lørdag den 16. august 2008

2 fyrtårn og en krukke


Mere porcelæn hoppede ned i posen for et par dage siden, og af den gode slags.

Et salt/pebersæt, som altså minder mig om 2 små fyrtårn og en krukke med låg og alle dele i det fede Cornish Ware, eller rettere 2 forskellige kopier.

Cornish Ware er karakteriseret ved de blå/hvide striber og stammer slet ikke fra Cornwall, men fra en nu nedlagt fabrik vist nok i udkanten af London. På et tidspunkt begyndte fabrikken at variere farverne på striberne, så der findes også rød- grøn- lyserød- gul- og sortstribede sager fra Cornish Ware, men de er få.

Stellet svarer lidt til vores Confetti- eller Kronjyden-porcelæn både i udbredelse og popularitet og der er stort set produceret ALT indenfor husholdningsporcelæn i dette blåstribede design.

Der er samlere af det i GB og de sjældne ting, som fx en hvid/lyserød stribet tekande handles til fæle priser - ganske som Confetti-tingene her.

Hvis I - som jeg - elsker britiske serier som Små og store synder, Landsbyhospitalet eller Folk og fæ, så hold øje med det, for det dukker jævnligt op som tidsfæstende rekvisitter.

Nå, men nu ligger det altså renvasket og indpakket i en kasse og venter på næste års sommersalg. Dejligt.

onsdag den 13. august 2008

A nice cup of tea


Sommersalget gik over al forventning, så allerede nu er jeg ved at bygge lageret op til næste sommer. Især på porcelænsfronten er der halvtomme kasser, så jeg har været på jagt, for at fylde dem op.

De 2 bagerste tekander er Arabia-kander til samme stel fundet i 2 forskellige butikker samme dag. Jeg kunne næsten ikke få armene ned igen og nu håber jeg på, at der dukker en sukkerskål og en fløde/mælkekande op i løbet af året.

Den forreste hører til et norsk stel, som jeg lige har glemt navnet på. Jeg er ret glad for den meget "tynde" blå farve og så den fine struktur på låget og den nederste del af selve kande.

Nu må der laves tehætter, som komplementerer kanderne og sætter dem i perspektiv, så de ikke bli´r for pæææne og keeedelige.

søndag den 10. august 2008

Skolestart


Kan I genkende den? Dette er en camufleret Mayland kalender af den aller mest gængse slags med en dag pr. blad.

Nogle bruger den først og fremmest til et skrive lektier ned i, jeg bruger den til at hjælpe mig med at huske aftaler, møder mm.

Nå, men jeg synes den kalender har så GRIM en forside, at jeg er nødt til at gøre noget ved den. Så fat i bunkerne, klip, sy, stryg, klip igen og vupti en ny forside har set dagens lys.

Så nu er jeg klar til at møde 29 unge, håbe- og forventningsfulde kursister i morgen kl 9 og sammen med dem tage fat på et nyt skoleår med knokkel, brok, grin, bøvl, humor og afsluttende prøver.

Albert er også startet, men på noget helt nyt. Han er nemlig i dag blevet installeret på den efterskole, som skal være hans primære opholdssted frem til sommerferien. Han er glad og forventningsfuld og jeg tror det bli´r SÅ godt, det efterskoleår.

lørdag den 2. august 2008

Blandet slik


Her er for 124,- kr. blandet slik.

Fandango - en strikkebutik i Århus midtby - har tilbud den først lørdag i måneden og hvis man er strikkeglad og i nærheden, kan jeg varmt anbefale at stikke hovedet indenfor.

Sys har nemlig altid GODE tilbud, ikke bare noget med 1,50 af prisen pr. nøgle, næh kasser der hedder 10,-/100 gram og 20,-/100 gram. Se det kan jo mærkes!

