tirsdag den 31. juli 2012
Fra cones til plaids
Kenneth har en udsøgt evne til at finde gode garner, og på et tidspunkt købte jeg et mindre lager af en forrygende, let lambswool-kvalitet af mærket "vi-får-ikke-mere-af-denne-slags".
Alt blev leveret til min mors vævestue, sammen med en bestilling på 3 plaider. Hun får altid frit valg i farvesammensætningen, for så bliver resultatet bedst, og denne gang er ingen undtagelse.
De 3 plaider er så forskellige som nat og dag, men lune og lette, som kun plaider af kvalitetsgarn bliver det.
Den småternede er min personlige favorit, men jeg vil ikke afvise, at de alle kunne få et godt hjem her hos os - selv om vi vist allerede har 5-6 plaids fra min mors hånd, liggende rundt omkring i huset.
Væven skulle jo nødig stå tom, så inden længe sætter mor hør op til nogle lange på-tværs-af-bordet-dækkeservietter, som skal ligge på Kenneth og Liselottes smukke plankebord :-)
lørdag den 28. juli 2012
De gode historier
Et Sommersalg er fyldt med gode historier, og jeg gemmer dem alle som små juveler.
I år er det blandt andet historien om den lille norske pige, som sidste år fik et tæppe med Svinedrengen på, og som i år gik direkte hen til den mest lyserøde pige-pude med en broderet Rapunsel på og på klingende norsk sagde: "Jeg er nødt til at ha den", og så holdt hun ellers godt fast i den, kan jeg love jer.
Men den dejligste står hjælpedrengen altså for.
I år har han været i lære som kassedreng iført regnemaskine og kyndig vejledning, og den sidste dag kunne han med et enkelt svirp med håndleddet også slå de grønne papirsposer ud, som kunderne fik varerne med hjem i.
I lighed med tidligere år, havde han også i år udset sig noget, han gerne ville købe, så da vi var godt i gang med sammenpakningen, gik han målbevidst ind efter sin pung, og kom så hen til mig i kassen med de 2 Cola-glas, som han gerne ville købe.
Jeg skrev en bon, gav ham penge tilbage og pakkede så videre.
Ud af øjenkrogen så jeg så hjælpedrengen pakke sine 2 glas fint ind i grønt silkepapir, præcis som vi havde gjort med alle de andre kunders varer og så svirpede han en grøn papirspose åben og lagde sine glas ned i posen, præcis som vi havde gjort med alle de andre kunders varer.
Så var den handel i orden, præcis som alle de andre kunders :-)
Anton hjælpedreng har en stor plads i mit hjerte, og den dag han ikke gider være hjælpedreng længere, så vil Sommersalget ikke være helt det samme mere.
Måtte den dag lade vente længe på sig.
Etiketter:
Børn,
Glas,
Glæde,
Sommersalg
fredag den 27. juli 2012
Sommerens skønneste onsdag
Der var solskin, glade gæster og i det hele taget var humøret sjældent set bedre, på årets sidste Sommersalgsdag.
Drømmesengen med Andersine og Anders And-puderne var noget af det eneste, som stod i teltet, og den ternede plaid er den sidste af de tre, som mor har vævet, og jeg er vild med de farverige tern.
Palle-øen gav plads til vores Pre-fall udstilling og Løvemose-tesættet til venstre havde mange bejlere.
Det endte med at komme til at bo i et sommerhus ganske tæt på Helgenæs, hos nogle dejlige mennesker, som glædede sig til at drikke te af de store, flade kopper.
Pude-kurvene havde top på fra morgenstunden, men var noget mere slunkne at se på, da vi pakkede sammen :-)
Alt er pakket sammen og sat på lager i garagen, i annekset og i kælderen, og nu holder vi nogle velfortjente fridage - oven i købet i solskin - så længe det varer.
mandag den 23. juli 2012
Onsdagsvarsel
Første Sommersalgsdag bød på to regnbyger, den ene værre end den anden.
Anden Sommersalgsdag havde en enkelt og mere beskeden regnbyge at vise frem, og når jeg ser på vejrudsigten for tredje Sommersalgsdag, så tror jeg skisme, at den bli´r bygefri.
Det er der ikke nogen som helst, der skal høre et eneste ondt ord for, thi vi trænger til at blive strøget med håret og på kinden og at få sol på både næsetip og maveskind.
Chefen og marketingsassistenten triller ud af sengen kl 6 onsdag morgen, og når vi har drukket en kop morgente, så stiller vi op i haven - og chefen har friske varer med fra systuen.
Etiketter:
solskin,
Sommersalg,
Vejret
lørdag den 21. juli 2012
Hvad der kan komme ud af lidt styling
En oprydning, en omrokering af møblerne samt en god billedbeskæring, og pludselig ligner de vante rammer noget fra en "Sådan bor xxx-artikel"
Marketingsassistenten fotograferer på livet løs og nu hvor alle TT-items befinder sig på hendes adresse, så skifter stuen i Kongsgaarde jævnligt udtryk.
Faktisk mente min svoger, at han gerne ville bo der, hvor billederne var taget!
Det gør han så allerede, og man skal ikke kikke særlig langt uden for linsens rækkevidde, før stuen ser ud som den altid har gjort.
Plaiden i forgrunden på det første billede har min altid flittige mor vævet af garn fra Kenneths Wonderland.
Den er så blød, let og lun, at man kunne fristes til at tro, at den var vævet af svanedun.
torsdag den 19. juli 2012
Sommersalgs - 60´er-stemning
Onsdagens Sommerslag gik rigtig fint, og samtidig med at hjælpedrengen er blevet ganske habil til at regne priser ud og give penge tilbage, er der blevet tyndet gevaldigt ud i både porcelæn og bløde sager.
Mens chefen i dag har klippet nye puder, har marketingsasssistenten forlystet sig med at lave kække 60´er-opstillinger med nogle af de Sommersalgsvarer, som ligger og venter på nye, gode hjem.
Heldigvis har hun også luftet kameraet, så vi andre også kan få dejlighederne at se.
Marketingsassistenten hae gjort Go-go-pigen færdig, efter at chefen samlede hende op i en rodekasse et sted i Genbrugsland.
Nu pifter hun så en pude op med sine bell-bottoms og rytmiske hoftesvaj, og jeg tror sørme hun lytter til Herb Alpert and The Tijuana Brass
mandag den 16. juli 2012
Så vidt, så godt
Lørdag startede med regn, men den stilnede heldigvis af. Vi besluttede os for at stille op med bløde sager under åben himmel, og hvis det skulle blive nødvendigt, måtte vi så løbe dem i ly i teltet.
Det blev nødvendigt!
Min handy-svoger og hjælpedrengen havde i fællesskab lavet denne palle-ø, som fungerede perfekt som fremskudt base for fx bambusstolen med Sandersonpuderne.
...og kom styrtregnen, og vi spurtede alle mand rundt og reddede det bløde i ly - og så så haven knapt så festlig ud.
Men hvad gør det, når man samtidig får besøg af to charmerende småpiger i gummistøvler og godt humør.
Selma og Solbjørg tog os alle med storm og i løbet af nul komma fem, havde vi banket en lille regnvejrsfest sammen i teltet med Katrines vidunderlige cup-cakes tilsat lyse, lette og spørgelystne pigestemmer.
Vi er klar igen i haven i Kongsgaarde på onsdag, come rain or come shine :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)