Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Syning. Vis alle opslag

lørdag den 14. marts 2015

Hvad midtjyllands genbrugsbutikker gemte



Tirsdag var Hanne P og Hanne C på genbrugs-road-trip i det midtjyske.
Vi var vidt omkring og kom hjem belæsset med goodies, ikke mindst vores skattekiste med sysilke, som vi delte efter en-til-dig-og-en-til-mig som to småpiger, der deler indholdet af en slikpose.

Klokkestrengen er nu på vej op på syrummet, og porcelænet er vasket og sat fra til Sommersalg ´15.

Det fine gamle atlas er tiltænkt Albert, som har arvet forældrenes samlergen og har den fineste samling kort og atlas i al verdens udgaver.

fredag den 6. juni 2014

Historien om t-shirten der ikke kan dø



Som mange andre mænd har Albert er nært forhold til sine fodbold-og band-t-shirts. Uanset hvor små og slidte de bliver, så kan de ikke smides ud, de er en del af hans egen lille historie, og den smider man da ikke ud, vel ?

Hans allerførste, lille, gule udebane-Arsenal-bluse ligger i en mindekasse samme med de andre drengebluser, han er vokset fra.  Hans vokseri er stort set overstået, så nu er hovedproblemstillingen slid, og så er det godt at have en mor, som ved, hvad der er op og ned på en symaskine.

Han ejer adskillige Ramones-t-shirts, men denne, hans første band-t-shirt er hans yndlings. Jeg har allerede  lappet den under begge ærmer, den er endog noget slidt i kanten forneden og for nylig sprak den i ryggen lige ned imellem M og O - og så landede den på mit sybord igen.
Jeg stillede mig tvivlende overfor redningsaktionen, men Albert insisterede på, at den skulle ordnes og så var der ingen vej uden om.
Nu er den forstærket med et tyndt lag jersey på bagsiden under hele RAMONES, og der er kommet en ekstra stikning på begge sider af revnen - og sønnen er lykkelig.

Hvor længe der går, inden den igen ligger på mit sybord, er ikke godt at vide, men den kommer igen, det ved jeg!

lørdag den 28. december 2013

... og så blev mosteren stil-ikon !





Katrine er en pige med sikker smag og stil og tillige en pige, der ikke falder for hvad som helst, når som helst.
Jeg faldt for mange år siden for Issey Miyake og jeg har syet temmelig mange af hans ting op til mig selv, takket være verdens bedste mønstre Vogue Patterns, og den lette, uforede overgangfrakke har fulgt mig i 15 år.
Min udgave er marineblå og stoffet er købt på lagersalg hos Dan-Wear, da Katrine og Albert var to små mennesker, som sad trygt i hver sin autostol, mens deres mødre kastede rundt med stofruller, lynlåse og store ruller sytråd til spotpriser.

Igennem sommeren har Katrine kastet hede blikke på min Issey-ting og den er blevet prøvet flere gange. Til sidst kom en forsigtig forespørgsel på, om jeg mon stadig havde mønstret og om frakken måske kunne forlænges 20 cm.
Det havde jeg og det kunne den.
 - og så blev det juleønskeliste-tid og Katrines enste ønske var en marineblå Issey-frakke som mosterens - og nej, hvor blev den moster da glad for det ønske :-)

Nu sidder vi så med det forbandede problem, at hvor Danmak for 20 år siden stadig flød af mælk og honning, sådan stofmæssigt talt, ja så går vi nu om dage igennem en ørken, når det kommer til metervarer.
Stof & stil og Stof 2000-varer er der nok af, men de har bare slet, slet ikke stof af den kvalitet, som vi skal bruge.
Vi har startet jagten på det helt rigtige tynde, vindtætte og blødt faldende stof i Aarhus´ stofbutikker, og vi fortsætter, til vi finder det, om så Katrine skal have stoffet med hjem fra New York, når hun skal derover til sommer

- og en skønne dag, så svanser moster og niece op igennem Strøget i hver sin marineblå Issey-frakke.

fredag den 21. december 2012

På lur


Her er så småt ved at være pyntet op og i vindueskarmen holder keramiknisserne til, præcis som de plejer.
Gangsternissen er vældig tilfreds med det nye strikkepinde-grantræ, for det har den helt perfekte størrelse til at gemme sig bag. Den slags småting er af allerstørste vigtighed, når man gerne vil stå lidt i skjul, mens man lurer på, hvad de andre nisser har gang i!

