Viser opslag med etiketten Sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sommer. Vis alle opslag

tirsdag den 30. juni 2015




Banner skal der til, og i år har vi i ægte Tulipaner og tomater- ånd klippe/klistret de to forrige bannere sammen til et top-friskt 2015-banner.
Det er derfor, der er både lilla og orange tal i datoerne - og det ser knagende godt ud, synes chefen.

Teltet ligger i haven og venter på kyndige opsætnings-hænder, de første 3 læs sager er kørt til Helgenæs og Hjælpedrengen er i fuld gang med at eksperimentere sig frem til en ny is-variant.
Vejrudsigten for dagene i juli ser lovende ud, og vi glæder os STORT til at se såvel gamle som nye Sommersalgsgæster i haven på Asgilhøjevej 59 i Kongsgårde.

onsdag den 30. juli 2014

Småt er godt


Når den ene symaskine er sendt på et velfortjent kurophold, er det begrænset, hvad jeg kan lave på syrummet - udover at rydde op, og hvem gider lige det, når det er tonsevarmt?
I stedet er jeg gået i gang med en Rilletrøje, som bliver smukt meleret med en meget lyserød og en råhvid tråd strikket sammen og som har små, nydelige snoninger i raglanindtagningerne.
... og det dejlige ved småt strikkeri er, at det hurtigt bli´r til noget.

mandag den 28. juli 2014

Sikke en sommer



Med en fantastisk sommer med tre fantastiske Sommersalg alle afholdt det smukkeste solskinsvejr og fyldt med dejlige mennesker i bagagen, jamen så gør det ikke så meget, at hverdagen banker på.

Marketingsassistenten har fyldt webshoppen op, og der er nyt i stort set hver eneste kategori inklusive Sale.
Som jeg fortalte tidligere, så laver vi nu Tema-gavekurve og dem kan du finde i webshoppens nyeste kategori.

tirsdag den 22. juli 2014

Sommer og sol over Helgenæs



Onsdag er sidste Sommersalgs-dag i denne omgang, og vi er så glade for igen at få lov til at holde den i det dejligste solskins-sommervejr.
Chefen kommer med frisklavede puder, bøger og andet godt, og så går vi porcelæns-kasserne igennem og sorterer fra til et porcelæns-udsalgsbord, og mon ikke der også kommer lidt flere bløde sager på udsalg på årets sidste Sommersalgs-dag.
Det skal nok blive godt - og velkommen i haven, vi glæder os til at se jer :-)

tirsdag den 8. juli 2014

3 x jordbær




I det seneste år har jeg samlet jordbær-broderier sammen, så vi på Sommersalget kan lave et lille jordbær-tema inde i Mette Blomsterberg-temaet.

Haandarbejdets Fremme har adskillige jordbærmønstre, og dette er det, jeg oftest støder på, men se lige forskellen.
Nederst til venstre er det broderet op i Haadarbejdets Fremmes eget blomstergarn og øverst til højre i en noget bleget DMC-udgave, som dog er ganske tro overfor den oprindelig farvesætning.
I 5. klasse  broderede vi lunch-servietter i håndarbejde, og øverst til venstre ligger min jordbær-lunch-serviet, farvesat af Fru Haandarbejdslærerinde Hald og med noget mere skrald på farverne end i den oprindelige udgave.
Læg venligst mærke til hulsømmen med den meget afslørende grønne farve, som viser enhver fejl og ujævnhed, hvilket jeg er overbevist om, at Fru Halds var fuldstændig klar over !
Hun var ikke nogen mild lærer, så har jeg ikke sagt for meget.

