieproduktion har for mange en grim klang, for det lyder af børnearbejde, usle lønninger og manglende sjæl.

Men jeg er serie-ist bl.a. fordi det sparer tid og fordi jeg så ikke altid har mit klippebord fyldt med stof, fraklip, knapper osv.

Vel, vel vi taler ikke om Henry Fordske serie-dimensioner, men når der ligger fx 6 stk. pc-tasker færdigklippede og syklare, så går det altså rapt med at få dem syet.

Her er den så, den seneste serie pc-tasker. Fotograferet på den trappe som stadig til vores hund store fortrydelse ikke fører nogen steder hen, men som er perfekt til fotosessions.

De 3 nederste tasker er bestillingsopgaver og er derfor solgte, men resten dukker op på hjemmesiden inden længe.

Den allernederste taske bærer Margrethe-puden på klappen, så nu mangler jeg bare at få Anne-Marie-puden under saksen, for Benedikte-puden har jo fået en gennemgribende make-over.

- og så er der det fantastiske H.C. Andersen-broderi på 3. pude fra neden..... det gad jeg godt have et mere af !

onsdag den 8. april 2009

Det her bli´r sjovt

Der kom en pakke i går, fyldt med broderier af en ganske særlig slags, for en konfirmand - mor har nemlig fået en god ide.

Hun har samlet broderier, mellemværk og duge fra kvinderne i konfirmandindens familie, og der er sager fra moren selv, bestemødrene og 2 oldemødre plus det løse.

Jeg er så blevet bedt om at lave et stamtræs-konfirmations-tæppe til konfirmandinden, hvor stykkerne skal indgå og kombineres med noget fra mine hylder.

En fantastisk ide, synes jeg, så pigebarnet kan fremover tage sig en lur under et tæppe syet af familie-historiske stoffer tilsat lidt nyt.

- og så sådan helt stof-nørd-mæssigt set synes jeg det må være vidunderligt at have tekstiler, som ens oldemødre har lavet, og i den kvalitet. De er blevet passet på, kan jeg se og vil sagtens kunne holde langtid endnu, altså alt afhængig af hvor meget tæppet kommer til at blive brugt, s´fø´li!

Så nu skal der klippes og aes og lægges puslespil i stort format. Det bli´r sjovt, rigtig sjovt og jeg er så spændt både på det endelige resultat og på konfirmandindens reaktion.

tirsdag den 7. april 2009

Til en lille pige

Den lille pige, som puttetæppet skal lune her i løbet af foråret og sommeren, er født og hun hedder Kirsten.

Et fint navn som var i højsædet i halvtredserne, og som jeg ikke tror, ret mange småpiger hedder i dag, men det kommer måske.

Engang var det på mode at brodere en mindedug med navnene på fx alle gæster til et guldbryllup. Alle skrev deres navne på en dug, som en kvinde så påtog at brodere op. Jeg har 3 af dens slags duge, en som tydeligvis stammer fra en privat fest, en som er afskedsgave til en lærer og så denne her som stammer fra Sommerholdet på Tommerup Højskole 1952.

- og her er de så, alle hallvtredser-navnene eller rettere fyrrer-navnene: Hanne, Olga, Margit, Marie, Gerda, Agnes... og Kirsten, broderet med de fineste og mest nøjagtige kontursting.

"Kirsten" er nu klippet ud af dugen og syet ind i en pose til Kirsten anno 2009 og jeg synes, det er lidt sjovt, at hun nu har fået en pose med både navne- og broderirødder på.

torsdag den 12. marts 2009

Fragtmanden har været her


- og han havde en kasse 40x60 puder med. Dem har jeg været løbet tør for et stykke tid, så jeg røg direkte i pude-mode, da de var ankommet.

4 stk blev det til i den omgang og alle med forårsfarver og -motiver.

Lilla, lime, grøn og så lidt klokkestrenge drysset med rund hånd.

Den bageste pude har en klokkestreng tegnet af Gerda Bengtsson, som også stod bag mælkebøtterne i forrige indlæg.

I morgen køres mælkebøtterne i øvrigt ned til Pelse, og i slutningen af måneden vil de være en del af den nye vinduesudstilling nede i Nørre Alle.

tirsdag den 27. januar 2009

Snehvide


Der er mange børnerela-terede sager på bloggen for tiden, af den simple grund at Tulipaner og tomater skal være med på Børnebazar i Remisen på Trianglen i København. Det hele løber af stablen d. 28.2. og1.3., og Zantiaen skal være læsset som aldrig før, når vi vender køleren mod Sjælland.

Så derfor får I endnu en pude, denne gang med Snehvide, som har fået en ordentlig gang farver til at holde sig selskab. Den gule nederdel, hun bærer så yndefuldt, råber på modspil, så det får den i form af gult fra en Sanderson-rest, en festlig grøn patchwork-bomuld og store røde blomster fra en sommerdug.

Dværgene ligger herhjemme og venter på at blive transformeret til bogomslag, puder og andet godt, så jeg tror simpelthen, at både Snehvide og de 7 små dværge skal med til København.

onsdag den 21. januar 2009

De små synger..


..så bli´r det da ikke meget mere retro.