Julen i år bliver lidt anderledes end den plejer. For første gang i 20 år, skal vi nemlig ikke holde jul hjemme hos os selv.
I stedet holder vi den i Vejle hos mine forældre, for underleverandørens bentøj driller, og så vil han forståeligt nok helst være hjemme hos sig selv.
Vi glæder os og ankommer lillejuleaften med bilen fyldt med gaver, gås, and, vin og alle de andre uundværligheder -  og så os selv.

PS: Vi har sørget for hus-sitning, mens vi er væk :-)

søndag den 30. september 2012

Libertyrester på bud

Som lovet, så sælger jeg de sidste Liberty-rester ud her fra bloggen.
Hvert stykke stof er mærket med mål og prisen står under billedet.
Alle stykker i denne omgang er Tana Lawn, altså den populære, tynde bomuldskvalitet som bare holder og holder. Senere kommer der også lidt fløjl og uld, men det skal jeg nok gøre opmærksom på.
Hvis du er interesseret, så læg en kommentar med oplysninger om hvad du vil købe og din mailadresse.
Så mailer jeg tilbage ang. forsendelse og adresse - og det er først til mølle-princippet som gælder.


Liberty 1 - 60,- kr. SOLGT


Liberty 2 - 30,- kr. SOLGT
 

Liberty 3 - 100,- kr. SOLGT
 

Liberty 4 - 30,- kr. SOLGT
 

Liberty 5 - 75,- kr. SOLGT
 

Liberty 6 - 30,- kr. SOLGT


Liberty 7 - 60,- kr. SOLGT


Liberty 8 - 80,- kr. SOLGT
 
... og der dukker flere Liberty-rester op i de kommende dage.

tirsdag den 25. september 2012

Lørdags-knips



Takket være fredagens regn, havde vi en travl opstillings-lørdag-formiddag, men vi nåede det hele, og var klar til at modtage gæsterne, da klokken blev 13.
Erika og Karina lagde vejen forbi sammen med en masse andre, og jeg glædes og undres endnu en gang over, hvor langt en blog faktisk når ud.


Der var sy-ting på bud og selv om vi solgte en del, var der alligevel noget tilbage.
De Liberty-stykker der overlevede lørdagen, kommer til salg på bloggen i løbet af de næste uger.


Chefen havde købt slikkerlade i rigelige mængder, og hjælpedrengen sørgede for, at de kom op på kagebordet - og så skrev han lige et passende skilt til.
Tænk, at man kan øve sig i stavning samtidig med, at man hjælper til på sin mosters Sensommersalg :-)


Hvis jeg var Fru Blomsterberg, så ville jeg begynde at se mig over skulderen, for Katrines cup-cakes er bare de bedste.
Hun fik masser af ros, både for kagerne i sig selv, men så sandelig også for den bløde topping med jordbær i og for sine turkise pynteblomster af marcipan.
... og de sidste cup-cakes erstattede basserne søndag morgen, hvilket varmt kan anbefales :-)

Sensommersalget ´12 er ovre, men vi har fået blod på tanden.
Så måske kommer vi med et Forårs-salg, når vinteren slipper sit greb og vi alle igen begynder at tænke på terrasse-spisning, sommerhus-indflytning og bare-tæer-på-græsplænen.

onsdag den 25. april 2012

Så fylder vi op!


Lene Skau Butik i Odder mangler tasker, det samme gør hjemmesiden og skisme om der ikke også skal friske tasker med til Åbent hus-arrangementet.

Derfor har jeg været travlt beskæftiget i skulderrems-afdelingen i dag og når jeg nu var i gang så blev der fyldt rigeligt op.
Inden længe skal der fyldes op i råvare-afdelingen for skulderremme, men den tid den sorg. Først skal skulderremmene monteres i de nye tasker, og det er det nu en gang det sjoveste

lørdag den 14. april 2012

Nye tilførsler til knappeafdelingen


I søndags var der Loppemarked i Mølleparken for første gang i år og jeg var på pletten.