Om lidt sætter jeg saksen i og forvandler de to fremmede broderier til hhv. pude og tehætte. Min egen udgave kommer tilbage i mindeskuffen ;-)

lørdag den 5. juli 2014

Morgenstart i højeste gear



Vejrudsigten for Odder er god, og om lidt kører jeg ned til Fru Møllers mølleri for at stille op til deres Kunsthåndværkermarked.
Morgenturen i haven afslørede, at hindbærren i år er fine, store og dejligt orme-fri, så yoghurten krydres i dag med en ordentlig håndfuld søde bær af egen avl.
Albert har foræret mig en ny-mikset cd og med den titel, så kan den kun sprede højt humør og karaoke-stemning, når den kommer i afspilleren i bilen.
Det bli´r en god dag :-)

onsdag den 2. juli 2014

Cafe-aftalen er i hus




Vi elsker VW-cafe og Christoffer, som laver den skønneste kaffe og som vi havde besøg af  på Sommersalg ´11 og ´13.

For et øjeblik siden faldt årets aftale på plads, så glæd jer til d. 16.7. mellem 11 og 13, for da holder den fine VW-cafe igen ovre i naboens indkørsel, klar til at servere kaffe i verdensklasse til alle Sommersalgs-gæster.
Vi stiller borde og stole op, så der er mulighed for at tage sig et lille hvil med havudsigt og en dejlig kop kaffe - og vi har bestilt solskin i massevis :-)

lørdag den 21. juni 2014

Tyvstart



I år tyvstarter vi Sommersalgsæsonen, for vi er med på Kunsthåndværkermarked hos Fru Møllers Mølleri lørdagen inden det går løs på Helgenæs.
Det hele foregår udendørs under gårdspladsens kæmpestore træ og det  bli´r så godt, så godt.
Der er samtidig åbent i alle hjørner af Fru Møllers Mølleri og Madhimlen, så der bliver rig mulighed for også at gøre ganen og maven glad.
Chefen stiller op med en stor portion nye, friske, bløde sager og godt humør, og hun glæder sig til en sommerlørdag på gårdspladsen sammen med en masse sommerglade mennesker.

lørdag d.5.7. 
kl. 10-16 
i Bjerager, midt i det danske sommerland lige uden for Odder.

onsdag den 21. maj 2014

Sommersalg 2014


Team TT er booket, vejrbestillingen er sendt af sted og teltet er blevet fundet frem af vinterens gemmer, så nu offentliggør vi datoerne for Sommersalg 2014.

Tulipaner og tomaters Sommersalg 
Asgilhøjevej 59, Kongsgaarde 
d.12., 16. og 23. juli  fra 10-18.

I år laver vi en lille Mette Blomsterberg-afdeling med kage-forklæde-bage-sager og vi præsenterer vores TT Tweed for fulde gardiner sammen med teak, piber og andet passende tilbehør.
Selvfølgelig har vi også maser af bløde sager med blomster, sejlskibe og andet godt med - og porcelæn og småmøbler der passer som hånd i handske til det danske sommerliv.

... og synes du, der er længe, længe til, så kan du se eller gense vores Jubilæums-sommersalgsfilm , mens du venter :-)

onsdag den 28. august 2013

Grün kalder




I Grün i Odder står der Tulipaner og tomater-varer på hylderne sammen med et stort og smukt udvalg fra forskellige danske kunsthåndværkere.

Fredag er der Open by Night i Odder og derfor har Lene Skau, som er den altid festlige chef for Grün, inviteret Tulipaner og tomater samt keramiker Pia Rosenbaum til at lægge vejen forbi.
Den slags stiller jeg hjertelig gerne op til, så jeg kommer med lidt ekstra, gode og bløde sager og smører snakketøjet - og så glæder jeg mig til at hilse på godtfolk fra Odder og omegn.

... og der er åbent frem til kl. 21.

fredag den 16. august 2013

Hvad der kan ske, når blommehøsten bare tegner for godt

 

KNÆK - sagde det, og så lå den største gren på vores gamle blommetræ på jorden.

PIV - siger jeg, for der var godt nok mange blommer på den gren, men at dømme efter brudsteddet, så var den grens dage vist talte.

HURRA - tænker jeg, for der sidder stadig mange blommer og venter på at blive modne. 
Når det sker, kommer jeg ilende med min stige og min spand og plukker af hjertens lyst - og så spiser jeg mig en mindre mavepine til i søde, bløde, orangerøde blommer.

tirsdag den 23. juli 2013

Vi gør det igen i morgen...


