fredag den 13. april 2012

Der var en gang...


... hvor mødre broderede blomsterkranse på små, hvide sommertørklæder til deres døtre.

Undervejs i den berømmelige broderi-sorterings-seance dukkede det tørklæde op, som min mor broderede til mig og som både min søster og jeg har brugt.
Efter lidt sukken, grinen og kan-du-huske blev vi enige om at tjekke vores indscannede lysbilledskat for foto-dokumentation.


... og her er chefen så til Sønderborg ringridning ca.1964 på vej rundt i karrussellen iført det berømmelige tørklæde og hjemmestrikket, fornuftig sweater.
Jeg medgiver gerne, at det ikke er så nemt at identificere de broderede kranse, men med lidt god vilje kan man godt få øje på den ene.

Tørklædet er i øvrigt med håndsyede kanter og hele baduljen, og så er det lavet af en af min fars aflagte hvide skjorter!
Kom ikke og sig, at genbrug er nyt, vel :-)

6 kommentarer:

Louise sagde ...

UhA elsker bare gamle billeder, de fortæller bare så meget, du ser så sur ud... fik du ikke lige den vogn du ville ha og køre i? eller var tørklæde ikke in ? smil det er et rigtig dejlig billede. ha en super aften.

Hanne ... sagde ...

Jeg tror nok panderynken er udtryk for dyb koncentration, Louise, og gamle billeder er dejligt :-)

Maj sagde ...

Altså hvor fint!
Jeg elsker når de gamle minder dukker op på den måde, og fantastisk når man også kan finde den supplerende foto-dokumentation.

lis sagde ...

Ja, det var tider da de havde tid til at brodere personlige 'hilsner' på arvingernes grej. Jeg arvede 15 stk bomuldsbleer og 5 lagner og sengesæt med broderede kranse i 4 forskellige pastelnuancer fra min svigermor, da vi skulle have nr.1. Alt udstyret havde været brugt i årene 66-67 til min mand. Det havde jeg ihvertfald aldrig fået mig taget sammen til at producere, så hatten af for det.

Margith sagde ...

Rigtig godt foto, gode farver, men en noget mellemfornøjet hovedperson :-)

Hanne ... sagde ...

det gør jeg også maj, og takket være vores far som har taget rigtig mange lysbilleder, så er vi dækket godt ind.

Hatten skal af og vi skal ned i et prinsesse-kniks, Lis for så udholdende er vi trods alt ikke , og sikke en arv at få overdraget, mon du har gemt lidt til næste generation?

Ja, og jeg kan ikke huske den tur, Margith, så jeg kan ikke give en forklaring på det noget mutte udtryk i ansigtet.