lørdag den 16. august 2008

2 fyrtårn og en krukke


Mere porcelæn hoppede ned i posen for et par dage siden, og af den gode slags.

Et salt/pebersæt, som altså minder mig om 2 små fyrtårn og en krukke med låg og alle dele i det fede Cornish Ware, eller rettere 2 forskellige kopier.

Cornish Ware er karakteriseret ved de blå/hvide striber og stammer slet ikke fra Cornwall, men fra en nu nedlagt fabrik vist nok i udkanten af London. På et tidspunkt begyndte fabrikken at variere farverne på striberne, så der findes også rød- grøn- lyserød- gul- og sortstribede sager fra Cornish Ware, men de er få.

Stellet svarer lidt til vores Confetti- eller Kronjyden-porcelæn både i udbredelse og popularitet og der er stort set produceret ALT indenfor husholdningsporcelæn i dette blåstribede design.

Der er samlere af det i GB og de sjældne ting, som fx en hvid/lyserød stribet tekande handles til fæle priser - ganske som Confetti-tingene her.

Hvis I - som jeg - elsker britiske serier som Små og store synder, Landsbyhospitalet eller Folk og fæ, så hold øje med det, for det dukker jævnligt op som tidsfæstende rekvisitter.

Nå, men nu ligger det altså renvasket og indpakket i en kasse og venter på næste års sommersalg. Dejligt.

2 kommentarer:

Jette sagde ...

Sikke en "næse" du har :)

HanneC sagde ...

Jette, næser kan trænes.
Min var temmelig ugidelig for 4-5 år siden, men nu virker den rigtig godt, især i genbrugsbutikker, hvor der er mindre skubben og brokken end på et loppemarked.