søndag den 15. april 2012
Hvad en skihop-konkurrence kan inspirere til
Marketingsassitenten var så letsindig at give sig til at rydde op i et sværttilgængeligt loftsrum mellem jul og nytår.
Den kontante afregning blev et hold i ryggen af den onde slags og derfor lå hun nytårsmorgen henslængt i sofaen, alt imens den traditionsrige 4-bakke-turnering løb over skærmen.
Der gik ikke længe, inden jeg havde hende i røret: "NU ved jeg, hvad der skal være Tulipaner og tomaters næste konkurrence. Vi skal da have en 10-posers-turnering, eller en Gæt-hvilket-land-motivet-på-posen-stammer-fra-konkurrence"
... og så gik vi i gang med at lede efter broderier der kunne associeres til et land - og det var ikke helt let.
Vi medgiver gerne, at ikke alle motiver ligger lige til højrebenet, men alle skal have en passende udfordring uanset antallet af udenlandsrejser eller viden om broderiverdenens mangfoldighed.
Hjælpedrengen har været forsøgskanin og han kunne gætte 4 af motiverne, så deet :-)
Hvis du har lyst til at gætte med, skal du enten lægge et svar her på bloggen eller sende en mail via vores hjemmeside, og fortælle, hvilke lande du mener er repræsenteret på de 10 poser.
Vi skal have dit svar senest d.21.4.
Præmien skal selvfølgelig stå i et rimeligt forhold til udfordringen, så denne gang sætter vi en taske efter eget valg fra Tulipaner og tomater på højkant.
Hvis flere har det rigtige svar, så trækker vi lod på hjælpedrengens fødselsdag d. 22.4. og med selvsamme hjælpedreng, som lykkens pamjulefis.
Vi glæder os og håber du har lyst til at lege med.
Etiketter:
Broderier,
Farver,
Genbrug,
konkurrence,
Mig
lørdag den 14. april 2012
Nye tilførsler til knappeafdelingen
I søndags var der Loppemarked i Mølleparken for første gang i år og jeg var på pletten.
Der var ikke meget der fristede mig, udover en bod med sirligt indpakkede knapper. Jeg tog for mig af retterne og gik efter megen diskuteren med mig selv hjem med ni poser smukke retro-knapper.
Sælgerne fortalte, at hun havde købt restlageret fra en nedlagt knappefabrik i København - og at dagens udvalg var de sidste rester.
Godt jeg kom forbi i tide :-)
fredag den 13. april 2012
Der var en gang...
... hvor mødre broderede blomsterkranse på små, hvide sommertørklæder til deres døtre.
Undervejs i den berømmelige broderi-sorterings-seance dukkede det tørklæde op, som min mor broderede til mig og som både min søster og jeg har brugt.
Efter lidt sukken, grinen og kan-du-huske blev vi enige om at tjekke vores indscannede lysbilledskat for foto-dokumentation.
... og her er chefen så til Sønderborg ringridning ca.1964 på vej rundt i karrussellen iført det berømmelige tørklæde og hjemmestrikket, fornuftig sweater.
Jeg medgiver gerne, at det ikke er så nemt at identificere de broderede kranse, men med lidt god vilje kan man godt få øje på den ene.
Tørklædet er i øvrigt med håndsyede kanter og hele baduljen, og så er det lavet af en af min fars aflagte hvide skjorter!
Kom ikke og sig, at genbrug er nyt, vel :-)
onsdag den 11. april 2012
Forberedelser en masse
Egentlig har jeg prøvet det mange gange før, men alligevel overraskes jeg over, hvor mange forberedelser der skal til, før Tulipaner og tomater er klar til at rykke ud af vinterhiet og stille op på sæsonens første udendørs-salg.
Derfor sorterer, klipper, organiserer og ikke mindst syr jeg på livet løs, og jeg tror at både zebra og topmejser kommer med til Gug.
Hvad de kommer til at muntre sig på er endnu uvist, men det løser sig.
lørdag den 7. april 2012
Kasse-orden
Sådan.
Effekten af Store sorteringsdags antrengelser er nu synlig, så nu har jeg 30 sorte Ikea-kasser i forskellig størrelse fyldt med nydeligt sorterede broderier.
De hvide mærker er for svære at læse på afstand, så kasserne fik lige en stor Udsalgs-neon-orange prik med nummer på i stedet. Det er en fremtidssikrte løsning for mit syn skal blive ualmindelig dårligt, før jeg ikke kan se dem!
I vindueskarmen ligger en ajourført liste, så jeg hurtigt kan finde frem til, hvilken kasse jeg skal hive frem, når jeg har brug for fx Naive korsstingsbroderier på bomuld.
Chefen er endnu en gang marktingsassistenten og hendes ukuelige drive stor tak skyldig.
fredag den 6. april 2012
På spidsen ...
... af mit strygebrædt ligger et nystrøget viskestykke af den slags, der ikke laves mere.
Det har tilhørt min svigermor og det er fra Georg Jensen, hvor man en gang kunne få vævet sit navn ind i både håndklæder og viskestykker.
Jeg vil tro, det har sine 50 år på bagen, og bortset fra et lille hul i den ene side, så er det så godt som nyt.
Derfor stryger jeg det med nænsomt jern, og skifter ophænget ud, når det er slidt, så Fru Rasmussens viskestykke kan klare sig lidt endnu.
mandag den 2. april 2012
Ventetid
Kenneth er blevet ekstern udstiller på Uldfestivalen til maj og holder i den anledning Åbent hus.
Han spurgte Tulipaner og tomater, om vi vil være det ekstra pift på gårdspladsen denne dejlige forårsweek-end i maj - og det skal jeg da lige love for, at vi vil.
Derfor starter vi udendørs-sæsonen i Gug d.12. og 13. maj, så du ud over at se, mærke og købe alle Kenneths vidunderlige garner også kan aflægge Tulipaner og tomater et besøg.
Vejrguderne er som sædvanlig adviseret og hvis vi kan få ørenlyd, så får vi et fantastisk forårsvejr.
Hvis du har du lyst til at reklamere for Garnudsalgs Åbent Hus, så er du velkommen til at bruge banneret.
Abonner på:
Opslag (Atom)