
Som chef i en ansvarlig og fremadstormende virksomhed - fnis - er jeg ganske klar over, at mine gode medarbejdere skal kæles for og vises omsorg og respekt. Derfor er der inkaldt til MUS-samtaler for hhv hjælpepige 1 og 2, samt marketingsassistenten her i hovedsædet fredag aften.
Vi skal afholde et lille planlægningmøde for vores deltagelse i diverse julemarkeder og selvfølgelig MUS-samtalerne, inden vi kaster os over den mere løsslupne del af arrangementet med dejlig mad og drikke.
Hov-hov, vil den listige læser tænke, hvor er hjælpedrengen blevet af? Skal han ikke kæles for og alt det der?
Jo, det skal han da, men marketingsassistenten, som også er hjælpedrengens mor, har via sit almindelige job totalt tjek på al slags lovstof omkring MUS-samtaler, og dybt inde i paragrafferne har hun fundet en lille notits, som friholder hjælpedrenge under 6 år for deltagelse i MUS-samtaler :-)
Mosteren har i stedet indkøbt årets fedeste julekalender til ham og den ankom for et par dage siden helt ovre fra England af. Det er Matthew Rice der er manden bag, og jeg ved, den vil falde i Antons smag, for den dreng har så meget humor. Mosteren selv gnækker med, når hun på halerne af flyene ser navnet på luftfartsselskabet, SantAir.
Det øvrige i kassen er så hjælpedrengens julegaver, som er hhv. en papirkurv og en stak nytårsknallerter alle udsmykket med motiver fra serien Men at work fra Emma Bridgewater. Papirkurven er et udtrykt ønske fra hjælpedrengens side, knallerterne er indkøbt på mosterens eget initiativ, men hun er ganske sikker på, at de vil vække jubel. Han er allerede den lykkelige ejer af en madkasse fra samme serie, og handy-dreng som han er, er han vild med alle rendegraverne mm.. Mostrens yndlings er den fine, grønne Landrover, som minder hende voldsomt om hendes vilde ungdom ;-)
Nåh ja, når mosteren nu skulle betale den horrible fragt, så fyldte hun lige kassen op med et par krus, en kalender, en sparebøsse og nogle voksen-knallerter. Hun er så tilfreds med købene og elsker i øvrigt Emma Bridgewaters ting OG britiske humor.