Strømpegarns-stramaj

... og søndag snuppede jeg en rest strømpegarn i nærmest lysende rød-gul-grønne farver og et nyt stykke stramajbund.

Man skal være på tæerne med det strømpegarn, for jo længere rækkerne bliver, jo mere uroligt bliver farveforløbene.
Redningen denne gang blev at brodere flere firkanter ved siden af hinanden og så lige give dem et drej, så de står på spidsen og stingene løber i 2 forskellige retninger.

Lørdags-stramaj

I lørdags var jeg i gode koners lag og i håndarbejdskurven havde jeg lidt strik, lidt bøger og så lidt garn og lidt stramajbund, så der var lidt forskellig adspredelse at vælge imellem.

Stramajbunden vandt og mens snakken gik og kaffen og kagerne forsvandt, begyndte jeg endnu et reste-cirkelbroderi.
Garnet er en blanding af ½ tråd Zephyrgarn og så 3 forskellige tynde bomuldstråde. Kombinationsmulighederne er uendelige og man kan pusle på æget Kaffe-maner, til man får lige præcis den nuance frem, som man drømmer om.

Det tynde, tynde bomuldsgarn er rester fra kæden til en dug, som mor har vævet. Jeg broderer lystigt videre, for hun væver på livet løs, så der er flere liflige rester lige om hjørnet.

Gult gør mig glad

Her står chefen så på Moster Mie og Onkel Svends gårdsplads, og at dømme efter brillerne så vil jeg tro, at vi skriver sommeren ´70.

Outfittet med den drengede t-shirt kombineret med min selv-syede, højtelskede gule slå-om-nederdel er ganske betegnende for min tøjstil, både den gang og nu. Her blandes, men det ender altid med at være praktisk

Nederdelen blev syet i håndarbejde og det var med linning syet til i hånden og hele baduljen, hvilket ikke var helt let for småpiger i 3. klasse.

Der var ikke noget stof i Fru Halds skab, som jeg brød mig om, så hun gav mig en rekvisitionsseddel  til byens førende stofbutik og bad mig tage ned og vælge det stof, jeg helst ville have.

Det var stort, kan jeg love jer, og at Fru Hald anerkendte mit ønske om selv at vælge stof, er et af de få forsonende træk ved hende. Hun praktiserede en pædagogik, som hørte en svunden tid til og de piger, der gjorde, som hun sagde, var dem der stod forrest i køen. Jeg stod som regel bagerst!

Den gule nederdel endte sine dage i mit allerførste kludeklip-projekt, som patchwork hed den gang.

Et par år senere fik jeg mit eget værelse, som blev tapetseret med det mest gule og storblomstrede tapet jeg nogensinde har set, og i begyndelsen af 80´erne gjorde jeg Aarhus i gul kedeldragt og gule briller.

Jeg bliver aldrig træt af gult, og så sent som i går brugte jeg denne livsbekræftende farve flittigt i et par forårspuder, som nu er på vej til butikken i Ebeltoft.

Dagens dont

... med pudesyning som afveksling :-)

Jeg kan for min død ikke huske, hvor jeg har lånt billedet ovenfor.
Hvis det er hos dig, som læser med her, så smid mig en mail og du skal straks bliver krediteret.

Guldlok er mit mellemnavn

Igennem længere tid har jeg pønset på at lave mig et håndarbejds-læse-lydbogs-og-høre-P2-hjørne inde i spisestuen. Sådan et hjørne, hvor jeg svagt kan høre fjernsynet inde i stuen, men slet ikke behøver at forholde mig til det.

Lampen blev købt sidste vinter og bordet stod ovre i annekset, men den helt rigtige lænestol kunne jeg bare ikke finde, måske fordi jeg havde en del ufravigelige krav, når det nu skulle være.
Vi kan hilse og sige, at der er ikke mange lænestole, som både har høj ryg, armlæn som hverken er af træ eller er så høje, at de generer strikkende og broderende arme og sidst men ikke mindst er i besiddelse af et højt afslapningspotentiale.
For hulan da, hvor har jeg prøvesiddet mange lænestole rundt omkring i genbrugs-Danmark, men forgæves.
Indtil i fredags!

Med det samme jeg slog måsen i sædet, vidste jeg, at her var min lænestols-soulmate. Den føltes hjemlig og lige tilpas og skamlen gjorde den nærmest til en halv sofa. Her var tale om et suverænt højt afslapningspotentiale!
Farven er ikke min kop te, men jeg kan leve med den, indtil jeg får sparet stakater nok sammen til en ombetrækning. Stoffet ligger klar og vi er ude i et stykke forrygende rødt Kvadrat-stof, som måske nok skal suppleres med noget orange til hynderne.

Hjørnet er blevet lige, som det skal være, og at jeg ikke fik det stablet på benene for mange år siden, er mig en gåde.

Til kamp mod ømme haleben

Mor sidder ofte ved væven flere timer om dagen, og hun elsker det - det gør hendes haleben til gengæld ikke!
I længere tid har hun haft polstret sin siddeplads med tilfældige puder og tæpper, som skred rundt under fruen efter forgodtbefindende, og det går jo virkelig ikke.

Så jeg lavede en ordentlig tyk halebens-forskrækker af en hynde og forærede den til hende i julegave.
Den er garanteret ikke til at slide op, for jeg har brugt Kvadrats Hallingdal på siddefladen og så tilsat et geometrisk stramajbroderi, som jeg ved hendes blik vil lande på igen og igen, mens hun betragter farverne og planlægger det næste projekt.

På væven lige nu har hun et tørklæde, som egentlig er tiltænkt min fætters kone Gitte, men sådan kommer det ikke til at gå, for Fru Christensen den ældre har lavet - og fundet - en søllefejl!
Derfor beholder hun dette tørklæde selv og væver et nyt - og fejlfrit - til at forære væk.

Per har lagt en billedserie fra mors vævestue ud på sin Flickr-side, og du skal være velkommen til at kikke med.

Niece-jubel

"Det er sejgt" var det første Katrine sagde, da hun så denne forside på Tidens kvinder januar 1968.
Jeg har en meget stor samling Tidens kvinder, de ældste er fra begyndelsen af tyverne, de nyeste fra ´69 da bladet gik ind.
De har ligget gemt væk alt, alt for længe, men i søndags blev de hevet ud af mørket og frem i lyset igen.

Katrine bladrede, grinede og undredes, især over den meget markante skrævende positur, som gik igen og igen i både modereportager og reklamer.

Det er dobbelt Lancier-år i år, for både Albert og Katrine går i 3.g, og så må familiesyerksen jo i gang.
Alberts outfit klares med en frisk skjorte, som jeg godt vil love ikke vil gå ubemærket hen, og Katrine har bestilt mønster til kjolen hjem fra USA.
Nu skal vi så have syet en prøve og fundet det rigtige stof i den rigtige mørkeblå farve, og det er vi uheldigvis nødt til at tage en tur til København for at finde ;-)
Frisuren har hun styr på, og såvidt jeg kunne høre, så fandt hun god inspiration til make-upen i bladet fra ´68. Gad vide, om hun snupper et par kunstige øjenvipper af den lange og mørke slags til at sætte kronen på værket?
Vi får se - og billeder skal vi nok sørge for at få taget.