... og så er det slut for denne Sommersalgs-gang, og med en vejrudsigt som denne, så kan det kun blive en fantastisk dag.

Chefen og marketingsassistenten står i haven ved 6-tiden i morgen tidlig, nyvaskede og med hver sin kop te i hånden og så stilles der op til Sommersalg for 3. og sidste gang i år.

... og husk at mellem 11 og 13 holder VWcafe ovre hos naboen, hvor de serverer verdens bedste kaffe til alle Sommersalgsgæster.

søndag den 21. juli 2013

Mens vi venter på, at det bli´r onsdag


Sommersalget er højsæson for opstillinger.
Der bli´r gået til den fra både Hjælpepigernes  og Marketingsassistentens side, og et bord får sjældent lov til at stå urørt ret længe.

Vi har nye opstillinger på bedding til på onsdag, og derfor er syersken kaldt på overarbejde, for der skal liige laves en håndfuld nye pudebetræk og det samme i små sommerduge.

Syersken har bedt så mindeligt, om hun må komme på morgenarbejde, så hun med ro i sjælen kan holde pause, når temperaturen på systuen når over 25 grader.
Den altid venlige chef har selvfølgelig intet imod morgenarbejde, så syersken går tilbage til de snurrende maskiner, så såre hun er færdig med at være blog-redaktør.

fredag den 19. juli 2013

Sommer, sol - og en lille film


Jeg tør næsten ikke sige det højt, men vi har haft det smukkeste Sommersalgs-vejr, vi kan huske.
Ikke så meget som en dråbe regn har det givet og vi har nærmest ikke brugt teltet, men i stedet fyldt haven godt og grundigt op.

Vi er selv lidt små-forelskede i vores Teak-halvtredser-bord, og Hjælpepige 1 har hygget om det og reetableret det på smukkeste vis, hver gang der er blevet solgt noget fra det.

Onsdag kom Stuurm, for at lave en Sommersalgsfilm - og da den blev præsenteret, sad chefen stum af forbavselse over hvor stemningsfuldt hendes Sommersalg på Helgenæs blev portrætteret.
Ja, faktisk var hun lige ved at mene, at det lignede et lille, fikst marked i Provence - og det er vel ikke den værst sammenligning, man kan komme på.

Chefen er med andre ord SÅ tilfreds, og når det bli´r vinter og lidt trist, så vil hun sætte filmen på repeat, og så kan det triste have det så godt, kan det.

tirsdag den 16. juli 2013

Oh, we do like to be beside the seaside


... og det er vi heldigvis, når vi er på Helgenæs.
Sommersalgshaven er nemlig genbo til havet og det benyttede marketingassistenten sig af i morges, hvor hun skød dette wunderschöne billede.

I morgen åbner vi haven igen, og vi skal prøve noget helt nyt, som i den grad giver både chefen og marketingassistenten lampefeber.
Vi skal nemlig have skudt en lille Sommersalgsfilm og fotografen har bedt om at måtte være med fra den årle morgen.
Så måske chefen og marketingassistenten liige skal mindske omfanget af morgenhår og anden slags overdreven afslappet tilgang til livet, for slet ikke at tale om de interne jokes, når de indtager haven i morgen tidlig.

søndag den 14. juli 2013

Jubilæums-teamet


Lørdag oprandt, vejret og kunderne var med os og efter en dejlig dag, var alt ved 19-tiden pakket sammen og lasagnen klar til fortæring.

Chefen havde på forhånd kundgjort, at der ville blive en lille reception inden aftensmaden, og hun havde gjort sig store overvejelser over, hvordan hun skulle markere denne mærkedag for sit altid trofaste team.
På et tidspunkt gled episoden fra Matador, hvor Laura skal have dronningens fortjenstmedalje for lang og tro tjeneste overrakt i Kongens København over chefens nethinde, og så var løsningen der.

