søndag den 9. august 2009

Bulgarsk bomuld



Et gisp efterfulgt af et fnis røg igennem min yndligsgenbrugsbutik i onsdags, da jeg spottede disse 2 bundter bulgarsk bomuldsgarn.

Døren tilbage til Rødkilde Gymnasium 76-79 blev blæst på vid gab ved synet af dem. Hold op, hvor har jeg vundet mange bundter bulgarsk bomuldsgarn op. Prisen var 1,98 kr. pr bundt og det fandtes i utallige farver. Min allerførste raglanbluse blev strikket i det garn, den var grøn og gulstribet og min hønsestriksvest med hæklet halskant !!!!!

Det garn var faktisk umådelig dårligt, for det var hårdtspundet, kortfibret og fyldt med overskudsfarve, men det var billigt og det helt rigtige når man gik på gymnasiet.

Nå, de 2 bundter kom med hjem og de er vundet op og jeg strikker glad og fro, for det garn gi´r de bedste karklude i miles omkreds.

PS: Jeg har mine Hønsestriksbøger endnu !

9 kommentarer:

Lavendel sagde ...

Aaaaj, jeg husker det også. Du har fuldstændig ret!!! Rigtig sjovt!
God strikkelyst

Manna sagde ...

ihhh, hvor jeg husker det bulgarske bomuldsgarn, hønsestrik og strikkede busseronner i blødt bomulsgarn, det var tider

Losarinas mor sagde ...

Har du de herlige bøger :-)
Låner dem ofte på biblo, synes de er så skønne.
Det var dog en oplevelse at falde over det garn :-)

Jeannette Mariae sagde ...

Skønne mindelser. Jeg holder så utroligt meget af denne form for fortællinger. Tak ;-)

HanneC sagde ...

Jeg synes det garn burde have en plads i Den Gamle Bys kommende 70´er-afdeling, for hvor er der mange historier om kvindekamp, håndarbejde og vi-vil-selv knyttet til det.

Tak Lavendel,den karklud bli´r så grøn, så grøn.

- det bløde bomuldsgarn havde jeg helt glemt, Manna, men det hører jo også med´.

De bøger er på mange måder en oplevelse og sætter nutiden i perspektiv. Losarinas Mor.

Velbekomme, Jeannette Mariae:

Margith sagde ...

Hej Hanne!
Så er jeg tilbage, jeg husker også garnet. Jeg så et par gummisko forleden og havde samme oplevelse, pludselig kunne jeg huske dem.

HanneC sagde ...

Velkommen tilbage Margith og godt at vi af og til bliver sendt retur til fortiden :-)

MetteFie sagde ...

Leder efter hønsesstrikbøger, har prøvet bibliteket (på nettet), men kan ikke finde nogle.

HanneC sagde ...

De er af og til at finde på qxl, MetteFie, og ellers tror jeg du skal finde dem i genbrugsbutikker, på loppemarkeder eller i antikvariater.