Der var ikke meget der fristede mig, udover en bod med sirligt indpakkede knapper. Jeg tog for mig af retterne og gik efter megen diskuteren med mig selv hjem med ni poser smukke retro-knapper.
Sælgerne fortalte, at hun havde købt restlageret fra en nedlagt knappefabrik i København - og at dagens udvalg var de sidste rester.
Godt jeg kom forbi i tide :-)

lørdag den 24. marts 2012

Lynlås-lykke


Når ting og sager som står højt på syerskens liste, pludselig lander på hendes bord, så redder det hele dagen, og en bunke farvestrålende lynlåse og nogle meter gjordbånd har så absolut toppet ønskeslisten igennem længere tid.

Forklaringen er den enkle, at taske-lynlåse, altså dem er lukkede for neden, er svære at få fat på, hvis man skal bruge andre farver end sort, hvid, grå, marine og khaki.
Hvis man så også er så håbløst krævende, at man gerne vil have dem med en festlig tag-fat-i-dims og i længder der overskrider en bukselynlås´ med adskillige centimeter, ja så er det tæt på at være en håbløst affære.

Derfor frydes jeg over mine kulørte indkøb og over, at jeg nu ved, hvor jeg kan få flere når trangen melder sig - og det gør den !

søndag den 18. marts 2012

Udsnit af ugens loppefund


Selv om ugen ikke bød på de helt store sus i genbrugsmaven, så har den nu alligevel været ganske givtig.

Askebægrene er som skabt til et nyt liv som lysestager og Simplicity-mønstret er lige til samlingen.

tirsdag den 16. august 2011

Tom


... som sønnen sagde, da han var lille og alle frikadellestykkerne var spist, mens kartofler og grønsager lå tilbage på tallerkenen.

Her er det sybordet, der er tomt, mens Pfaffen er på sit årlige well-ness-ophold, nede ved Guldager.
Den får hele turen med fjernelse af støvkorn, ekstra smøring og masser af fysioterapi, og når den kommer hjem igen, så spinder den som en kat.

Skulle man mon svinge støvsugeren, mens den er væk ?

onsdag den 9. marts 2011

Konfirmationskjole-inspiration


Bagsiden af nogle broderimøstre viste sig at gemme dette fantastiske bud på hhv. konfirmationskjoler og anden-dagstøj, og jeg skal da lige love for, at især anden-dagstøjet er af en ganske anden kaliber, end den de nykonfirmerede drøner op og ned af Strøget i nu om dage.

Men stilen er tilbage, godt hjulpet på vej af fx Mad men, og niece-Katrine var der som et søm "Er der mønster den grønne kjole" Det er der så desværre ikke, men inspireret, det kan man da nemt blive.

Et tidsmæssigt gæt på lande på midt-60erne, blandt andet fordi naboens Karin og Yvonne havde konfirmationskjoler, som lignede den forrest i billedet rigtig meget.
De havde også Beatles på væggen, touperet hår og spidse sko m. stilethæl, og lille Hanne sad på deres slå-ud-sofa og kikkede og lyttede betaget til ALT, hvad der kom fra deres hjørne af verden.

søndag den 4. oktober 2009

Issey Miyake...



... opdagede jeg for ca. 20 år siden. Det skete samtidig med, at jeg opdagede Vogue Patterns, som laver de bedste - og dyreste - symønstre jeg har mødt.

Vogue Patterns er et amerikansk firma, som dels har deres egne mønstre, dels laver aftaler med fx Donna Karan, Michael Kors og Issey Miyake om at udgive nogle af deres mønstre. Har man hang til gennemarbejdede mønstre, med detaljer a la haute couture, så kan jeg kun anbefale at man får fingre i sådan et mønster. Modellerne er ikke nødvendigvis nemme at sy, men der er verdens bedste syvejledning til at hjælpe syersken på gled.

Mit første forsøg med et Vogue-mønster var en Donna Karan slå-om-bluse fra de tidlige 90´ere, hvor hun lavede modeller, som sad malet på kroppen, men samtidig havde masser af bevægelsesfrihed. Syvejledningen og ikke mindst mønsterdelene bragte mig på fortvivlelsens rand, men sys, det skulle den slå-om-bluse altså. Jeg hev telefonstikket ud, slog min syhjerne fra, sendte manden i byen og gik i gang. Læste stille og roligt syvejledningen igennem og gjorde nøjagtig som der stod... og det virkede.