I en sen nattetime fremstillede chefen derfor egenhændigt 4 eksemplarer af Tulipaner og tomaters Fortjenstmedalje.
Hver medalje blev custom-made, som det hedder nu om dage, så Hjælpedrengens medalje var i Barcelonafarver, Marketingsassitentens i britiske farver og med en Union Jack-knap i midten, Hjælpepige 1s medalje var i udsøgte farver med kant og Hjælpepige 2s i noble farver - With at twist.

Så sprang vi en flaske boblevin, så tog Chefens svoger et billede - og SÅ spiste vi marketingassistentens dejlige lasagne og talte om nye og gamle dage til vi alle var trætte og kørte hjem til vores velfortjente nattesøvn.

... og på onsdag stiller vi op i haven igen.

lørdag den 6. juli 2013

... og vejret.


 
 
Altså hvis denne vejrudsigt holder, hvad den lover, så er der smil over hele linjen fra chefen selv, over hjælpepiger til hjælpedrengen, for den lørdagsudsigt er da sjældent set bedre.
 
Det ville være fantastisk, hvis vi kunne slippe for regnvejrsvarsler her i Sommersalgs-jubilæumsåret, men kommer de, så tager vi dem med.
 
... og teltet er oppe og ganske langsomt ved at blive fyldt med Sommersalgsvarer.

fredag den 21. juni 2013

Rapport fra Kongsgårde


I dag giver jeg ordet - og linsen - til marketingsassistenten, som vil indvie os i før-Sommersalgs-aktiviteterne i Kongsgårde.


Som det tydeligvis fremgår er de indledende øvelser til årets sommersalg i den grad gået i gang her på parcellen, - kageopskrifter afprøves
 

- der eksperimenteres med opstillinger,

 
 - hjælpedrengen bidrager gerne med sin egen private kollektion af saftevandsglas med tryk og samlingen fremvises for et mindre beløb pr. person, da der i øjeblikket spares op til et nyt løbehjul
 

- og sågar de grønne omgivelser viser sig fra sin bedste side med bølgende valmuer i rapsmarken bagved.

Chefen kan tilføje, at banneret er klar til afhentning, at teltet er på den afsluttende del af sin fødselsdags/studentergilde-turne og at chefens selv i løbet af de næste dage sender indbydelser og nyhedsbrev ud, så alverden kan vide at Tulipaner og tomaters 10. Sommersalg venter om hjørnet.

fredag den 14. juni 2013

Så nærmer vi os



Vi ved, at Sommersalget nærmer sig, når først bilfuld sager bliver kørt til Helgenæs.
Det skete i dag, og samtidig har chefen bestilt Sommersalgs-banner til hækken.

Sidsel er som sædvanlig kvinden bag bannerets design, og hun har på opfordring af Anton Hjælpedreng sørget for, at der er kommet en rød 10-års-jubilæums-roset på :-)

... og har du lyst til at dele, så takker chefen mange gange :-)

torsdag den 6. juni 2013

Mere sommer fra lysbilledarkivet


 
Der kom en kommentar omkring min farfar i går, og før da havde jeg faktisk aldrig tænkt på ham som cool, men det var han måske.
Han optrådte ALDRIG i andet end lange benklæder og skjorte - bemærk ærmeholderne, selerne og den hvide undertrøje - og om sommeren bar han altid det, vi i familien kalder et trillebånd, men som andre vist bare kalder en stråhat.
Her er han med marktingsassistenten på armen og chefen stående med nakken lagt tilbage, og det billede elsker jeg.
Trillebåndet har min far nu og det er i superfin form og lige så stift, som dengang det sad på hovedet af Nonne, som min farfar blev kaldt.


Da jeg nu var i gang med at kikke fars lysbilleder igennem og sigtekornet var stillet ind på havemøbler, faldt jeg over dette billede.
Det er fra min moster og onkels store, smukke have på Fyn og nyd lige de malede havestole.
Jeg tror, vi er til min fætters barnedåb og at de nydelige fruer, sidder sammen med hans meget hyggelige og charmerende farfar.

 ... og de stole gad jeg også godt have :-)