Jeg kom hjem med lidt smårester i diverse Noro kvaliteter, et nøgle Debbie Bliss Cashmerino og 4 forskellige nøgler tynd alpakka. Den grønne øverst til venstre fra Du store alpakka er jeg ganske forelsket i. Lad os se hvad den ender med at blive til.

torsdag den 31. juli 2008

I mit næste liv ....


... vil jeg have et klippebord på 1,75 x 2,25.
Så bli´r jeg nemlig fri for at sende mand og hund i kælderen, mens jeg ligger på gulvet for at samle tæpper.

Jeg laver tæpper med klokkestrenge eller andre broderier på - surprise - og de er 1,40 x 2,00.

Mit klippebord, som er et gammelt spisebord arvet fra mit allerførste bofællesskab tilbage i 1980 - tak Ole og Robin - står med den ene plade trukket ud og det er rigeligt til de fleste opgaver, men ikke tæpperne.

Min far har lavet benforlængere til bordet, så det har den helt rigtige ståhøjde og i det daglige fungerer det rigtig fint.

Men når der er tæpper på tapetet, må jeg bsætte stuen, så hallelujah for tolerante mænd, sønner og hunde.

PS: Det er bagsiden af et blåt tæppe med en akvarie-klokkestreng på, I ser.

PPS: Det var hammervarmt at samle 3 tæpper på samme dag. Er der måske en lille byge i udsigt ?

lørdag den 26. juli 2008

Til ispenge og andet vigtigt


Børn og bedsteforældre er en god sommerkombination. Hvem kan ikke huske den der sitrende glæde, når man fik lidt penge stukket i hånden, som var ens helt egne og som man helst skulle bruge på is og slik uden at mor og far fandt ud af det ?

Heldigvis er den slags små sammensværgelser ikke gået af mode og på Sommersalget kommer der masser af bedstforældre med børnebørn, som kikker, snakker og hygger sig gevaldigt.

Når så sammensværgelsen om ispengene er i fuld gang, så skal man jo da ha´ en pung at gemme de der ispenge i.

Så her er mit bud på små søde ispenge-punge. Uha, som det kan tage lang tid at vælge, når der både er punge med bamser, blomster og får på.

Krokodillepungen er afsat til Anton, som betaling for slæbning af kasser, godt humør og ikke mindst værtsfunktionen omkring havens trampolin. Den er der nemlig bud efter, når der er sommersalg

mandag den 21. juli 2008

En stramaj-gave


Når andre tænker på mig, inden de smider broderier i den stooore skralde-spand, så bli´r jeg glad.

Min mand kom for et par dage siden hjem med en stak stramaj-billeder fra en kollega, som havde været i gang med at rydde op.

Min jubel ville ingen ende tage, da jeg så, at Ebeltoft rådhus prydede det ene broderi. Jeg havde straks en pc-taske i tankerne, som jo helst skulle nå med på sidste sommersalgs-onsdag. Så ud af rammen med rådhuset og her er den så, tasken, klar til at indtage Helgenæs på onsdag og lur mig, om den ikke bli´ r solgt samme dag, for lokalpatrioter findes osse på Mols.

Sidste onsdag var en blandet fornøjelse. Vi stillede op med mere inde i teltet end gangen før, for vejrudsigten lovede byger, men syntes alligevel, at skyernes flugt tegnede så godt, at vi godt turde have bløde sager i haven også. Det gik fint .... men kl. ca. 16 så gik det galt. En skytømmer af de store åbnede for sluserne lige over Asgilhøjevej 59 og så løb vi stærkt for at redde så meget blødt som muligt fra vandmasserne. Vi nåede ikke at få alt i tørvejr, så da vi kørte mod Harlev onsdag aften, lå der pudebetræk, poser, smådyr og meget, meget mere spredt ud til tørre rundt om i hele huset.

Bortset fra det var det en dejlig dag, med gensyn med gamle kunder og møde med nye. Dejligt.

Symaskinerne snurrer, for på onsdag er sidste sommersalg for denne gang. Vejrudsigten ser fantastisk ud, så kom ud i sommerlandet og hils på, det kunne være så hyggeligt..