tirsdag den 31. marts 2009

Sig nærmer tiden -



-hvor en kæmpe stak herreskjorter er blevet omdannet til et kæmpe-tæppe.

Det har været længe undervejs, alt for længe, men sådan går det af og til og så er det jo fantastsik at have forstående kunder, som bare holder ud og venter igennem - TAK.

Kæmpe-tæppet skal samles og det skal helst være ordnet inden teenageren vender hjem fra Berlin på fredag og igen gør krav på sit værelse - UDEN stofbunker, mor !

Så kom i gang fru Christensen, det samler sig næppe af sig selv, vel !

fredag den 27. marts 2009

En udfordring


Datteren så et billede, viste det til sin Far og sagde: Kan du lave sådan nogen ?

I mandags kom svaret så: JA, det kan han.

Fine knager eller skuffe-håndtag drejet i det smukkeste egetræ fra min fars lagerstak - og den er både stor og gammel.

De er nærmest fløjls-bløde at røre ved og fantastisk smukke i al deres enkelhed og slægtsskabet med vinterens paddehatte er ganske klar.

Nu er jagten så gået ind på de særlige skruer, som vi satte hjortene op med. De har gevind i begge ender, så de både skrues ind i væggen og i knoppen. Smart og usynlig ophængning og vi skal nok finde dem. Bare vent.

onsdag den 25. marts 2009

Trofæ-væg


Så har jeg min egen lille trofæ-væg. Ikke noget med kronhjortegevirer i overstørrelse eller afrikanske springbukke hjembragt fra en tur på savannen. Nope.

Men 2 metal-hjorte i syregrøn og shocking pink som er julegaver anno 2007 og hold da op, hvor jeg synes de klæder mine limegrønne vægge - det falske lys får væggen til at se fise-gul ud, men den er rivende Tricia Guild limegrøn irl.

Min far har nemlig været forbi med boremaskine, stiksav og andet godt og sørgede blandt andet for, at hjortene nu hænger under den røde hylde - som han også er mester for.

Det helt store projekt var at få lavet en briks i mit kontor, så nogle af mine bunker, nu kan komme i kasser og ind UNDER briksen.

Hverken min far eller jeg er nemme at arbejde sammen med, når det gælder gør-det-selv. Vi brummer og småvrisser af vores stakkels hjælpere, men når vi to arbejder sammen sker der noget. For vi brummer og småvrisser på samme frekvens og forstår hinandens underlige tegn og gerninger. Så når vi tager stiksaven frem, fortrækker vores kære til andre græsgange og dukker først op når vi råber FÆRDIII.

I dag skal jeg så have købt en madras til den nye briks og en gang i næste århundrede får jeg vel også syet et betræk til den!

fredag den 20. marts 2009

Navnepude - igen


Der er navne og så er der smukke navne, og for min del hører Camille til de sidste.

Hendes pude blev efter giverens ønske udstyret med de fine, små søde Babushkaer - tak Mette - og så havde jeg ellers frit slag.

Det endte med lidt stedmødre a la Kaffe, 2 stk blomstrede retrostoffer, en prik, en blomst fra en kaffedug og lidt lyserød lærred.

Jeg synes der er fuld fart på foråret i den pude, men den er også lavet i det mest fantastiske, solbeskinnede forårsvejr.

onsdag den 18. marts 2009

Tak til ergoterapien


I 70´erne havde ethvert plejehjem med respekt for sig selv en stoftryk-afdeling i ergoptera-pien. Der blev trykt forklæder, dækkeservietter og mund-ditto og ikke mindst duge.

Der var en stor variation i både mønstre og farver og selvfølgelig også i udførelsen. Jeg har i min beskedne - tø-hø - samling blandt andet resterne af en meget lyslilla dug m. tryk i en meget mørk lilla MED mundserviette forstås..... til 12 personer! Den dug vinder ikke prisen for subtil farvesammensætning.

Men jeg har nogle terapi-duge, som jeg elsker.

Som denne her med det syregrønne tryk, der dækker hele dugen og som bare smider lys og glade dage ind i ethvert syprojekt. Det er en gammel bomuldsdug, som er blevet pyntet op, og sørme om ikke osse der ligger et monogram i fransk syning i det ene hjørne. Juble-juble-juble.

Så mange tak til alle de ergoterapeuter, som har sørget for, at der er blevet trykt masser af skønne duge, som jeg nu kan bruge løs af, når altså lige jeg finder dem først :-)

tirsdag den 17. marts 2009

Postmand Per

Vi modtager mange postfor-sendelser her hos os.

Alt fra vigtige fodbold-kort med den store helt - Dennis Bergkamp - over cd´er i specialudgivelser fra fjerne verdenshjørner til denne dejlige bunke inspiration, som kom i går.

Country Living er mit faste holdpunkt, rent magasinmæssigt. Mit abonnement er vel 6-7 år gammelt og jeg fornyer det hvert år.

Hvis man er i tvivl om hvilket magasin Isabellas er inspireret af, så bare kik i CL - altså den britiske udgave. I Isabellas barndom købte de faktisk nogle af CLs artikler og oversatte dem til dansk. Da følte jeg mig virkelig snydt!

Men i et anglofilt hjem som vores er det altså MODERmagasinet, som Adam Price ville sige. En skøn blanding af vidunderlige billeder, sære indfald - det er jo britisk - og tonsvis af inspiration og så er der dukket indretningsreportager fra Danmark i løbet af det sidste års tid. Det er lidt sjovt at se "vores" indretningsstil, omtalt som noget ganske andet og særligt !

De japanske bøger køber jeg via nettet, og det er aldrig til at vide, om man rammer plet. Den øverste er et HIT, det midterste en fuser og POCHEE er ok.

Billederne er dejlige, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over den fraværende japanskhed i fx møbler og tilbehør. Man kunne blive fristet til at tro, at bøgerne bliver lavet til det nordiske/amerikanske marked. På den anden side, så burde de jo være skrevet på engelsk, hvis det var tilfældet, ikk?

Under alle omstændigheder, så vil formiddagsteen blive nydt i selskab med bunken, når altså lige der er vasket, syet og klippet og og og

mandag den 16. marts 2009

Hist hvor vejen slår en bugt...


På Børnebazaren havde vi kun vores egne PC-tasker med, men de blev hevet frem den ene gang efter den anden, som eksempel på vores voksenting.

Det stråtækte stramaj-hus her pryder nu en af de nye PC-tasker, som kommer på hjemmesiden i løbet af de kommende dage. PC-taskerne fandt jeg på for et par år siden og lige nu er jeg i gang med at finde på nye tasker og nyt i det hele taget.

- og så skal vi være med på Kunsthåndværkermarked i Brandts Klædefabrik i Odense d. 30. maj.....