Siden har jeg syet mange modeller efter Vogue-mønstre og er komme til den konklusion, at Vogues syvejledninger er fejlfri! Jeg skal ikke give mig til at tænke selv eller gøre noget andet end der står, men bare gøre som de siger. Ellers går det i kage.

I går opdagede jeg en bunke Vogue-mønstre på e-bay bla. frakken allerøverst, som jeg syede for små 17 år siden. Den er KÆMPESTOR og jeg boede nærmest i den, de første år jeg havde den. Klædeskabet har haft mere glæde af den end jeg på det seneste, men nu har jeg fundet den frem igen - og jeg er stadig vild med den.

Issey kan noget med former, draperinger og først og fremmest tilskæringen, som ingen andre kan. Han er vild, sær og meget japansk og der er altid store sytekniske oplevelser at hente, når man giver sig i kast med en af hans modeller.

Måske jeg skulle supplere min Issey-samling med lidt godt fra e-bay.... selv om jeg ikke ligefrem kan sige at jeg mangler, for der står 15-20 Issey-mønstre i mine Voguemapper og adskillige af dem er allerede syet op.

fredag den 21. august 2009

Glæden ved at være momsregistreret...



... er at man kan købe ind hos grossisterne!

At købe sytråd i kassevis, knapper i massevis og pladevat i ruller, det er dejligt. Jeg fryder mig over både udvalg, service og pris og ville ønske, det var alle syersker forundt.



2 gange årligt er der Textil-messe i Vejle, og det er en ren slikbutik, for der er altid masser af gode messetilbud. Her er metervare-høsten fra den seneste messe, og den indeholder både Kaffe Fassett-stoffer og bunker med patchwork-stoffer fra Free Spirit. De grønne stoffer øverst i bunken er et HIT, men det er grønt nu altid, hvis I spørger mig :-)

Der er allerede gjort et godt indhug i bunken, og det er altså lidt fedt at smide et Kaffe Fassett-for i en taske.

- og så har jeg jo min kære revisor, som tager sig af alt bøvlet ved at være momsregistreret :-)

fredag den 8. maj 2009

Fugle på brædtet




Strygebrædtet her trængte til nyt betræk og det blev lavet i en ruf af Ikea-stof til den rørlige formue af 13,50 pr. meter!

Ikea har jeg det meget dobbelt med, for jeg synes ikke altid deres møbler lever op til det lovede, mens jeg er vældig tilfreds med deres tekstiler.

Strygebetrækket fungerer fint og jeg kan næsten høre fuglekvidder når jeg stryge løs. Kàn man ønske sig mere ?

søndag den 19. april 2009

Ny forårsfrakke



I mandags kom det snigende. Jeg kunne mærke der ikke var andet at gøre end at gå i gang, for det lod sig simelthen ikke udskyde: Jeg TRÆNGTE til en ny forårsfrakke og det skulle være NU.

Faktisk var det allerede på tale sidste forår og stoffet blev også indkøbt, meen så blev det eksamenstid, og så blev det havetid og så var det sommer.

Stoffet var altså givet - Ikeas det bedste, til en dejlig pris - og natten mellem mandag og tirsdag dukkede ideen om de grønne kantebånd så op.

Tirsdag oprandt, manden blev sendt på arbejde, hunden fandt en solstråle-plads og jeg gik til klippebordet. Det hele gik slag i slag, og i løbet af et par timer havde jeg fået mig en ny forårsfrakke.

Alle sømme er kantet med grønne kantebånd, kraven er foret med det grønne æblestof, der er store rummelig lommer, den er uden for og der er 6 forskellige sorte knapper til de 6 grønne knaphuller.

Visse læsere af denne blog vil muligvis omgående komme i tanker om min KÆMPE-store 80´sommerfrakke m. pink zig-zag-striber. Den blev syet, efter det mønster Søs Drasbæk lavede til Alt for Damerne, efter hun havde fået den allerførste Guldknap. Hold op, hvor jeg brugte den frakke meget med opsmøgede ærmer a la Don Johnson og Wham-hår....

