Viser opslag med etiketten Efterår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Efterår. Vis alle opslag

onsdag den 29. oktober 2014

Spændingen udløses




Vi må jo nok erkende, at vores hyben-konkurrence var en af de sværere og måske også lidt til den nørdede side. 
Ikke desto mindre var der en flok, som friskt gættede med, og det siger vi tak for.
... og her kommer de rigtige svar:


Nr 1        Alt om Håndarbejde 1989

Nr 2        Håndarbejdets fremme 1953

Nr 3        Christiane Dahlbeck 2003

Nr 4        Hendes Verden 2000

Nr 5        Søndags BT 1972              


Ingen har ramt helt rigtigt, så vinderen er den med flest rigtige svar, og det er Britt, som havde 3 rigtige ud af 5 mulige.
Tillykke til dig, Britt, du har nu 500,- kr. som du frit kan bruge enten i Web-shoppen eller Anneks-butikken. 
Hyben-broderierne sidder nu på hver sin store notesbog, som sammen med et lille glas hybenmarmelade bliver et af åbningstilbuddene i Anneks-butikken på lørdag.

onsdag den 15. oktober 2014

Gæt et hybenmønster




Langt om længe sætter vi gang i en ny konkurrence, og den lægger sig smukt i kølvandet på tidligere tiders højdepunkter som Find Karry-kaninen, 10-posersturneringen og ikke mindst Hvad er det værd.

Denne gang har marketingsassistenten været vaks med nål, tråd og hørlærred og har broderet fem  udgaver af efterårets hyben. De afspejler både tiden, de er lavet i, og firmaet de er lavet til, men hvem har lavet dem?
Find din kompetence udi korsstingsmønster-oprindelse frem og kom med dit bud på, hvordan de fem broderier skal matches med flg. fem firmaer:

Hendes verden 2000
Christiane Dahlbeck 2003
Håndarbejdets Fremme 1953
Alt om Håndarbejde 1989
Søndags BT 1972

Læg dit bud som en kommentar til dette indlæg senest søndag d.26.10.
Hvis der er flere, som fundet frem til den rigtige løsning, så trækker vi lod blandt dem, og det blive endnu en gang Hjælpedrengen, som vil finde den heldige vinder.

Præmien er 500,-kr som vinderen kan fornøje sig med enten i web-shoppen eller i Anneks-butikken, når den åbner d.1.11.
Rigtig god fornøjelse

tirsdag den 30. september 2014

Tre på rad og række



Samtidig med at vi sætter annekset i stand, forbereder vi også den første åbningsdag i Anneksbutikken.

Min far er sat på opgaven med at forvandle gymnastiksals-gulvbrædderne til to borde, og i søndags leverede han tre fine pærer, som repræsenterer hver sin pæresort.
Til venstre har vi en Clapps Favorit, som de har i haven, i midten  en Clara Friis, hvor modellen er indkøbt i føtex i Vejle og yderst til højre tror jeg, vi er ude i en Grev Moltke, som må være lavet på erindringen, for det er efterhånden mange år siden, de to Grev Moltke-træer i mine forældres have blev fældet.

Pærerne kan købes til Anneksbutikkens åbning d.1.11.14 sammen med de fineste træ-svampe, som min træ-drejer-far også er ophavsmand til.

fredag den 5. september 2014

Tid til te



Først fandt marketingsassistenten den fine norske tekande og bad om en tehætte der passede til.
I Bærkassen fandt chefen stikkelsbær-broderiet fra Haandarbejdet Fremme og dermed så et af Tulipaner og tomaters bedste farve- og stilmatch dagens lys.
Tekanden findes med forskellige farver glasur og med eller uden pynt. Den er en rigtig fin repræsentant for 50´ernes og de tidlige 60´eres form- og dekorationssprog, og marketingsassistenten og chefen er vokset op med en mørkegrøn udgave på eftermiddagens tebord.

I web-shoppen ligger der flere tehætter klar til at lune din efterårs-tekande.

torsdag den 5. december 2013

Værktøjs-dinosaur i aktion


Hverdagen har indfundet sig  efter week-endens julemarked og i anledning af Bodils besøg, var der en meget længe udskudt udendørs-opgave, som bare skulle ordnes. Det ene af vores to udendørs afløb var nemlig ikke meget til sinds at synke det vand, som det blev fodret med, og dermed var annekset i fare for en lille oversvømmelse.

Godt værktøj er noget af det bedste, der findes, og dårligt værktøj er noget af det værste. 
Ting skal du, når man skal bruge dem - og det gør dette langhalsede og bredmundede stykke værktøj hver gang. 
Hvem det er, som en gang har indkøbt det og efterladt det i garagen, aner vi ikke, men vi er meget taknemmelige. Det er en sand fornøjelse at hæve mundfuld efter mundfuld af jord, blade og andet snask op af afløbet og samtidig se vandspejlet sænke sig.

