lørdag den 30. juni 2012

En helt almindelig, ualmindelig student




Onsdag blev Albert student, og billedet er taget lige efter han fik huen på.
Han har taget en helt almindelig studentereksamen, med et helt almindeligt gennemsnit og fra et helt almindeligt gymnasium, men han er ikke en helt almindelig student.

I vuggegave har Albert fået både et drys Asperger og et drys ADHD, og derfor er det at tage en helt almindelig studentereksamen ikke helt almindeligt.
Han har kæmpet for den studentereksamen i en grad, som jeg aldrig i mit liv har skullet kæmpe for noget, og han har holdt ud, selv når det var allersværest for ham.

Hans gymnasietid har været præget af at gå i en fantastisk klasse med et højt fagligt niveau og med en rummelighed og et kammeratskab, som er helt specielt.
Uden den og en skole og nogle lærere, som har støttet ham hele vejen, var det slet ikke gået.

Med en omskrivning af et citat fra en mand, som også skulle kæmpe for at nå sit mål, vil jeg sige "Yes, you could"
... og så ikke et ord mere om studenter her på kanalen.

fredag den 29. juni 2012

Katrine med kjole og hue


Sådan kom Katrines kjole til at se ud, og syersken synes at både Katrine og kjolen ligner en million.
Hun dansede lancier i ballerinasko af skræk for at falde på de høje hæle, og det ville jeg skisme også have gjort.

I aften fejrer vi hende og den sorte hue, og så tror jeg nok, der er dømt sommerferie i lange baner til den unge dame.

tirsdag den 26. juni 2012

Heste og valmuer



Låg til to nye æblekasse-puffer, som nu står i Kunsthåndværket i Ebeltoft og hygger sig.

Der kommer også nye æblekasse-puffer med på Sommersalget, men inden vi når så langt, skal sønnen og hans kusine lige have huer på i morgen.
Det bli´r stort :-)

mandag den 25. juni 2012

Sanderson a gogo


Dette er en tilståelsessag - jeg har et meget svagt punkt for Sanderson-stoffer.
Dem der oser af Fru Hyacinth og engelske landsteder, som er lavet af hør eller kraftig bomuld og hvor farvesammensætningen ikke er for svage sjæle.

Nu er nogle af mine Sandersonstykker omsat til puder og de har fået hjemmelavede tittekanter så hatten passer.
Desværre har min grossist skiftet skråbåndsleverandør, så nu er den limegule ikke til at få mere!
Godt jeg har 2½ rulle på lager, for den gør da noget ganske festligt ved et klassisk, britisk blomster-print.

Jeg tror lige jeg laver en sofafuld Sanderson-puder til Sommersalget.

søndag den 24. juni 2012

Må vi bede om en genudsendelse


... af maj måneds sommevejr, så hjælpedrengen igen kan komme ud og sole sine vinterblege rygstykker, og vi andre med for den sags skyld.

Håbet er lysegrønt, og det må trods alt hellere regne, når jeg er travlt optaget på syrummet end når Sommersalget går løs om 3 uger !

tirsdag den 19. juni 2012

Stille før storm



Når dagen en omme, så har Fru dansklæreren overstået dette års eksamenskvote og sadler hun om og bli´r til den gode, gamle, hoppende og dansende nu-er-der-snart-Sommersalgs-chef igen.

Vores nye telt ligger på ladet af en fragtmandsbil på vej til Helgenæs, og chefen kan snart ikke sparke sig ind på porcelænslageret for poser og kasser med goodies.

... og sidst, men absolut ikke mindst,  så er der afsendt milde ønsker om tørvejr og lidt sol til de højere vejrmagter.

Nu med de rigtige datoer :-)

torsdag den 14. juni 2012

Fodbold-kat


Når vi nu sidder der alle 3 og ser EM, så er det dejligt med et tankefrit broderi - og dem ligger der masser af i bunken med ufærdige stramajer.

Foreløbig har jeg nået katten her, og når Katrines kjole er i hus, så får den en fremtid lige midt på en børnepude.