Nå, den nye frakke er selvkomponeret og jeg er svært tilfreds, selv om sønnens kommentar da han så den var : HVAD er det ?... det er min nye forårsfrakke... Den grønne var pænere og jeg vil IKKE ses sammen med dig, når du har den på.... Ak ja, man kan jo ikke gøre poderne tilpas altid.

Så, hvis du ser denne frakke et sted - sandsynligvis i Århus og omegn - så er det mig der er indeni.

fredag den 3. april 2009

Blankt som..



.. silke.

En gammel arkivkasse er fyldt med det min farmor kaldte knaphulssilke. Hovedparten er selvfølgelig scoret i diverse genbrugsparadiser, for der er ikke mange sytråds-firmaer tilbage, som laver bomuldstråd.

Men Mettler gør og en gang imellem slikker jeg og køber en spritny 1000 m rulle af i den fedeste, blanke bomuldstråd, man kan forestille sig.

Knaphuller bruger jeg det nu ikke til, men til stikninger fordi der er så meget mere liv i farverne på en merceriseret bomuldstråd eller en fed silketråd, end der er i den super-holdbare polyestertåd der ellers sidder på mine maskiner.

Især holder jeg meget af de syre-lime-absinth grønne farver, for de kan live selv det tristeste stof eller den mørkeste stue op - og så er det godt for humøret.

lørdag den 13. december 2008

Libertybuks


Der er blevet ryddet op, siddet i sofa og i det hele taget har her været meget roligt efter julemarkedet, men nu er jeg på banen igen.

Altså det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Libertys Tana Lawn, den fine, tynde kammerdug med den store holdbarhed og nu har jeg også syet bukser af det stof.

Nogle kalder dem yoga-bukser, fordi de er så dejlig løse og lette, andre bare Liberty-bukser, men uanset hvilket navn man giver dem, er de super-dejlige at have på.

Billedet er taget en kold dag, med rim på tage og træer - eller græs og tørresnor - og sådan et vejr, er de nok trods alt for tynde til. Men i sofaen, med te i koppen og et strikketøj i hænderne er de perfekte.

Der ligger flere par på hjemmesiden :-)

mandag den 6. oktober 2008

Nyt til Liberty-lavinen

Libertys Tana Lawn er det fedeste, tyndeste, mest velforarbejdede bomulds-stof og jeg har en anseelig bunke - kaldet lavinen - liggende bag døren til mit syrum.

Heldigvis har jeg samlet på Liberty længe inde prisen blev helt forfærdelig, for jeg VIL IKKE give 220,-kr/m.

Men lidt nyt kommer der til huse af og til, for nu, hvor alle pludselig har fået øje på det fortræffelige stof, skal der sys bukser til den store guldmedalje.

De 3 nederste stykker er store nok til bukser, mens de 2 øverste er babyfløjl, i den skønneste kvalitet og nok ender deres dage som dele af pigekjoler.

Godt der ikke er meget i kalenderen i morgen :-)

torsdag den 31. juli 2008

I mit næste liv ....


... vil jeg have et klippebord på 1,75 x 2,25.
Så bli´r jeg nemlig fri for at sende mand og hund i kælderen, mens jeg ligger på gulvet for at samle tæpper.

Jeg laver tæpper med klokkestrenge eller andre broderier på - surprise - og de er 1,40 x 2,00.

Mit klippebord, som er et gammelt spisebord arvet fra mit allerførste bofællesskab tilbage i 1980 - tak Ole og Robin - står med den ene plade trukket ud og det er rigeligt til de fleste opgaver, men ikke tæpperne.

Min far har lavet benforlængere til bordet, så det har den helt rigtige ståhøjde og i det daglige fungerer det rigtig fint.

Men når der er tæpper på tapetet, må jeg bsætte stuen, så hallelujah for tolerante mænd, sønner og hunde.

PS: Det er bagsiden af et blåt tæppe med en akvarie-klokkestreng på, I ser.

PPS: Det var hammervarmt at samle 3 tæpper på samme dag. Er der måske en lille byge i udsigt ?