Indkøberen

Hjælpedrengen elsker at købe og handle og han er den første ved disken, når vi har stillet op. Han ved helt præcis, hvad han vil købe - ikke have, for det er vigtigt at betale med sine "egne" penge.

I år havde han kastet sin kærlighed på en lille skammel med pære-betræk. Moderen indgik, belært af tidligere års efaringer med et hastigt voksende købs-behov, en aftale med sønnen om, at det så var det eneste, han skulle købe på Sommersalg i år. Vantroen lyst ud af øjnene på hjælpedrengen, og vi vidste alle, at den aftale var skrevet med usynligt blæk.

I løbet af dagen udspandt der sig en sand nervekrig mellem mor og søn, for Anton forelskede sig totalt i Havenissepuden, men moderen sagde NEJ - adskillige gange.

Til sidst trampde han ind i stuen med ordene: "NU er det nok... nu køber jeg den nissepude" og med pungen i bånden gik han direkte til disken, hvor - oh ve, oh skræk - hans mor havde vagten. Hun viste ham prismærket med 250,- kr på og fortalte, at det altså var det, han skulle hoste op med, hvis han ville købe nissepuden. Anton trak sin 50´er frem fra pungen og sagde "Jeg har -50,-"... "Jaeh, men der skal være et 2-tal foran før du har penge nok". Tavshed og et blik i pungen, hvorefter han flåede en 2-krone frem og lagde den foran 50´eren og sagde " NU er de der"

Han fik sin nissepude og et indianerglas og stillede villigte op til fotografering på betingelse af, at man skulle kunne se, at han havde tabt sin første tand.... det kan man bestemt godt !