En klokkestreng med motiver fra De små synger krydsede min vej og kom direkte med hjem på syrummet.

Efter vask og strygning blev den klippet fra hinanden og nu er første drengepude klar. Jeg synes, vi her har at gøre med en meget højtsyngende Ole og nogle relativt upåvirkede får!

På samme loppemarked fandt jeg årets første børnestole og da puden passer perfekt i stilen, så får de her deres debut.

Det blå stykke i bunden er 25 år gammelt og stammer fra min mors Marimekko-sølvbryllupskjole. Hold op, hvor var den blå, og hold op hvor var hun glad for den.

mandag den 27. oktober 2008

Prinsesse Benedikte


Jeg har gamle 3 udklips-mapper fyldt til randen med broderi-mønstre. Mapperne er selvfølgelig købt i en genbrugsbutik - i Jelling - og i blandt alle de gode sager sidder der mønstre på 3 kongelige puder.

På et tidspunkt er der blevet lavet en pude til hver af de på daværende tidspunkt prinsesser og puderne er udsmykket med et motiv som passer til dem hver især. Margrethes er med Margueritter, Anne Maries med Liljekonvaller og Benediktes med stejlende heste.

År efter jeg havde slået kløerne i mapperne, stod der pludselig en Benedikte-pude og ventede på mig. Den var smukt syet, men på en noget alternativ bundfarve, så det tog sin tid før jeg fandt den rette sammenhæng til den. Men nu er den klar og blevet ganske festlig synes jeg.

Jo, jeg har også både en Margrethe- og en Anne Marie-pude :-)

torsdag den 11. september 2008

Med knald på !

I søndags blev en lille pige med knald i døbt, så hendes mormor havde bestilt et tæppe med knald på og udfordrin-ger i.

Som bestilt så gjort. De lilla, pink og orange farver blev fundet frem og efter lidt puslen var tæppet der. Det er udstyret med en lomme med et lille strikket bakterie-dyr i, en blomst til at pille ved og et bånd til at gumle i. Fyldet i tæppet er uld, for det er så blødt, så varmt og så helt anderledes en polyesterpladevat !

Nu håber jeg, at både barnet og moderen er tilfredse, for mormoren var henrykt, da hun hentede det.

søndag den 10. august 2008

Skolestart


Kan I genkende den? Dette er en camufleret Mayland kalender af den aller mest gængse slags med en dag pr. blad.

Nogle bruger den først og fremmest til et skrive lektier ned i, jeg bruger den til at hjælpe mig med at huske aftaler, møder mm.

Nå, men jeg synes den kalender har så GRIM en forside, at jeg er nødt til at gøre noget ved den. Så fat i bunkerne, klip, sy, stryg, klip igen og vupti en ny forside har set dagens lys.

Så nu er jeg klar til at møde 29 unge, håbe- og forventningsfulde kursister i morgen kl 9 og sammen med dem tage fat på et nyt skoleår med knokkel, brok, grin, bøvl, humor og afsluttende prøver.

Albert er også startet, men på noget helt nyt. Han er nemlig i dag blevet installeret på den efterskole, som skal være hans primære opholdssted frem til sommerferien. Han er glad og forventningsfuld og jeg tror det bli´r SÅ godt, det efterskoleår.

torsdag den 26. juni 2008

- og bukser !


Amalies mor syntes lige der manglede et par sommer-bukser til turen til Spanien.
Heldigt, at jeg så lige havde en lysegrøn dug med blomster og grønne ranker liggende. Den var godt nok noget plettet, men et par bukser str 98 fylder ikke så meget, så der var lige nøjagtig plads til dem, når jeg klippede uden om hullerne.
Altså, er den lille dame klar til at gøre Spanien og jeg vil vente med længsel og kolde tær på at se billederne derfra.

mandag den 23. juni 2008

Et særligt broderi

Stramaj-broderier kender de fleste.
Det er dem der hang over sofaen hos bedstefor-ældrene ofte i en fin guldram-me og som forestillede landsbypartier, kirken, hjorten i skovbrynet, fiskere osv. altså det som mange i dag kalder kitsch.
Den slag motiver bruger jeg med stor fornøjelse, blandt andet fordi 2 brodeuser aldrig broderer ens, så 2, på papiret ens hjorte kan ende med at se meget forskellige ud. Grunden er den enkle at mange stramajbroderier blev solgt uden garn. Så brodeusen fattede sine rester og gjorde dermed et prototype hjorte-broderi til sit eget.
MEN en gang imellem støder man på GULD, forstået på den måde, at brodeusen her har været i gang med at lave sit eget mønster.
Faktisk vil jeg mene, at nogle af de "syrede" broderier, som det oven over, er højt kvalificeret leg med farver, former og komposition.
Det vidner om, at kvinder til alle tider har gjort brug af de for hånden værende midler - lidt stramajbund og en bunke rester - for på samme tid at kunne udtrykke sig selv og få noget praktisk og anvendeligt ud af anstrengelserne.
Jeg elsker de der skæve og eksperimenterende broderier, simpelthen.
Dette broderi skal pryde klappen på en pc-taske til en god kollega og når den er færdig følger et billede. Vær vis på det.