Nu er annekset er ikke længere oversvømmelsestruet og Bodil kan bare komme an, takket være et godt stykke værktøj og lidt armbøjninger - og så står der en kop rygende varm te klar til værktøjs-føreren som belønning :-)

fredag den 1. november 2013

Hvordan man uforvarende kan komme til at lave Prinsesse-æblegrød


 


Træet med Rød Ingrid Marie er tungtlæsset i år og en spandfuld blev sat over til æblegrød - med skræl på, for jeg var umådeligt doven i morges.

Jeg skal da lige love for, at det blev en farverig æblegrød jeg der fik kogt, man skulle jo nærmest tro, at det var rabarbergrød, der var gang i!
 
... og så er det man sidder og ønsker, at der var et par småpiger af dem med tylsskørt, diadem og mors højhælede sko, som man lige kunne overraske med en portion lyserød fredags-æblekage.

mandag den 21. oktober 2013

Schwissss - lyden af en efterårsferie



Uha, som jeg havde lagt planer for uge 42, masser af planer, men med god plads til dovning og almindelig glad tilstedeværelse.
Det meste blev nået, men den uge gik for hurtigt - færdig !

Der står "grå uldsokker med snoninger" på både marketingsassistentens og niecens ønskesedler, og det er helt efter planen, for det har der stået i adskillige år - og ønsket bliver altid opfyldt.
Nu er første par på pindene og jeg strikker Cuckoo fra  Rowans Fine Art Collection i Regia Silk, som er det skønneste sokkegarn, jeg til dato har strikket af.
Tungen holdes lige i snonings-munden og jeg regner med sokke-flashing i stor stil og evig taknemmelighed fra den heldige modtager.

lørdag den 5. oktober 2013

Når nedfald bliver til rødt guld



Der var lidt ekstra i lønningsposen i denne måned, og i den anledning har jeg har købt en saftpresser til min elskede Kenwood.

Åh, som den dur, den saftpresser, og sådan ser det pressede resultat af nedfaldne Ananas- og Rød Ingrid Marie, en håndfuld brombær og et stykke ingefær ud.
Smagen var noget til den syrlige side, men det må den jo være, når det er de to æblesorter der er brugt.
Lige nu står der en frisk omgang Fillippa-pres i køkkenet og det er mere min smag - og jeg kan godt love, at haven bliver støvsuget for nedfaldsæbler i år :-)

tirsdag den 17. september 2013

Målstregen skimtes i det fjerne



Så mangler der bare en opklipning, en rullekant og en vask - så er Gollum-cardien klar til at møde det dejlige efterår.
Næste onsdag skal vi sammen på tur, den skal nemlig med op og se sit gamle hjem :-)

tirsdag den 20. november 2012

Færdiiig


Tasken med Peter Lieps hus er færdig og sendt over til sit nye hjem i Rødovre.

Bestillingen lød på en taske i varme, brændte efterårsfarver, så jeg har været inde på både den brune, grønne og okkerfarvede hylde for at finde stof, som kunne supplere broderiet.

... og så skal klippepigen vist arbejde over i aften, for næste week-end skal chefen stå  på Trapholt og erfaringen siger, at hun skal have fyldt bilen godt op med både puder og tasker.

lørdag den 6. oktober 2012

Er Isabella flyttet ind?


Næh, det er såmænd bare marketingsassistentens imponerende sylte-produktion, som inden længe skal til bedømmelse i den berømte Sylte-battle. 


Vi er mange, som står klar med sølvskeen for at smage alle de dejlige sager, og jeg er overbevist om, at vi kommer til at spise delikatesse-sylt langt ind i 2013.


Alle sejl har været sat til for at finde opskrifter af den mere eksperimenterende slags og det har blandt andet resulteret i Italienske sommergrønsager med oregano og timian, Sandwich pickles, Thaisyltet blommechutney, Æblemarmelade med tranebær, pinjekerner og kanel, Syltede pærer i citron og vanille og Sommerbær i gin.

... og hvis ikke det kan give Bedstemor And-prisen i syltning, så vil jeg råbe AFTALT SPIL af mine lungers fulde kraft!

fredag den 16. september 2011

Bær når de er bedst...


 ... og jeg bliver aldrig træt af dem, især ikke når det er i denne udgave.
De stammer fra en klokkestreng, som må have ligget højt placeret på klokkestrengenes Top ti, for jeg kører på den tredje af slagsen, og jeg håber der dukker en fjerde op inden næste efterår.

Tasken kommer med til Nørresundby næste lørdag, med mindre den selvfølgelig er blevet revet ned af hylden i web-shoppen inden da.

torsdag den 28. oktober 2010

Fuglekikker-taske


De sidste 2 dage har jeg arbejdet mig igennem en stor del af de bestillinger, jeg har liggende. Pludselig var listen meget lang, og det går jo ikke, især ikke fordi der vinker et Julemarked på Trapholt forude.

Delene her er til en fugleturstaske, som skulle holdes i naturfarver og selvfølgelig have en fugl på klappen. Glæd dig Kate, jeg sender tasken i morgen :-)

torsdag den 7. oktober 2010

Efterårslys

I fredags skød marketingsassistenten og jeg en masse billeder, for det var det skønneste efterårs-solskinsvejr, og den slags må ikke gå til spilde.


Hvis tasken skulle foreviges i dag, ville det blive i et misk-mask af tåge, dug og lidt forkomne solstråler, så hvor var det heldigt, at vi nåede det i fredags.

tirsdag den 5. oktober 2010

Udkik til afklip

På lørdag skal jeg underviseDOF Nørhald Aftenskole og jeg er rigtig spændt. Ikke på det at undervise, det lever jeg jo sådan set af at gøre, men på at møde de 10 broderi-elskere, som har meldt sig til kurset.

Jeg har lovet at tage allehånde rester med, så vi virklig har noget at rive i, prøve med og undres over, når vi skal flytte vores broderier ind i den moderne hverdag.

Derfor er jeg ved at arbejde mig ned igennem min afklipssæk, som står ved siden af klippebordet og dagligt fodres med de rester, jeg tror kan bruges igen.
Det er slet ikke kedeligt, og jeg føler mig lidt som min egen arkæolog, når jeg er sikker på, at  jeg er nået ned til februar 10-laget, fordi jeg har fundet et stykke lilla fløjl af den slags, jeg brugte til Antons fastelavnsdragt.



Sådan ser toppen af den første sæk, som skal med til Nørhald, ud ...



... og her er toppen af sæk 2, og det allerbedste er, at kursisterne også kommer med stof-rester :-)

lørdag den 2. oktober 2010

Glæden ved at bo i et stort hus...

... er at man har plads til mange, gode sager. Ulempen ved at bo i et stort hus, er at man kan komme til at glemme, HVOR man mange, gode sager man rent faktisk har!

Vort berømte anneks har fået nyt tag, og nu skal gipspladerne, som blev alvorligt gennemplaskede under tøbruddet, også skiftes ud. Men før de kan hives ned, og nye kan sættes op, skal annekset tømmes!


Derfor ser det sådan ud, hvis man drister sig til at kikke ind i vores garage lige nu.

Af frasorterede effekter, som enten er endt på genbrugsstationen eller ovre ved naboen kan nævnes:
2 gamle Falck-jakker, en 35 år gammel, godt brugt, rød Bergans rygsæk, rester af spånplade i adskillige størrelser og tykkelser, glaslysestager af den ufede slags ad libitum og tomme papkasser!!!

... og nej vi bli´r aldrig klogere!

lørdag den 18. september 2010

Før og efter


Først havde vi et smukt, ensfarvet motiv på en baggrund i en lidt kedelig, grumse-gul farve.

Så gik marketingssassistenten i lageret og fiskede broderigarn i friske farver samt et stykke dejlig, saftiggrøn bomuld frem. Dernæst trak hun ligesom de lange stængler ud af mønsteret, stillede dem op på række og broderede løs.

Voila - et moderne og farverigt broderi, som siger efterår på den fedeste måde.

mandag den 13. september 2010

Det´ om lidt


Faktisk er der kun en enkelt produktions-week-end tilbage, inden det hele går løs i Nørresundby. Så fra fredag til søndag er der dømt MÆNDENE i køkkenet, så fruen her kan sy af hjertens lyst.

De nordjyske kagebagere er på plads, portvinen er købt og vi har bestilt dejligt sensommervejr, så alle kan komme tørskoede frem. Som sidste år laver vi Broderi-smagning, hvor de glade besøgende får mulighed for at bladre sig igennem en bunke broderier fra Tulipaner og tomaters uanseelige lager, og måske finde et som falder i deres smag eller tænder kan-du-huske-lampen.

Plakaten her er Liselottes værk og jeg skulle hilse og sige, at den er til fri afbenyttelse :-)

tirsdag den 7. september 2010

Kom og vær med

For nogle måneders siden kontaktede DOF Nørhald Aftenskole mig for at høre, om jeg havde lyst til at slå et lørdags-hold op.


JEP, det havde jeg, og nu er der åbent for tilmelding til holdet.
Indhold-beskrivelsen ser du lige her, og har du lyst til en dag sammen med broderier, skarpe sakse, masser af tips og tricks og en flok gæve kvinder, så meld dig endelig til. Det bli´r garanteret sjovt :-)

mandag den 6. september 2010

Sensommerfarver

Når vi indtager Nørresundby d. 25.9. for at holde Sensommersalg skal der være nye varer en masse.
Nogle af dem bliver lavet med hjemmesidens næste tema, Sensommerbrise, i tankerne og så bliver farverne mere mættede, dybe og rolige.


Som puden her, med et smukt, smukt Haandarbejdets Fremme-træ omkranset af grønt, dyb aubergine og en af mine elskede stoftrykte duge.
Træet stammer fra min Kolding-skat og der er 4 træer mere, som alle flytter ind på puder som denne og dermed kommer til at danne deres egen lille serie.